På Asnæs i gamle dage


Artikel i ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1957


Af Helene Hansen


Sommeren 1957 har været kendetegnet ved det skiftende vejr, varm og solrig, men med lange grå perioder ind imellem. September havde enkelte smukke, klare, stille dage. I det fine vejr, hvor Asnæskysten stod skarpt fra morgen til aften og spejlede sig i fjorden, nød vi tit fra Bredekilde dette skønne billede af en dansk kyst med skovene og markernes tavl. Bag Lerchenborgs jorder blinker Sønderstrand – en del af Jammerlandsbugten, længst ude mod syd ses de lyse klinter af Reersø. Går man ud på marken på Brandsbjerg, kan man rigtig overskue halvøen helt ud til ”Spidsen”. I inderfjorden tager Asnæsværket form. Mange synes, det vil ødelægge denne yndige kyststrækning; men sådan sagde man jo også, da radiomasterne blev rejst på Gisseløre. Udviklingen lader sig ikke standse. Ude på Asnæs, i Vesterskov har nu endelig for 3-4 år siden det hvide lys holdt sit indtog. I dag er man ikke isolerede fra omverdenen, som vi var det for 40 år siden, da vi unge og glade satte bo derude. Og det er dette lille samfund, jeg vil riste en minderune.

Det var et meget lille samfund på stort regnet en snes huse, lejehuse under grevskabet Lerchenborg. De fleste med 3-4 tdr. land jord til og med arbejdspligt i skoven eller på Mineslund og Asnæsgård. Enkelte havde en åleforpagtning, og enkelte havde fiskeret uden arbejdspligt til stadighed. Men de fleste kunne ikke bo i husene, hvis de ikke ville arbejde på gårdene. Det blev siden lavet om og hed nu lejehuse på 8 år og uden arbejdspligt; men isolerede, som vi jo var dengang, betød det ikke meget. Mekaniseringen var langt borte, og der skulle bruges mange folk. Det lille jordbrug var også en vinding, især i krigens tid. Man havde jo en de gode produkter selv. Et par køer, grise og høns kunne holdes, sulekarret kunne holdes ved lige, og hvad betød dog ikke det i en fedtfattig tid. Men der skulle slides. Min mand og mange andre lejehusmænd med ham har slidt i deres ansigts sved på de store marker, og så snart de havde fået lidt i livet om aftenen, tog de fat på en frisk på lodden derhjemme. Når jeg nu tænker på det, var der et forbavsende arbejdshumør og en kappelyst om at få arbejdet fra hånden og et godt resultat af det.

Havde mændene arbejdspligt på gårdene, havde de til gengæld ret til hestekraft og redskaber derfra. Det var søndag formiddag, det foregik med pløjning og andet arbejde. Tit hjalp landvæsenselever på Mineslund til, og mange venskaber knyttedes.

De gamle folk herude kunne fortælle om, da man mejede de store marker med le. Så var konerne med og bandt op. Det var akkordarbejde, og man sled som besatte for at tjene lidt ekstra. Når man så sent kom hjem, var der noget at gøre med dyrene og forberedelse til næste dags madpose. Et strengt arbejde, men høst har jo alle dage haft noget rigt og skønt ved sig, og når mændene havde fået nogle snapse, så kunne de meje. Koner og børn måtte se, hvad de kunne stimulere sig med, men det var jo aldrig så fattigt, uden at der var en eller anden godbid og en god kaffetår i madkurven. Tungt arbejde var det og alt for strengt for de fleste. Da vi kom derud, var der selvbindere, og kun i roetiden var koner og børn mobiliserede. Det gjaldt da om at få de nemme lodder, og der kunne nok blive mudder i geledderne om det. Nogle sendte så ungerne hen at påbegynde et nyt stykke, inden de var færdige med det første.

Hjem klokken 12 skulle man for køer og andre husdyrs skyld. Hvordan man selv fik noget mad, ved jeg næsten ikke. Børnene var altid skrupsulten, og ens mand, som jo var på marken længe før konerne, skulle først og fremmest sørge for dyrene. Men i ungdommen er alt som en leg. Og det gik med liv og humør.

Alt var primitivt derude, gamle komfurer og kakkelovne, vindovne kunne man kalde dem: men det værste var vandmanglen. Min nabokone og jeg hentede vandet i spande langt nede på marken bag en lille støde. Tit fulgtes vi koner ad, så var det mindre træls, syntes vi. Og mangen gang, når mændene kom trætte hjem om aftenen, ynkedes de over os og hentede et par spandfulde til morgendagen. Alligevel havde disse ”vandture” deres skønhed, hvad enten det var vinter eller vår. Om våren på hjemturen at se mod skovens grønne ”øjenbryn”. Om vinteren når den var streng, og bugten tillagt med is, var det lige så smukt, men mindre behageligt, når kulden bed og vinden peb os om ørene. Tit var en snedynge føget hen, hvor brønden var, og det gjaldt da om at gå forsigtigt til værks.

