Nybyggerne på Ubby præstegårdsjord

omkring 1905

af Helene Hansen

Artikel fra ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1981



At mine forældre søgte statslån – en helt ny måde at få et mindre husmandsbrug på - vendte op og ned på vores tilværelse. Far havde lært på de store herregårde på Lolland og var født der. Han havde fået en solid uddannelse i alt vedrørende kvægopdræt, dertil hørte mejeribruget – hollænderi – som nu var ved at være forbi på herregårdene. Andelsmejerierne blomstrede op overalt. Men far havde lært at malke og slagte, og bødkeri hørte også med – man lavede selv smørdritlerne. Nok om dette.

Far var ved at være træt af at rejse rundt på gårdene, det kneb med at indordne sig, han fandt ingen fremtid i dette arbejde. Han havde haft pladser på Anneberg, Melbygård og sidst på Knabstrupgård, hvorfra vi nu rejste, efter at ansøgningen om statshusmandsbruget var bevilget.

Og nok så flot ankom vi til Ubby med toget fil Jerslev station: Far, mor og fire børn, jeg den ældste, 5 år gammel – den 1. maj 1904. Det var knapt så flot, at vi intet sted havde at bo. Huset ude på lodden var end ikke påbegyndt.

Vi fik natlogi hos en gårdmand, far kendte lidt til, Hans Jensen i Krogen. Næste dag fik vi husly i den nu nedlagte præstegårds-forpagter-bolig oppe ved præstegården oven for hovedskolen.

Om jorden ude på lodden var tilsået, husker jeg ikke; far har vel sået på god gammeldags vis, hvad ellers! Derimod husker jeg, at mor gik ud og såede roerne. De blev sået på kamme, som man sagde: jorden pløjet op i ret høje furer, og med frøet i en flaske og en plantepind kom frøet i jorden. Min far tromlede kammene med et ølanker! Han var en selfmade mand. Jeg husker det, fordi jeg jo var den ”store” og måtte passe de mindre søskende imens.

I gavlen ud mod vejen boede nogle rare, gamle folk, som vi blev gode venner med. I den store have stod et mægtigt morbærtræ. Da bærrene, bløde, sortrøde og fulde af saft, modnede, blev der lagt lagner under træet for at beskytte dem mod den fugtige jord. Vi ville så gerne titte ind i den have og de fine stuer, men det måtte vi ikke. Det var fine folk, som man ikke kunne rende og forstyrre.

#

Skolen lå jo neden for vor bolig. Dens legeplads var hegnet med stengærde, hvorpå voksede bukketorn. Det var et godt værn og kønt. Når legepladsen om eftermiddagen var forladt, fik vi to ”store”, Karen og jeg, lov til at løbe over og lege der. Det kunne vi godt lide. Vi sad så på den høje trappe op til kirkegården og sang. Vi havde lært nogle småvers, som måtte holde for. Vi havde da også tilhørere, lærens Tutta og præstens Vilhelm var interesserede. De var vel en 14-16 år og grinede godt ad vore udfoldelser.

Lommepenge havde vi ikke. Jeg husker, at jeg til min første eksamensdag fik 8 øre af far til at købe slik for, 4 lakridspiber, som jeg delte med mine søskende. Vi var på vagt, når lærerfruen vinkede ad os for at gå ærinder, for så vankede der gerne en 2-øre, måske 3. Og 5 var det helt store. Søster Karen havde en fin lille pung. Efter at vi var flyttet ud i huset, var hun en dag forsvundet med bror Jens i barnevognen – nu kunne hun ikke vente længere, hun havde penge – hvem der havde givet hende dem, vides ikke! - 3 øre i pungen, og målbevidst styrede hun op til Brugskristines dør. Hun købte for 2 øre bolcher og havde endda penge. (Brugskristine havde høkerforretning og havde været den første uddeler i Ubby.) Mor kunne ikke forstå. Hvor Karen var henne, jeg blev udsendt, og det varede ikke længe, før jeg øjnede det lille optog. Da far fik historien, lo han meget, men roste Karen. Hun var jo et finansgeni! I den alder, 5 år!

