Sorø-minder

Af Eyvind Olesen



Det var sig den liden klerk alt udi sin hvide silkesærk”, sagde ”Sørensen”, da han hoppede op i sin seng. Så vidste jeg, at de i hans klasse var ved at lære om folkeviserne. Det var dengang, vi boede hos fru Wendt. Hun var fra Jylland, og hun kunne sommetider godt tænke sig at skyde de skove, der ”omzingler” Sorø, til side, så der blev lidt videre udsyn. Det er jo det eneste, der mangler i dyndbyen Sorø, det er de vide udsigter. (Ja, Paris hedder jo ”Dyndbyen”, Lutetia!) Dengang var gaslugten noget typisk for Sorø. Nu er den afløst af benzinosen. Fru Wendt havde to sønner, der gik på Herlufsholm: Hans og Wille. De kom sommetider til Sorø og så til os. Og omvendt deltog jeg engang i en udflugt fra Sorø til Herlufsholm. Der fandtes nemlig i Sorø en bibelkreds for akademister. Og vi skulle på cykeltur ned og se til Hee Andersen på Herlufsholm. Det var en smuk efterårsdag. I Herlufsholm Kirke sang vi ”Nu falmer skoven trindt om land”. Det var meget stemningsfuldt. Den samme salme hørte jeg engang i radio inde fra Garnisons kirke, hvor Ricard prædikede. Det greb mig lige så stærkt. Og så husker jeg en efterårsstemning, hvor jeg mødte mine forældre i Reerslev, og der hørte vi i kirken den kendte pastor Vilstrup prædike. - Vi havde for resten engang en hel religionskrig oppe på ”Alumnatet”. Røde Nielsen ville ikke lade os gå til bibelkreds hos pastor Balslev en bestemt aften. Så gik vi til rektor ”bag hans ryg”, og det blev en farlig komedie. - Engang havde vi brandøvelse oppe på skolen: Vi skulle kure i en rørformet presennig fra sovesalen og ned på jorden. Til allersidst kom rektor susende, og fruen stod nede på jorden og ventede på hans ”nedkomst”. - En af de mest karakteristiske lærere på skolen var ”Taps” - en forkortelse af Tapiren – han hed nu ellers Bohn og blev senere Rektor. Og pastor Christophersen digtede: ”Ned til Sorø lærde skole – kom en dag i hvidt og kjole – adjunkt Bohn for første gang – med sin næse alenlang”. En dame spurgte engang spøgende herr Bohn: ”Kan De huske, at jeg engang troede, at De virkelig hed Taps?” Herr Bohn (yderst indigneret): ”Nej, det k a n jeg ikke huske!” Og så gik han. - Jeg mødte ham engang inde ved Gentofte, da jeg var soldat. Da havde han dame på. Det var frk Heje, som jeg har gået sammen med på kursus i skindergade. Hun var en lille sød ting med gule ringle-krøller. - Den store, sværlemmede sønderjyde på mit kammer, ”Svend Dyren”, snakkede meget om Taps. For Taps dukkede op alle mulige og umulige steder på inspektion. Jeg tror, jeg har en vase, han engang har foræret mig. Og så kom det store øjeblik, da jeg skulle læse højt for kongen – og kronprinsen. Jeg uværdige var udset til at besørge et recitativ fra en kantate, som vist herr Rosen har digte. Det var: ”Hviders æt, med Sorøs ånd fortrolig, - hegned` her en klostervang, - grunded fast en fredens bolig - i en tid, da sværdet klang. - Munken kom med kors og bog, - og med blikket hævet mod det høje – og med syn for tidens møje – blev på folkets tarv han klog -odled marker, røgted enge – og med lærdom fostred danske drenge. - Lyset fra den stille klosterrude – synedes så vidt derude, - blev en ledestjerne blid – i en dunkel dæmringstid. Og så faldt sangen og musikken på ny ind: ”Bølgens sagte skvulp mod søens bred”, o.s.v. Det var ved skolens jubilæum i 1922. - Dengang, da jeg boede ovre på gymnasiet, var jeg med til at synge skolens konfirmationskantate. Det var en egenartet oplevelse. Først indøvedes kantaten grundigt med os af herr Tscherning. Og så oprandt den store dag, da der var konfirmation i kirken. Man gør sig ikke begreb om, hvilket leben der udfoldede sig! Folk gik ind og ud af kirken hele tiden mellem kl.9 og 12. Der var telegrammer og gaver, og vi sangere kunne nå at smutte over på vort værelse og drikke formiddagskaffe! Men da vi nu er ved gymnasietiden, så må jeg fortælle lidt om vor festlige klassekammerat Eric Als fra Ålborg og i det hele taget om os syv i vor klasse. Rudolf Bruhn har vist skrevet en bog, der hedder ”De seks”. Her er det altså ”De syv”. Als forlovede sig og spadserede med kæreste på. Det var noget ganske uhørt dengang. Rektor tog ham derfor også afsides og sagde: ”Sig mig engang: ”Caresserede du hende?” Det gjorde Als i hvert fald ved den næste, han fik. Han lå så længe på sygehuset, at han blev forlovet med sygeplejersken, en islænding, der var 10 år ældre end han. Og hvordan og hvornår, det husker man nu dårligt mere, men vi seks fra vor klasse kom i hvert fald til fest i Roskilde hos Als og hans kone, Als var på det tidspunkt kludeskofabrikant, men studerede samtidig til læge. De havde en tjenestepige, som hed ”Flodhoppe” - mindre kunne ikke gøre det. Ved hver kuvert stod syv glas! Jo, det var ”En nat i Roeskilde” - eller Barcelona. Der blev rig lejlighed til at studere mønsteret i gulvtæppet. Og udenfor dalede den blide julesne ned.

