Af Eyvind Olesen
Først havde jeg, ganske rigtig, tænkt at skrive om denne rejse, når jeg kom hjem derfra. Derpå blev jeg klar over, på turen, at det ville være umuligt at fortælle om noget, som jeg havde oplevet i en så mærkelig sindsstemning – noget, som jeg slet ikke ville fortælle om. Og endelig blev jeg klar over, at det jo egentlig var så forunderligt, ja næsten vidunderligt alt sammen. Jeg må prøve at skrive derom i min elendighed, og give et billede af livet.
Så skridtede vi da afsted i den skønne søndag morgen over Sorøs asfalt med al vor rejsebagage. Der kom en langbenet person nede fra en sidegade. Han løftede benene så spændstig og højt, som kunne det være den unge H.C.Andersen. Jeg kendte ham ikke. Han kom hen og hilste på os og sluttede sig til os. ”Maler De endnu?” sagde han med et gådefuldt smil. ”Jeg så et af Deres billeder i København. Kom ned og besøg mig, når De kommer til Nykøbing Falster.” Så vinkede han farvel. Han skulle hen til ”Frater” efter morgenbrød Min søster fortalte mig, at det var en tidligere ekspedient fra Svegårds Boghandel. Så huskede jeg ham. ”Nu er han boghandler i Nykøbing F.”, fortalte min søster Paula, og han kom jævnligt til Sorø, fordi hans kone er herfra. Jeg blev grebet af skræk ved dette møde. Jeg fik indtryk af at være ”et skuespil for verden”; at alle fulgt min skæbne med et fjollet grin. Og nu nærmede valget, folkeafstemningen, sig. Hvad havde jeg at vente? Hvad kunne der ikke ske! Jeg har lige læst om ”Sorgens Dag” hos den gamle tyske prædikant. Så skønt, klogt og trøstende fortæller han om menneskers uro og bange anelser. Og nu sad jeg sådanne anelser til halsen nede i bunden af skibet i et cafeteria, det eneste sted, hvor der var lidt plads på det, bl.a. af hjemrejsende skolebørn, overfyldte skib. Min søster var gået ovenpå ”zum luft zu schøpfen”. For hende var d e t : at holde sommerferie, at være borte fra isenkramforretningen en enestående oplevelse, som skulle nydes til sidste dråbe. Den kære søster! Hvor var jeg og min tilstand uværdige til at ledsage hende på en sommerferie! - Så kørte vi hen over det dejlige Fyn - og jeg mindedes Maren og hendes mand, som a l l i g e v e l ikke ville have mit besøg i sommer! Nyt Ildebefindende! - Så kom vi til Bramminge – eller som det også kaldes: Bramming. Først på hjemrejsen kom min søster og jeg i tanker om, at Bramminge v a r jo den by, hvor Karla Frederiksen har boet og så levende har fortalt om. Men nu kom vi altså dertil – og på en forvirrende måde! Hornmusik smældede i eftermiddagens klare solskin, der var byfest. Og vi skulle skifte!! Først i sidst øjeblik sagde en mand til os: ”De skal jo skifte. Det er Bramminge nu”! Og vi ud af toget med alt vort habengut. Der holdt en rutebil, som kørte til Ribe på banegårdspladsen. Men min søster er pedantisk: ”Nej, vi skal med toget, det har vi billet til! Vi skal hen på den tilsvarende perron!” Så kørte bussen til Ribe - og d e n skulle vi have været med! Min stakkels søster, der til daglig står indespærret i en forretning, vidste ikke, at tog og rutebiler i vore dage går hånd i hånd. Så stod vi på den øde perron, hvorfra der altså i k k e gik noget tog til Ribe!! Der sad kun en forvirret ung pige, som hele natten havde været søsyg på en Bornholms rejse, hvor hun havde været ovre med Sudan-missionen. Så blev jeg sendt hen i stationsbygningen for at rekognoscere. Bymusikken smældede stadigvæk sine fanfarer op mod eftermiddagssolen. Og hokuspokus!! der gik alligevel en rutebil til Ribe kort efter igen!! Jeg fik hentet min søster med hen til stedet. ”du skulle næsten sige det til den uge pige også, så hun kan komme med også,” sagde Paula. Og jeg tilbage til 3. perron, hvor jeg bekendtgjorde det for den unge pige ”jamen jeg skal slet ikke til Ribe, jeg skal til Tønder!” sagde hun med et sygt smil. - Så kjørte min søster og jeg til Ribe over den vældig marsk-slette. I det fjerne hævede Ribe sit vældige domkirke-tårn. Vi tog en taxa til vort hotel. Det lå lige klods op ad domkirken. Det var et jævnt, men tiltalende lille hotel, med en restaurant, hvor musikken spillede. Lokalet var holdt i rødt med røde duge. - og alt gik så nemt: Vi fik et værelse med en ”opredning”. Det vil sige, at min søster og jeg lå i hver sin krog af