”Om julen derhjemme hos moder engang...”

Artikel fra Kalundborg Folkeblad 22. december 1981

Julen kalder mange minder frem. Den nu 83-årige Helene Hansen, Ellede, mindes en juleaften for 7o år siden. Julen 1911:



Julemåneden, adventstiden som den også kaldtes, var en rar måned. Da gik vi piger og udtænkte små gaver. Penge havde vi ikke, men vi kunne i syskolen hos skolelærerens kone Marie få garn og sager, så vi kunne strikke og brodere noget. Vor tante spædte også lidt til, så vi fik noget at sy på, en serviet, en strikket hue, og søster Karen syede et år en sofasløjfe med vindruemønster i ”skyggehuller” - engelsk broderi med huller var da højeste mode. Den sløjfe prydede vor gamle sofa en hel del år og blev meget beundret. Gad vide, hvad man ville sige til en sofasløjfe i vore dage ?

Men sådan lavede vi vore julegaver, en købt gave kendtes ikke. Et år strikkede mor og jeg et stort halstørklæde til far, men ellers var der jo en hel masse hemmelighedskræmmeri. Vore brødre belurede os, så vi vendte omkring og skjulte os.

Fra faster på Lolland kom hvert år en pakke med en lille gave til hver. Vi blev ikke glemt takket være vore fastre.

Ja, selv uden gåsesteg var julen en fest”, som Steincke har sagt i en af sine ”Tegnstifter”. Julen var det store lyspunkt i den mørke vinter. Vore to store lamper – 20 liniers – var pudset, så de strålede som sole. De kunne lyse, men også hurtigt forbruge en liter petroleum.

Der er noget i luften, som gør mig så glad, som frisker mit hjerte i ungdommens bad. Der er noget herinde, et strålende minde – med kærter og sang – om julen derhjemme, derhjemme hos moder engang.

Sådan digter den gamle præst Vilhelm Gregersen. Ja, hos moder derhjemme – vi mistede hende så tidligt, da hun var en ung og dygtig kvinde, som helt ofrede sig for os børn og far. Julen var skøn og fredfuld hos mor. Alt var tilrettelagt og færdigt i tide.

Jeg husker en juleaftensdag, hvor det tegnede til en ordentlig piber med sne. Hen ad eftermiddagen futtede det godt om hushjørnerne. Jeg fejede gård. Der skulle jo være prydet og fejet. Det var rart at være med ude. Mine søstre var huslige og ville helst være inde hos mor og hjælpe til der. Jeg var vel en 13 år. Mor kom ud for at kigge på vejret og få lidt frisk luft, vi gik sammen hen i porten og kiggede ud i snestormen. Der ser vi en gårdmand inde fra byen kæmpe nede på sin mark. Han såede hvede, og selv om han altid var bagefter med sit arbejde, var dette dog toppunktet. Det må vel ikke have været frost, han nåede lige den sidste omgang. Det mørknede, og sneen føg. Men det var en tålmodig mand. Han passede sin fart.

Og der kom vor nærmeste nabo jagende i fastvognen med de små, røde islændere. Der var anderledes gang i sagerne, han havde vist været ude og truffet ”bekendtere”. Mor undrede sig såre over, at julen sådan kunne komme bag på folk. Far kom også til. - Nu må vi ha´ den port lukket, sagde han. Og jeg fortsatte med at feje gårdspladsen, så lille den var. Men her var lunt og godt. En hel lille borg med de fire sammenbyggede længer, lave og stråtækte, men så trygge at være omgærdet af.

Jeg ville helst være ude og hjælpe til med arbejdet dér. Staldene skulle muges og strøs, fejes og ordnes. Det var endnu for tidligt at malke, så vi blev kaldt ind til kaffe; og stående ved køkkenbordet nød vi vor kaffe og kager.

I stuen var bordet prydet med hvid dug, og stuerne var pyntet op med grangrene bag portrætterne af de afdøde familiemedlemmer. - Hvem, der havde hittet på denne skik, huskes ikke, men vi gjorde det i hvert fald hver jul. Vor fætter syntes, det var så kønt, han mindede mig om det indtryk, det gjorde på ham, når han kom på julebesøg.

Jo, vi havde stor respekt for vore bedsteforældre. Min farmor kiggede ned, meget streng, hun havde ikke haft blide kår. Hun stod rank (i hel figur) med silke. Kantet slag, skindhandsker og kapothat med atlaskes hagebånd: bundet under hagen i en flot sløjfe. Også oldefar, mors morfar, gjorde et stærkt indtryk på mig. Det bestemte ansigt indrammet af et smukt rundskæg, hans klæder bar præg af godt udkomme og god smag, grov, lys tweed, vesten helt op i halsen, ingen kravetøj, og jakken med brede revers. Han var handelsmand og tjente sig op og opbyggede en god gård ved Balle Strand i Kalvehave sogn. - Det så så festligt ud med de grønne grene.


Helene Hansen og hendes lollandske farmor samt hendes oldefar fra Balle Strand

Vort juletræ var altid noget af en overraskelse. Far tog det ikke så nøje med udseendet, og mor ville gerne have et kønt træ. Men som far sagde, det havde ingen praktisk betydning, var træet lidt skævt, kunne han let bore nogle huller og bytte om på de tætteste grene. Døren til vor lille ”storstue” var lukket. Vi vidste, at træet stod derinde pyntet med lys og en herlighed af hjerter og englehår.

Det blev en ordentlig julestorm. Da far og jeg havde malket og gik ind til julemaden, futtede det lystigt, og vi talte om, at vi nok ikke ville kunne komme ud ad porten næste morgen for sne. Men hvor godt at komme ind til lys og varme! Snart sad vi alle rene og pæne ved flæskestegen og rødkålen, dog først fik vi en lille portion risengrød med sødet øl til.

Når maden var spist og opvasken til side, så kom det store øjeblik, hvor træet tændtes, og vi tog hinanden i hånden og gik syngende omkring det. Den kan aldrig glemmes: Julen derhjemme hos moder engang.

Til sidst, da lysene var brændt ned, og de små var trætte og lagt i seng, var der festligt. Kaffebord med jødekager, brune kager, julekage og klejner. I tantes julekurv var der altid cigarer til far, godter til os børn og kaffe til mor. Men det bedste af det hele var almanakken, som lå øverst. Den fik jeg at læse, ak, de små historier var hurtigt læst! Og jeg var hungrig efter læsning og 13 år. Der glemmer jeg aldrig lærer Nielsen, som af sin egen lomme havde oprettet et bibliotek for os børn. Et år i juledagene sad mor i sovekammeret og læste, det havde hun elleres aldrig tid til. Far vågede over, at hun fik fred for os. Jeg husker, at det var ”Mågen” af Zakarias Nielsen, hun læste.




Faderen og seks af børnene en halv snes år senere. Moderen døde i 1917