Når jeg hører sangen ”Ved fremmed kyst, på fjerne strand, hvorhen os end vor skæbne sætter” - så må jeg altid tænke på d e n mørke aften, da jeg cyklede fra Sorø til Svallerup, efter at vi havde sunget den sang hos hr. Tscherning – og hjemme i den hyggelige stue fandt jeg bl.a. en fætter og hans kone fra Lolland. De var ligeledes kommet tilrejsende. Min fætter døde desværre tidligt ved et ulykkestilfælde. Han var lærer og dirigent. Vi fik netop brev fra hans enke i dag - ”i skrivende stund”, som man siger på redaktionerne. Als lever heller ikke mer. Af alle vore lærere er der kun 2 tilbage. Således sluger den umættelige grav alt levende, og vore forfædres støv fyger om vore fødder. Vi kom altså til Sorø hver gang på ny efter ferierne og fik udleveret vore bogstakke af den lille frk Hansen i Svegårds Boglade. Vi var spændt på at se, hvilke bøger vi n u havde fået adgang til. De færreste af os tænkte vel på, at vi kostede vore forældre penge og afsavn. Det var den side af sagen, hr Frimodt kom ind på, når han sagde til en dreng: ”Sid ordentlig i din fars bukser!” Men det var jo også strengt af læse. Når Anton kom og ringede med klokken inde på sovesalen om morgenen kl halv 7, samtidig med, at han væltede en vidjekurv med vore pudsede sko ud på gulvet, så var vi ikke særlig morgenduelige eller særlig begejstrede for alt det spektakel. Der var også en sovesalsduks, som råbte: ”Kom så op!” Flere af mine nye kammerater, da jeg kom i 1. mellem, var ”dimitteret fra ”Annette” (Kajsen) i ”Annettehuset” på Frederiksvej. De havde lært at recitere et digt og excellerede i ”Tulte var en høne så skøn, så skøn af krop, røde fjer med søgrønt stænk og snehvid hovedtop” - H.C. Andersen har i eventyret ”Lille Tuk” beskrevet Sorø som en flaskehals, det er Alléen, og så kommer byen, det er flasken. Men i virkeligheden gentages jo dette med Banevej , som en flaskehals og Frederiksberg, som en ny flaske! H.C. Andersen har truffet Sorø-stemningen på en prik, når han fortæller om en lugekone i akademihaven, der – koax – bliver til en frø og hopper i søen, og derefter atter bliver lugekone. Regnvejr og klokkeklang – det er Sorø! Vor Klasses onde ånd Frandsen rømmede sig og fik os til at bævre af grin, når der på græsk forekom sætningen: tis porøvetai. Han blev heller aldrig træt af at karrikere akademigartner Lønnow, som han boede hos, når Lønnow i følelsen af stor magtfylde excercerede med sine mænd og koner i akademihaven og med en håndbevægelse fik foretaget forandringer i buskadserne ”af skønhedsmæssige hensyn.” - Frandsen lignede ”Fyrtårnet”. Hans virkemidler var en næppe synlig mimik. Ja, ”Fy og Bi” så vi i ”Kino”, og Karina Bell. Kinoture var meget populære, der var et sådant opbud af mennesker, at det kunne knibe med at komme rettidigt ”i Gården”, når lejligheden krævede det. Forestillingen var gerne på 7 akter, og bagefter sagde en mand: ”Der er er et ekstra-nummer!”

