En tur til Slagelse

Af Eyvind Olesen



Det var en vintermorgen med snefog og frost, at Paula blæste i valdhornet. Der var altså ingen vej udenom, jeg måtte op og afsted. Jeg skulle på min månedlige tur til psykiateren i Slagelse.

Alle mennesker, som jeg mødte, fortalte mig, at det var vinter og kulde, og deri havde de ret: Det stormede og føg. - Ikke desmindre afgik bussen planmæssigt. Den var fuld af Slagelse-rejsende, lige fra skolebørn til kontordamer. - jeg kørte med helt ned til Slagelse banegård, hvor jeg satte mig ind i restauranten eller ventesal for rygere. En bred herre førte konversationen på alles vegne: ”Folk siger, det er et møgvejr, men det er jo et dejligt vejr!” ”Ja, gu´ er det dejligt!!” lød svaret.

Jeg begav mig afsted igen og kom forbi ”Den Overdækkede” oppe på Nytorv. Her kunne man i tørvejr gå og se på udsalg og udstillinger til en sagte musik. En lille pige slap sin mors hånd og benede af hen mod midten, hvor byens glidebane for mindreårige var opstillet. ”Se, mor!!” råbte hun, og så gled hun på sin dertil indrettede ned ad banen og langt hen ad gulvet. Oh, Slagelse!!

Så nåede jeg den venlige psykiater og sludrede med ham og aftalte ny træffetid. Og så afsted hen i ”Centrum” for at få ”en lille en,” et glas rødvin. - Jeg stak også hovedet indenfor i ”Viking”, hvor der sad nogle gamle vikinger og talte om mavesår og alt, drikkeri vedrørende. Så var jeg ved udgangspunktet, banegården. Jeg satte mig ind i den lille ventesal for ”ikke-rygere”. Her traf jeg en ravnemoder med sine to små børn: ”Jeg banker dig kraft æde mig!” sagde hun til drengen og tændte en cigaret. Ny begyndte hendes lille pige at råbe på Anders And. Moderen forlod lokalet og kom tomhændet tilbage – uden Anders And. ”Der var lukket,” sagde hun. - Det sidste, jeg så, var, at hun anbragte børnene højt oppe på en smal karm, så de kunne se ud ad vinduet. Og d e r forlod hun dem endda et øjeblik! På deres skrig kom hun tilbage. Så havde jeg set nok. Jeg fortryder, at jeg ikke satte hende i rette. Jeg forlod lokalet og gik ind i den tilstødende restaurant og satte mig ved et bord. Seks langhårede kom lidt efter ind og satte 2 borde sammen og gav sig til at spille kort. Mellem lange, bløde, sorte lokker stak en shagpibe ud af munden på den ene. En ung Chr. Den Fjerde!

Her må ikke spilles kort!” sagde damen til dem. Så standsede de og gik lidt efter. - Mit tog afgik lige så planmæssigt som bussen, og lidt efter var jeg hjemme igen. Men nu må man undskylde mig, for nu blæser min søster på ny i valdhornet – det er spisetid!