En tur til Røsnæs

Af Eyvind Olesen



Solen strålede og dagen gryede. Jeg gjorde toilette, kørte nogle byærinder, og så blev klokken efterhånden ved 10-tiden. Så kom Lejre-Aase i sin lille nye bil, en Morris Super. En af de små rumlekasser, der, naturstridigt nok, er beregnet til at huse mennesker. Så startede vi på vor picnic-tur, Aase, Paula og jeg. ”Marchen går till Tuna” - nej, den gik til Refsnæs denne gang. Der findes ikke noget skønnere end Vestsjælland. Vi så hyld, valmuer, skarntyder, vi hørte lærke og skovdue, og vi så en rød løgmark og en blå sommerfugl. Først passerede vi Bromme Skov. Og Bromme Mølleri, der er blevet lystejendom. Så forcerede vi Tersløse og Skellebjerg og standsede ved Enemærkeskoven. Her findes en af de vidunderligste skovveje, som man overhovedet kan forestille sig. En sval og busket og frodig skov. ”I træets bark er mærke sat, der så jeg dig en måneklar nat'' – ja, der har jeg engang gjort en lille antegning. Så kørte vi gennem Ruds Vedby og så fra de påfølgende højder Tissø´s blå vandfad. ”Moab er mit vaskefad”, står der i det gamle Testamente. Terrænet ved Tissø og Selchausdal Skov er overjordisk: spredte buske, grønne enge, et vestbuet skovrelief – og hvide svaner på den blå sø. Og så er vi ”im grunen, grunen Wald” Hurtigt nåede vi derpå Jerslev og Ubby, og der snakkede vi ved vejkanten med Jørgen og Edith. Det er far og datter, min fars kusines enkemand. De har nylig besøgt os. - Og så kom vi til min fødeby Svallerup. Hvor var det et vidunderligt gensyn: at se børn gå og lege i det skønne vejr ved gadekæret! Byen var blevet så stille og hengemt, ”vertraumt”, siger Tyskerne. For nu går vejen uden om byen. Vi besøgte ”Møllegårdens Helga” i Villa Vejbred. Og jeg aflagde et besøg i det hus, hvor jeg blev født, brugsforeningen, hvor der var blevet supermarked. Derefter besøgte jeg den forhenværende skole og kiggede ind i den gamle skolestue, hvor så mange barnesjæle har siddet indespærret. Nu var den omdannet til et stort tømrerværksted. Tempora mutantur! - Afstanden fra Svallerup til Kalundborg er blevet 2 kilometer kortere!! Lidt efter så vi det guddommelige syn af Kalundborg i det fjerne, set fra Rørby. - I Kalundborg stillede vi bilen fra os, og der blev indrømmet mig en halv time til at drikke en øl, mens damerne gik strøgtur. Jeg opsøgte ”Slotskælderen”, Hvor det viste sig, at man havde sløjfet det inciterende slogan: ”De gamle kæmper drak altid en til! - Så jeg måtte altså nøjes med én! - Og så efterså vi Røsnæs i hele dets længde, d.v.s. 4 mil. Først holdt vi vi spisning ved fjorden ud for blindeskolen, med et lille tilløb til badning. De blinde børn spadserede ned til deres badeplads. Der er for øvrigt lavet en luftbro over vejen. Å, det var en vidunderlig solfyldt middagsstund med færger på fjorden. - Så kørte vi videre og kom til det sted, hvor jeg engang har forsøgt mig som gartner hos gartner Klug. Det varede 4 dage! Folk udtalte navnet ”Kluk”, men nu er jeg jo blevet klar over, at det er et klassisk tysk navn, som bl.a. er båret af en salmekomponist. Og så endte vor rundtur på Refsnæs hos min kusine Helene i Paklev. Alt formede sig på det skønneste og heldigste på denne tur, kan man godt sige! Hos Helene lå der et betydningsfuldt stykke af professor Sløk i søndags-politiken. - Og så kørte vi over stok og sten til Sorø, hvor Åse spist lidt mad med os, og derpå kørte hun hjem til Lejre.

Vi skylder hende megen tak for en god dag. Men jeg har gemt pointen til sidst. Og den er, at jeg vil skam ikke mere med ud på den slags bilture!! Jeg vil undgå lange, unødvendige bilture! Hvorfor? Fordi de er så dødsens farlige! Forestil Dem, at vi med 80 km fart bagfra nærmer os et lille menneskeligt væsen på 5 år, der cykler afsted i vejkanten. Hvis barnet nu af en ukendt grund slog en svinke ud på midten af vejen! Hvem kunne nogensinde forvinde det? Nej, jeg vil ikke være med til at tage chancer og løbe risiko. Jeg vil give et godt eksempel!