Så hurtigt som muligt måtte min far se at komme ud og tjene nogle hårdt tiltrængte håndører, så han købte en gammel militærcykel med faste ringe og for afsted til Øresø, hvor han var med til at grave fiskedamme. Senere fik han arbejde i Jerslev hos handelsmand William Larsen, som sendte slagtede svin til København. Der var en mand til og sammen slagtede de to 25-30 svin om ugen, så det var om at have næverne på rette sted – men en god tjans var det, tit vankede der en spand finker eller et grisehoved oven i ugelønnen.

Og i efterårets regn og rusk var huset så færdigt. Vi flyttede. Jeg blev sendt af sted med vor gamle barnevogn fyldt med adskilligt husgeråd, bl.a vor terrin. Hvor turde de dog? Den opkørte vej til huset med dybe hjulspor, fulde af pløre og vand, kunne jeg ikke klare, jeg kuldsejlede, og terrinen blev slået itu.

Endnu havde vi ingen husdyr, men en dag kom far trækkende langt borte fra med en dejlig stor kvie; vi kaldte den Højstrup efter stedet, hvor den var opdrættet . Den kælvede få dage efter. Morfar nede i Kallehave gav os også en kælvekvie – og de to dejlige dyr blev passet efter alle kunstens regler med flere slags kraftfoder, så der kom gang i kvægbruget. Slagtermester Norup i Kalundborg var interesseret. Han kendte far og sagde en dag: Du mangler en so, jeg har to, du kan hente, så ser vi, hvad er kommer ud af det. Jeg husker, de fik smågrise, og det var et farligt mas at hindre dem i at æde deres egne unger og få lært dem at tage sig af dem på en ordentlig, moderlig måde.

En skønne dag var far blevet kørende, 2 små, brune heste, Holger og Jakob. Så kørte han mælketur i byen og omegnen. Vi var faldet til, nyankomne, som vi var!

De fire familier ude på Marken kom tit sammen til en tår aftenkaffe. I forsamlingshuset var der møder, der var godt besøgt – polititsk røre og nytænkning. Og digterne Skjoldborg og Aakjær forgyldte de slidsomme arbejdsdage med skøn digtning. Der blev sunget – både hjemme og ved møder. Det var en stor tid. At kampen var hård, forstod vi børn først længe efter.

I sommeren 1905 såede vi roer med en lille ensporet såmaskine, og roerne blev renset mellem rækkerne med en radrenser ”Planeten”, alt selvtrukket. Man måtte være selvhjulpen, når man ville være jordejer uden kapital. Henry Georges teorier om jordens ubegrænsede muligheder fik jo nok en og anden til at tvivle en smule. Men der var optimisme og ungdom og kræfter.

I den første vinter havde far plejlet sit korn om aftenerne. Jeg lå i min seng og hørte det taktfaste slag mod jordgulvet – men denne høst havde man organiseret et mindre tærskeværk, der gik på omgang, når det lykkedes at få motoren i gang. En mand i Frankerup, Tønnesen, var et helt geni til at styre dens luner.

Det viste sig hurtigt at ejendommene var for små. Vi boede der et års tid, så gjorde Jens Martin far opmærksom på et gammelt sted, 9 tønder land, ud ad tværvejen, Dysserne – det var jo tillokkende. Far turde knap vove pelsen. Men det var billigt, fordi jorden lå på to steder med et stykke mose hvert sted. Vi børn – nu var vi fem – var med derude og blev jo begejstrede. Der var en stor have og en høj banke, Guldbjerg, ja, flere store banker kronet af oldtidshøje. Mor fandt, at der var godt indendørs. Og sådan blev min far parcellist. Det stod er på brevene!

#

Ubby-egnen er for mig stadig et af de skønneste steder i Danmark. Med åse og enge, dybe moser, høje, mærkelige banker og brinkede to steder. Måske har der været en sø der i Danmarks ældste tider. Derude ved Børen – en af de mærkeligste banker på Dysselodden – gik vort mosestykke til, og i de dage var der mange storke. Det er en idyl, der er borte. Nu har man traktorer og ingen storke.

Det er en svunden tid, jeg taler om, en tid, som Hjalmar Dybdahl så skønt og blidt beskriver i sit digt ”Til mine gamle venner i Ubby”: Jeg fandt mig en vej i min ungdom til de grønne havers by....