Helene Hansen og rulledrengene

Artikel i ”Jul i Kalundborg og omegn” årgang 1986

Af Niels Thomsen




Den, der har kendt Helene Hansen, vil aldrig kunne glemme hende. Hun var, hvad man i tidligere tid ville kalde en almuekvinde – som Karoline Graves kommet af små kår, og som hende udstyret med en evne til at opleve, der gjorde hende til en værdifuld fortæller for Nationalmuseet og Dansk Folkemindesamling. Et menneske med trang til viden og trang til at dele sin viden med andre. Dertil havde hun højt op i årene et lune og en slagfærdighed, som var med til at afrunde billedet af dette sjældne menneske.



Tre fotografier af Helene Hansen fra tiden i Birchsgade i Kalundborg. Fra 1943 til 1960


1944 flyttede min familie til Nyvangsvej. Jeg var 12 år – og her kom jet til at opleve mine bedste drengeår som rulledreng, en tid, som kom til at præge resten af mit liv.


Fra et par mindre landejendomme var Helene og hendes mand flyttet ind i en kælderlejlighed, Birchsgade 1, på hjørnet af Nyvangsvej, og og havde her overtaget en rulleforretning. Lejligheden var ret mørk. Indgangen var i gården. I den første stue, man kom ind i, var rullestuen med den store gule rulle med kampestenene i – den blev dog drevet elektrisk. Under to vinduer mod Birchsgade stod slagbænken, foran den et bord og to stole. I det venstre hjørne en klubstol og på væggen et gammelt Ansonia-clock vægur.


Det var et par prægtige mennesker fru Rulle og Mister Anseno, som vi kaldte dem. De havde tre sønner. Den yngste, Sigurd, kaldet Sigge, boede hjemme, og han delte sammen Claus Brohus, Carl Johan Sjøstrøm og mig jobbet med at bringe rulletøj ud.


Udbringningen foregik på en firehjulet trækvogn af træ med en trækstang, der også fungerede som styrestang. Det var strengt for en lille, spinkel dreng, når zinkbaljen eller vidiekurven med rulletøj skulle slæbes til lejlighederne i Pedersminde eller andre store ejendomme, men det var sjovt at køre med vognen i det bakkede kvarter.


At det ikke var ens tur den dag til at bringe rulletøj ud, forhindrede ikke, at vi stillede i rullestuen. Det første, vi gjorde, når vi kom fra skole, var at komme derned. Så fik vi te og tvebakker og snakkede om, hvad der var hændt. Rullen blev passet imens. Jeg véd, vi alle glædede os til aftenerne i rullestuen. Så læste Helene højt for os drenge. Selma Lagerlöfs Gösta Berlings Saga, Niels Holgersens vidunderlige Rejse, Elisabeth Bergstrand Poulsens bøger, Junglebogen og en dejlig bog om van Goghs liv. På et tidspunkt læste hun ”Helvedshunden” af kaptajn Marryat højt. Da hun udtalte ”Sir”, som det staves, begyndte vi drenge at grine. Vi havde jo engelsk i skolen nu – hun havde aldrig lært det, men det satte hende i gang med at lære engelsk. Jeg har senere læst bogen for mine egne drenge, og hver gang jeg støder på ordet ”Sir” mindes jeg og udtaler det, som hun gjorde – og forklarede mine drenge hvorfor. Der blev læst utrolig meget i den familie, og biblioteket blev flittigt besøgt. Jeg mindes ikke at have set ugeblade i rullestuen. Det eneste var Folket i Bild, som hun fik sendt fra sønnerne i Sverige, og også det læste hun højt fra – på det svensk, hun kunne, og forklarede de ord, vi ikke forstod. Der var selvfølgelig også tebord om aftenen. Hvornår jeg fik læst mine lektier, begriber jeg ikke, men den viden, jeg fik hos Helene, ville ingen skolebog kunne have givet mig.


Det var ikke blot hverdagene, vi tilbragte i rullestuen. Jeg husker efterårs lørdag-søndage, hvor vi cyklede til Asnæs skovene og samlede svampe, spiselige og ikke spiselige. De blev sat på en bakke med sand og mos, og så lærte vi deres navne og karakteristika, så vi senere kunne kende dem. De spiselige blev gjort i stand og tilberedt til en lækker ret.


Det var utroligt, hvad der foregik hos Helene. I køkkenet støbte vi pilke at bly og fik brændt både hænder og køkkengulv af smeltet bly. Vandpiber fremstillede vi med luftrør af udsøgte grene fra vilde roser. Om vinteren fik vi om aftenen varm hyldebærsaft eller slåensaft i stedet for te. Bærrene havde vi været ude at plukke i fællesskab.


