Fra min skolegang hos lærer Nielsen i Uggerløse


Artikel trykt i ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1953. Af Helene Hansen



Da lærer Jeppe Nielsens hundredårsdag blev mindet i Rørby Sogn for et par år siden, skrev afdøde gårdejer Jens Petersen, Uggerløse, lidt om hans liv og virke i Uggerløse, hvor han var lærer i mere end en menneskealder. Det stod at læse i Kalundborg Folkeblad, og jeg vil derfor kun fortælle træk fra vor egen skolegang hos ham.

Vi var fire søskende, der i april 1911 måtte skifte skole, idet vi flyttede fra Ubby Mark til Uggerløse Mark i Rørby Sogn. I Uggerløse var der kun 2 klasser, mens vi var vant til 4 i Ubby. Lærer Nielsen var ene om undervisningen. Han var jyde og skulle have været tømrer, men kom til skade og fik et stift ben, hvorfor han læste til lærer. Han og hans udmærkede, gode kone havde ingen børn og ofrede sig så i stedet for os skolebørn.

Af de ting, vi havde i Uggerløse skole og ikke havde haft i Ubby, var biblioteket det bedste. Det havde lærer Nielsen selv oprettet og samlet til brug for os børn. Ingen var gladere end Nielsen, når vi benyttede det flittigt. Vi måtte tage indtil 3 bøger hjem ad gangen, og han hjalp os gerne med at vælge. Nielsen ville så gerne give os noget med ud i livet og regnede det for det vigtigste, at vi fik lært at læse og skrive vort modersmål godt. ”Kan I regne, skrive og læse, kan I altid klare jer og udvide jeres viden”, sagde han tit, og hans største sorg var de børn, som han ikke kunne få med i undervisningen. Han stod magtesløs, skønt han vidste, at det ikke altid var hverken dovenskab eller dumhed. Nu ved man, at det er ordblindhed, som hæmmer disse børn, og der gøres et stort arbejde for at hjælpe dem.

Lærer Nielsens personlighed indgød os respekt, men vi var ikke bange for ham, og han kunne lide, at vi var frimodige og snakkede frit fra leveren. Det store, hvide tveskæg og hans gammeldags, sirlige påklædning gav ham megen værdighed, men mildhed og lune var alligevel mest fremherskende. Han gik altid i skole i lang skødefrakke med afrundede skøder af fint, mørkegråt klæde. I kirken om søndagen samme snit, men i sort klæde. Det sparsomme, hvide hår blev redt sirligt hen over den næsten skaldede isse. Det ville ikke rigtig blive, hvorfor han havde en lille kam hos sig til at bringe det i orden med.

Skolestuen i Uggerløse var hyggelig, lys med lange gardiner for vinduerne og blomster i karmene, især om foråret, hvor alle slags løgblomster lyste op i dejlige farver. Blomster var Nielsens store passion.

Når lærer Nielsen kom ind i skolestuen om morgenen, gik vi som på tælling i gang med højt at repetere salmevers, lærebog og bibelhistorie, og hvad vi ellers havde for den dag. Nielsen læste lidt i avisen. Når det så havde varet længe nok, blev der sagt. Stille. Og så tog undervisningen fat efter morgensang og fadervor. Vi blev hørt efter tur i salmevers og lærebog, som skulle læres udenad. Bibelhistorie, derimod, skulle vi helst genfortælle med vore egne ord og ligesådan med danmarkshistorie og verdenshistorie. Bare vi kunne fortælle frisk frem, var han glad. Hvordan timerne i de forskellige fag kom efter hinanden, husker jeg ikke, men undervisningen var grundig helt igennem.