De sidste år kom vor familie fra ”fastlandet” Store Bededag, når alt var friskt og grønt og tog med os ud på ”Spidsen”. Der yderst ude på det barske næs er et helt stykke oldtid. Tjørnene gror lave og forkrøblede og med toppene skåret skråt af som med en vældig saks. Vestenvinden regerer med væksterne. Her kom kreaturer og plage ude fra omegnen og gik og blev fede den lange sommer. De søgte ly mellem tjørnene. De mange fugtige og sumpede steder var nu i den tidlige vår et helt eldorado for måger og især viber, som rugede der. Mange unger var ude af æggene og benede sky om under forældrenes øredøvende skrigen. På klinterne yderst ude var det et interessant syn at se mågerederne ligge strøet ned mod stranden. Straks ser man intet, så godt er æggenes farver indpasset i omgivelsernes. Men får man først opøvet synet, ser man alle rederne ligge der nok så frit i en lille fordybning med et par strå eller lidt tang i. Her er en skrigen og et sus af vinger. På Asnæs var der altid dejligt. Jeg husker et år, hvor skovbunden var særlig hvid af anemoner. Børnene derude vidste, når gærdet nedenfor skovfogedens var blår af violer, og hvor der var flest gule primula. Ved Bønnekær, en lille skovsø nær ved, var de blå anemoner at finde. Var det påske, måtte de ned til strandklinten, der her er ret høj, der havde børn ned gennem tiden lavet reder til at trille æg i. Om pinsen skulle alt, hvad der kunne krybe og gå, op hos Sofie på festpladsen, og de unge folk havde deres mas med at få smårollingerne til ro om aftenen, så de kunne få sig en dans i ”pavillonen” og mærke, at ungdommen sad dem i kroppen endnu. Fin musik fra Kalundborg var der jo og liv og glade dage.

Børnene herude var vant til arbejde i mark og skov; lange veje havde de til præst og skole, hårdføre blev de. Skolen betød meget for os derude. Her blev der holdt gudstjeneste visse søndage og aftenmøder. Og skolens juletræ var det strålende lyspunkt i vintermørket. Nu er der skole ved forskoven. I ældre tid gik børnene helt til Lerchenborg.

Ole Olsen sørgende for fisk til oddens beboere. Han fiskede mægtige pighvarrer og slethvarrer imellem torsk, rødspætter og skrubber. Sådanne pighvarrer ser vi ikke meget til mere. I åletiden købte vi ål af ålefiskerne. De blev saltet ned, og man havde marinerede ål og ål i karry i denne tid. Vi blev flittigt besøgt af brød- og slagtervogne. Kun varer måtte vi forsyne os med for otte dage ad gangen. Først fik vi varer fra Kalundborg, siden fra Rørby brugsforening. Inden vi rejste derude fra, var købmandshandelen ved Lyngeled oprettet, og da man kunne få cyklerne gjort i stand med dæk efter krigen, fik vi mangen en tur til staden, hvor vi gjorde nødvendige indkøb for os selv og tit havde bud med for andre.

Længere tilbage i tiden, da cyklerne endnu ikke var alles eje, fik konerne derude en ordning i stand, så børnene kunne blive kopsatte i Kalundborg i stedet for i Aarby. De fik da en kærkommen købstadtur og kunne gøre indkøb og forene det nyttige med det fornøjelige. Fra Mineslund fik vi så køretøj. En af mændene kørte og undertiden, hvis der var plads, var der et par ældre mænd med, men ellers koner og småbørn, alt hvad der kunne hænge på den store fjedervogn. Det var ikke til at tage fejl af, hvor vi kom fra. Herregårdsagtigt så det ud. Og det lod sig høre, når vi skramlede ned ad Kordilgades toppede brosten, det raslede af jernskagler og jernkobbel, ikke just den fine stadskørsel. Men vi havde nu gjort en dyd af nødvendigheden og fik børnene vaccinerede i en af skolerne, drog til fotografen med dem og på konditori hos Hartung og på handlen. Sent blev vi færdige, og mørket sænkede sig når vi strøg hjemad. Nu ville hestene hjem, og det gik rask ud ad odden til. Og da var det om at have en solid kusk; det havde konerne betinget sig, for det var hændt, at han var bleven beskænket, når han nu var blevet sluppet løs efter ankomsten, og det var jo forsmædeligt. Ikke for det, en af konerne kunne nok køre, det var håndfaste kvinder, der kunne mere end deres Fadervor, men de havde da ære i livet og ville til og fra byen med manér. På Lyngen og Lerchenborgvej var der øde dengang. Der lå en beværtning, ”Den gode kone”, og nogle få huse. Hestene blev bremset i farten op ad Smedebakken, og i den prægtige allé skimtede vi den tykke elm, ”Tykke Marie”. Hun står der endnu, men toppen er gået af hende.

Den nye tid med større ædruelighed førte meget godt med sig for de små hjem. Der er udgået mange dygtige folk herfra. At arbejde og at være nøjsommme havde de lært fra de kunne krybe. I det hus, hvor vi boede, havde flere slægtsled af samme familie boet. To sønner var udvandret til Amerika, og selvom deres mor nu boede i København, skulle de ud til det gamle, lille hjem, når de kom en tur til Danmark.af dem havde plantet elmetræet, der stod nær ved indgangsdøren. Alt skulle efterses. Haven, som deres far havde opelsket, især. Vi, der overtog den, taler tit om den med beundring. Der kunne såmænd skrives meget om den. Al den kærlighed, der var lagt i udformningen af den.

Hverdagen gik som andre steder. Ikke alt var lige godt, men kom der sygdom og smalhans, var der en stor trang til at hjælpe og ofre. Så stod man sammen, broderligt

og storsindetVi tabte vort hjerte til det djlige Asnæs. En sjælden gang må vi derud, gå lidt i skoven eller sidde i skovkanten og se mod det gamle hus og mindes de unge gamle dage.


Helene Hansen