Vinterdage med frost og is på fjorden var det naturligt, at udflugten gik til våger, hvor vi kunne få undervisning i, hvad de forskellige andearter og svømmefugle hed. Vi blev inviteret med Helene i Biblioteksforeningen, når der var noget, hun syntes, vi burde se eller høre. Kunstoplevelser skaffede hun os også ved besøg på maleriudstillinger – og inspireret af hendes egen dejlige samling af billeder og hendes oplæsning om malere begyndte vi at tegne og male. Vi rørte selv farver. Mest blev der malet på gamle rullegardiner og hessian. En vinters produktion blev udstillet i rullestuen under megen spænding og helt pænt besøg.


Hendes sans for og viden om gamle ting var inspirerende. Jeg tror, det meste af det, hun tjente på rulleforretningen, gik til os drenge – men alligevel lykkedes det hende lidt efter lidt – mest hos marskandiser Bagger i Pedersminde – at få købt dejlige ting til hjemmet. Som det første en dragkiste i elmetræ, og senere en standkiste. Den kom til at stå i entreen, men en dag blev den fine stue skabt. Hvordan det var lykkedes dem at få samlet penge sammen til et smukt mahognimøblement i Chr. VIII stil, ved jeg ikke. Det var en stor dag, da stuen ved siden af rullestuen nytapetseret blev forsynet med de gamle, smukke møbler og hendes dejlige malerier hængt op.


I 1948 købte Mister Anseno og Helene en grund i Bredekilde, og herfra hentede jeg en del viden om , hvordan man med flid og indsigt kan skabe en dejlig blomster- og urtehave af et stykke jord i en gammel plantage. Fra denne plet stammer mit første kendskab til og interesse for krydderurter.


#


Hvornår jeg holdt op som rulledreng, husker jeg ikke – heller ikke på hvilket tidspunkt rulleforretningen lukkede, fordi Helene Hansen fik arbejde på vaskeriet på Bjerget, men i kælderlejligheden var et fast holdepunkt i min tilværelse, til jeg forlod Kalundborg.


I 1958 døde Mister Anseno, og efter hans død fik fru Rulle ved en stor arbejdsindsats skabt grundlaget for i 1959 at kunne bygge et dejligt træhus til helårsbeboelse i haven i Bredekilde. Hun var da omkring de 60.


Da pensionistboligerne i Ellede blev bygget, fik hun en lejlighed der. Det, sagde hun, blev de bedste år i hendes liv. Hun nød i fulde drag det lille hus, de smukke stuer, hvor solen vældede ind. Og ikke mindst haven fyldt med smukke blomster. Hver sommer viste store, skønne solsikker vej til hendes hjem.


Nu fik hun for første gang i sit liv virkelig tid til fuldt og helt at beskæftige sig med alt det, der interesserede hende. Hun var fri for økonomiske bekymringer, læste meget og købte de bøger, hun havde lyst til. Et lille karakteristisk træk for hendes stil. Sidst i 70´erne havde et trykkeri her i byen for Dansk Folkemindesamling lavet et optryk af Karoline Graves bog ”Ved Halleby Aa”. Bogtrykkkeren var en aften sammen med Helene og fortalte, at bogen lige var trykt. ”Det ved jeg godt”, sagde hun, ”jeg har lige købt nogle stykker af den.”


Da jeg i 1982 flyttede tilbage til egnen, var det en glæde og berigelse for mig igen jævnligt at komme i hendes hjem til te og nu med hjemmebagt franskbrød, høre om bøger, hun læste, se hendes billeder – bl.a. fætteren Eyvind Olesens malerier – og læse de artikler, hun skrev til Dansk Folkemindesamling. Jeg kom der sjældent, uden at andre af hendes vennekreds, både børn og voksne dukkede op. Mennesker, som først var kommet ind i Helenes cirkler, blev ved at komme der livet igennem


Sidst, jeg besøgte hende, sad hun med sit smukke hvide hår i gyngestolen og var meget træt. Det var nu bestemt, at hun skulle ind på Ellede plejehjem. Hun fortalte mig, at det ikke betød noget for hende, at hun skulle forlade de fleste af sine ting. Der var jo ikke lang tid tilbage for hende – og det, der betød noget, havde hun inde i hovedet.


Hun sagde farvel til mig, som om det var sidste gang, vi skulle ses, og det kom til at passe. Kort tid efter døde hun efter én dag på sygehuset.


Et dejligt, varmt, vidende og givende menneske var ikke mere. Hun blev midt i 80´erne og blev begravet fra Raklev kirke en smuk forårsdag i 1984. På vej til begravelsen så jeg de første hestehove titte frem. En blomst hun holdt meget af.