En vellykket tur til Slagelse

Af Eyvind Olesen



Natten var til dels søvnløs. Jeg læste i det franske og det tyske blad. I det franske blad læste jeg om en ung mand i tyverne, der var gift med en kendt dame i fyrrene. Damen blev sindssyg og lå og lå og skreg på et hospital. Manden, der ellers havde våget over hende, gik hjem og drak 3 whisky og tog gift. Han tabte cigaretten ned på gulvtæppet og sad ørkesløs og så på, hvordan den brune plet på tæppet voksede i omfang. Så så ´ han ikke mere, men vågnede ved, at nogen gav ham øretæver. Det var en husven, der var kommet hen for at spørge til konen, som han elskede. Selvmordskandidaten bad ham standse afstraffelsen, og så fik han i stedet et brækmiddel. Nu er både mand og hustru døde, så vidt jeg ved. Kvinden hed Edith Piaff.

Det andet, jeg læste i det fortræffelige franske blad, var mindst lige så mærkeligt. Man fik at vide, hvor hastigt og tilfældigt den persiske shah var blevet forlovet med sin nuværende kone, Farah Diba. Denne sidste var en ganske ung studine i Paris, og hun læste til arkitekt og var veninde med shahens datter, Shanaz. Så foranstaltede Shanaz et møde mellem de to, faderen og veninden. Det foregik i hendes bolig i Paris. Faderen gik i haven med den unge pige og sagde til datteren: ”Hent mine cigaretter!” hvilket på godt parisisk ville sige: ”Gå din vej!” - 3 kvarter efter kom de tilbage og 2 dage efter gentog det sig. Så var forlovelsen sket, og Shanaz og Diba græd længe i hinandens arme.

Det tredje, jeg læste, var i det tyske blad: En typisk tysk enetale, som en omsværmet purung mandlig film- og TV-stjerne holder til sine fans. Da han stod og prøvede tøj i en kabine i en forretning ved Jungfernstieg, kom en 17 års pige ind til ham og kyssede ham. Da han forelagde sagen for hendes mor, som stod i nærheden, sagde moderen: ”Ih, jamen vi holder da alle sammen så meget af Dem, vi ser Dem jo hver aften i TV!”

Så vidt nattens læsning! Hen ad morgenen drømte jeg, at jeg skulle et lille ærinde inden jeg skulle deltage i en stor familie-komsammen og fællesspisning. Men jeg kunne ikke finde noget egnet sted, der var folk overalt. Så blæste Paula i valdhornet – og jeg vågnede op til denne verdens lyst og nød. Så skulle Slagelse-turen foregå – fra hjemmet kl. 7,45 om morgenen. Min søster og jeg skændtes lidt om mit kostume. Jeg har nu engang vænnet mig til at gå i sommertøj og kan ikke længere bære jakkesæt! Og i virkeligheden tror jeg ikke, der er nogen, der studser over noget som helst hvad påklædning angår. - Så marcherede jeg sammen med alle skolebørnene op ad gaden. Den unge magre lærerinde frk. Brochsgård sagde. ”God morgen”, da hun passerede mig på cykel. Jeg mødte en skolepige med bryster så høje som tårnet i Siliam. Ja, jeg mødte mange forskellige slags og forskelligt farvede og formede ungmøer, med kjoler snart korte, snart lange. -

Så kørte rutebilen i den yndige morgen, og den havde god søgning. Snart stod jeg på Nytorv i Slagelse, og som sædvanlig var der tid til en lille vandring før besøget hos den rare psykiater. Min tur gik da først ind gennem den vældige overdækkede torvehal med legetøjsbutikken – og musik og cafeteria i baggrunden. Derfra til Schweitzerpladsen, hvor jeg som sædvanlig beundrede den skønne rytterstatue med den den gamle konge til hest.. Den er for mig blevet et symbol på Slagelse – den har noget ”nikkenede” over sig, man kan se, den går frem i skridtgang! - Og så fik jeg lyst til at opsøge den katolske kirke, som lå lige om hjørnet. Er der noget lifligere end at træde ind i den katolske kirkes kølige skygge? Og til alle, som ikke har været i den katolske kirke i Slagelse vil jeg sige: Gå hen og se de vidunderlige farvede ruder med glasmalerier” De er præget af en strenghed og en skønhed, som næsten virker bedøvende! Og klimaks når de i rosetten i gavlen som er et helt festfyrværkeri af kulører. Så så´ jeg pludselig en herre komme frem oppe ved alteret, og jeg nærmede mig ham, og vi ønskede hinanden god morgen. Så spurgte jeg. ”Er det pater Meertens?” Og det var det. En charmerende ung hollænder i præstedragt. Pastor Honoré har anbefalet mig ham, om jeg så må sige, men alle mine hidtidige forsøg, skriftlige og personlige, på at komme i berøring med ham er mislykkedes. Nu fik jeg endelig talt med den sympatiske mand – ja, blot et par ord inde i kirken – og han sagde, ”På gensyn!”

Så var jeg hos psykiateren, og han var overmåde godt tilfreds med mig, og vi aftalte næste træffetid. Så var der kun tilbage den fornøjelige del af festen – den fugtige del! Den foregik først nede på banegården, hvor jeg lyttede til 3 koners snak om hospital og sygdom. Så lod jeg mig køre op til Schweitzerpladsen igen – nu gad jeg ikke g å længere! Og deroppe havde imidlertid ”Centrum” åbnet, og jeg gik ind i de skønne haller. Loftet var sort, og alle lys var tændt. På væggene hang malerier, på bordene stod blomstervaser. Ved siden af mig foregik der en lang rådslagning med håndværkere om ombygning af restauranten og forandring af sceneriet. Forstå det, hvo der kan! I vore dage er der ikke noget, der kan blive fint nok!

Så tog jeg med 12-toget hjem. Jeg havde ladet 10-toget køre fra mig. Der er ikke noget værre end at komme for tidligt tilbage til Sorø!