det samme værelse! Det var lidt af en misforståelse, og aldrig havde jeg tænkt, at det kunne lade sig gøre. Men ingen tænkte noget over det, ikke engang vore navne ønskede man. Og udmattet efter rejsen strakte vi os på vore lejer. Det var vidunderligt at finde en smule hvile. - Hvor var alle mennesker rare imod os på den rejse! Og hvor var Ribe helt anderledes end jeg havde forestillet mig! Jeg havde forestillet mig noget i retning af traditionelle almindeligheder – og så var virkeligheden så duftende ny og anderledes! Ribe var så helt anderledes end alt, hvad man forstår ved en by. Det var som en Reersø-sammenbygning: toppede brosten, husene hulter til bulter på små pladser, og ingen af byens indbyggere så man. Kun tyske turister. Og tyrkerduerne sagde: huh-huh, kuh-kuh, ganske, som da vi var i Nykøbing F. sidste sommer. Og en stork svang sig på brede vinger. ”Byen er ligesom Næstved, hvad indviklethed angår,” sagde jeg til en taxa-chauffør, ”den må man køre fire gange rundt om før man slipper fri!” Han grinede. Mellem disse århundrede gamle huse gjorde min søster og jeg to ekskursioner . Så havde vi ”gjort” Ribe. Først gik vi naturligvis over til kirken. Dens indre var omtrent som Sorø Kirke. Men så var vi oppe i tårnet. Jeg vil ikke anbefale nogen det, for aldrig har jeg kendt et sådant utal af trapper. Stormen hvinede og baskede omkring tårnet. Man kikkede ud og så et spir på nært hold, som om det kunne være Frederiksborg, man var kommet til. Endelig var vi oppe på platformen: Der lå huse og gader i dukkeformat for vore fødder, og Vesterhavet og hele marsklandet. Huh-ha! Jeg kunne ikke lide det. Jeg bliver svimmel. Ned igen så hurtigt som muligt. Nedstigningen var værre endnu end opstigningen, den ville ingen ende tage. Men mens jeg stod deroppe, så jeg også den sorte hane, en mægtig vindfløj. Også i et af byens vinduer var der udstillet en hane, et stort, koloreret billede. - Vi drak eftermiddagskaffe i en lille kro ved siden af kirken, den kunne minde om ”Skindbuksen”. Vi sad ved et højt træbord og drak kaffe af fine, røde engelske mokka-kopper. Paula skrev et kort til fru Borris i København. Hun har også trukket sig tilbage fra os. - Ja, alt her i Ribe var småt, kantet, ujævnt og uvejsomt. Og den herlige luft var ramsaltet. Vi promenerede og så Ribe Å fosse i en mægtig sluse. Og et mægtigt vandmøllehjul, som roterede. Og vi kom til banegården. Begge havde vi ondt ved at gå på grund af dårlige fødder. Den anden ekskursion foregik ved, at vi tog en taxa og kørte gennem byens smalleste gade, og forskellige andre steder for til sidst at lande ved ”Postgården.” Her holdt vi en festaften med fine bøf og lidt drikkevarer. Så var dagen endt. - På vort værelse talte vi lidt om min situation, dog sikkert uden at komme til forståelse. Den sødmefulde søvn vred til sidst vore legemer for den ”smertefuld træthed”. Ud på morgenen hørte vi stemmer. Det var caféens gæster, der havde raset ud. Det var forfærdeligt. En hysterisk latter. Ordveksling. Derpå en jamren, som fra Helvede. Til sidst holdt det op. - Næste morgen skylregnede det. I Ribe havde vi fundet Brorson, Hans Tausen og Anders Sørensen Vedel – i afbildning. Og klokkespillet spillede igennem regnvejret: ”Den yndigste Rose er funden”. Jeg var tidligt på benene og fandt mig låst inde på hotellet. Jeg kunne kun komme ned i en skakt med ølkasser – så gik vejen ikke længere! Klokken halv otte kom der folk til. Jeg fik morgenkaffe og gik til banegården for at få en togtid, og vi afrejste. På vejen til stationen mødte jeg alle dem, der skulle i skole første dag efter sommerferien. På hotellet var der en stor pige, der tørrede stole og borde af. Hun lignede præcis min datter Ingrid for nogle år siden: opløben, lyshåret og flegmatisk. I Ribe havde min søster flere gange talt til mig om heksen Maren Spliid.”Huh ha, ja ti stille”, sagde jeg. Heksenes tid er ikke forbi endnu!
Hjemrejsen gik meget lettere end udrejsen. Vi var dejligt udhvilede. Jeg gjorde den opdagelse, at Kolding ville være et vidunderligt sted at bo. Der i nærheden var det, at jeg boede hos eneboeren Ebbe Wendt for en årrække siden, i det skønne Vork. Ja, sådan en rejse, det er som når barberen sprøjter en i nakken med vellugtende vand. Man forfriskes!!
1