Oppe på skolen gik livet sin gang. Der kom besøg af Hans Hartvig Seedorf Pedersen, Evelyn Heepe og Nina Bang. Sidstnævnte blev generet af eleverne om aftenen, og dagen efter sammenkaldtes alle i festsalen. Nina Bang besteg talerstolen og sagde: ”Kære børn! - kære børn!” Og så redegjorde hun for sin forsmædelse. Rektor besteg derefter podiet og sagde: ”Det er aldeles utilbørligt, hvad her er sket!” - En dag kom rektor ind i klassen og bekendtgjorde, at vi skulle ha` en fridag. Mogens Boisen blev så glad, at han sagde: ”Betydelig skrap!” (Det var tidens Storm P udtryk!)”Hvad var det, du sagde?” sagde rektor. ”betydelig skrap!” ”Jamen, vil du ikke tie stille, når din rektor kommer ind og vil fortælle dig noget!” Herr Rosen var som sagt en ejendommelig lærer, udgået fra et gammeldags præstehjem. ”Man må tage livet lidt fra oven”, sagde han, ”ellers bliver det for besværligt!” Han holdt af at færdes i den lysegrønne skov og sagde: ”Den, der ikke kender skovens dybder, han har aldrig rigtig levet!” Jeg må måske nævne tre punkter, som dengang var kendte mærkepæle. Det ene var ”Jernporten” for enden af Filosofgangen ud for Ringstedvej; og det andet var pælene, der indtil for nylig stod for enden af Alléen også ud mod Ringstedvej, ved Albertistøtten. Aften-fodgængere talte dengang om at gå og vende pælene”. Det var et passede mål for en spadseretur. Og det tredje er Navnebøgen, med ældgamle discipel-navne indgraveret. Nu står den så ensom, efter at skoven er væltet.

Til mit første bal havde jeg Tony Madelung med som dame. Nu er hun fotograf. Hun var stor og fyldig, med skærf om livet. Ved det næste bal havde jeg min fjerne slægtning fra Slagelse med, den smukke Kirsten Ruus. Hun gjorde gengæld ved at invitere mig til kostume-bal i anlægspavillonen i Slagelse. Jeg var klædt ud som toreador. Der var bare det aber dabei, at elastikken i mine bukser var for slap. Og netop som vi skulle danse ”Du gamle måne” begyndte bukserne en nedadglidende bevægelse som en sky, der glider forbi månen!!! Jeg måtte skynde mig ind på toilettet. Et års tid gik jeg til klaverspil hos frk Landsperg, men mine nerver var ikke egnede til at modtage undervisning i spil. - Hver middag kl 12 spadserede rektorparret og præsteparret, dr Krarup og frue, over Fratergården og ud gennem Filosofgangen. Dr Krarup bøjede sig grublende forover med hænderne på ryggen, sortklædt og med doktorhat. På den tid opfandt ”Fatter” plænegymnastikken! Det var gymnastik på en grøn eng, uden redskaber, blot ved brug af hinanden, og gymnasterne var blot iført et lændeklæde. Et par korte, hvide benklæder mod den solbrændte hud. Fatter rejste med eleverne til København og demonstrerede denne gymnastik, men det druknede i regn.

Eric Als havde fået bil, og vi foretog en formiddag en dristig tur til Ringsted, i et frokostfrikvarter i forbindelse med en fritime. Ekspeditionen lykkedes på et hængende hår. Vi drak kaffe hos min fætter i Ringsted og nåede tilbage i sidste øjeblik. - Ved en anden lejlighed var vi med frk Prip hjemme i København hos hendes far eller onkel, provst Olsen. Turen var rig på nydelse af lagkage, og vi kørte med undergrundsbanen. Juul-Mortensen sagde engang til os. ”Hvor er I lykkelige og begunstigede, at I hører til de foretrukne, der går på sådan en skole!” Det var ikke klogt sagt. Der er mange slags lykke her i livet, og mange slags ulykke. Lagkage dyrkede vi også hos vor vor græsklærer, hr Holten. Han lærte os nemlig at spise rå hvidkål, og som dessert havde vi medbragt en lagkage. Rektor kom og kikkede ind ad vinduet, men han forstod situationen og deltog i lagkagespisningen. - Om aftenen kørte vi ofte ture ad skovens stier med tændte karbidlygter.

Alt i alt kan man måske afsluttende sige, at Gutenbergs opfindelse kan overvurderes. Ikke alle er bogorme. Men nægtes kan det jo ikke, at der er faldet mange oplevelser af! Engang så jeg gennem nøglehullet Røde Nielsen, der var danselærer, danse en fejende dans med en elev i lovsangssalen! Jeg skal love for, at Røde havde ”ballon”! Der siges jo at skulle en vis fyldighed til hos en god danserinde. - Engang i Fatters gymnastiktime revnede bukserne hos den, der just sprang over bukken. Men Fatter havde kun set det flotte spring og sagde: ”Ja, det er sku det, vi skal ha frem!”

Kunstmaler Blumensådt, der sommetider forlystede os med oplæsning i Balder-klubben, sagde til mig:! ”De skal ikke blive kunstmaler, hvis De på nogen måde k a n blive fri!!” Og det var en rigtig bemærkning! D e n vej dølger mange farer! Og ovre i Balderklubben digtede færingen Samuelsen: ”Hun er ung, hun er smart, hun har kulsorte lokker, - og så vidt jeg kan se har hun kødfarvede sokker! - I ansigtet er hun pudret med det fineste pudder – og alt hvad hun siger, er det bare sludder!!