Ved skriveundervisningen fik vi udleveret strimler med lærer Nielsens smukke skrift. Det var forskrifter i alfabetisk orden for begyndelsesbogstavets vedkommende, som: ”Af skade bliver man klog, sjældent rig”, ”Bøj grenen, mens den er ung” o.s.v. – en hel række ordsprog og fyndord, som man aldrig siden glemmer. Sang gjorde lærer Nielsen meget ud af. I sangtimen måtte vi gerne selv vælge nogle sange. Mange smukke sange lærte vi. ”Nu skal det åbenbares” og Fremad er verdens vilde røst” kendte vi ikke fra Ubby. Hos lærerinden i Ubby sang vi meget ”Ved Solbjergslag”. Her i sangens digter, Anton Nielsens skole sang vi den ikke, men salmesangen satte lærer Nielsen også højt. Især salmen ”Den signede dag” var ham kær. Nielsen læste også højt for os. Det år, jeg gik der, fik vi læst ”Percival Keene” af Marryat og ”Rejsen til Mars” Han morede sig lige så godt som vi over Percival Keenes ”Frimureri” og var der et kærestepar i historien, var der anledning til skælmske øjekast til pigerne over brillerne.

Havde man ikke lært lektierne ordentligt eller var urolig, vankede der knubs. Ja, det var næsten altid drengene, det gik ud over, hvorfor tøsene fik skyld for at ”fedte” og skolelæren for at gøre forskel. Knubsningen foregik ved at spænde langfingeren med tommelen og så lade den spille som smældende kastagnetter i panden på synderen. Når vor broder, Jens, skulle knubses (Nielsen havde kig på ham, og Jens var bleven stridig), så han gerne over på søster Karen, og sagde: ”Karen, skal vi knubse ham?”

Nej, nej”, råbte Karen altid, og tit drev det da over. Mest gik det dog i fred og fordragelighed, og strengere straf så jeg ikke i min tid.

Visse dage holdt fru lærer Nielsen – Marie Skolelærers, som vi kaldte hende, og som hun vilde kaldes – syskole efter skoletid. Vi lærte at hækle, strikke og især brodere. Engelsk broderi var mode. Vi syede huller, så det sod efter. Og Marie tegnede alt til os. Beskedne var vi ikke. ”Kan vi få det med hjem?” spurgte vi ugenert, når vi kom om morgenen. Marie smilede lige venligt overbærende til os, og det var næsten altid parat, når vi skulle hjem. Det var ikke småting, der skulle påtegnes, når vi store piger syede undertøj til konfirmationen. Det sidste, vi syede til konfirmationen, var det lille, fine lommetørklæde af fint lærred, som vi gjorde os særlig umage med. Det og den fine, lille buket med udhugget papirmanchet havde vi i hånden på kirkegulvet. Buket fik alle pigerne af Marie og Nielsen. Jeg glemmer aldrig den buket, som blev bragt ud til os om morgenen af Nielsens pige.

I Ubby kom vi aldrig på skolerejser; det gjorde vi i Uggerløse. Det år, jeg var med, var vi i Roskilde Domkirke. Køreturen til første tog i den dejlige sommermorgen – vi var en hel række små og større køretøjer – og hjemturen om aftenen, hvor vi sang og råbte hurra, var næsten lige så dejlig som besøget i den skønne kirke og rejsen med toget.

Nielsens store interesse, næst efter skolen, var biavl og havebrug. I den store have med kunstfærdige bede stod de mange bistader, som forsynede Uggerløse og omegn med honning. Han lærte os at elske blomster og gav os stiklinger af vinterasters med hjem og anvisning på at knibe dem, så de dannede krone med mange blomster.

Også i forsamlingshuset, som lå lige ved skolen, var han sjælen. Efterårsmøderne, vintermøderne og oplæsningsaftnerne tog han sig af. Jeg behøver ikke at sige, at juletræet var dejligt – ligesom et morsomt eksamensbal altid løb af i stor festlighed med Søren Andersen nede fra stranden som eneste musiker. Når han spillede op på harmonikaen, og vi dansede af liv og lyst, frydede det Nielsen. Og han og Marie var til stede, når ungdommen havde fest i ”Huset”. De kendte jo alle de unge og tog del i deres glæder og sorger.

Sport kunne lærer Nielsen jo ikke dyrke, men han syntes, det hørte med til ungdommens opdragelse. Vi piger fik derfor undervisning deri af Ida Mortensen, og så vidt jeg husker havde drengene nyligt afdøde Chr. Pedersen, Korshøjgård, som leder. Gymnastik var dengang mere i vinden end nogen anden sport, og Chr. Pedersen var en af gymnastiksagens forkæmpere.


Helene Hansen