En tur til Lolland

Af Eyvind Olesen



En søndag morgen begav Paula og jeg os af sted til Lolland. Vi besteg Næstved-bilen. I Næstved nød vi en lille forfriskning – og så førte toget os over Storstrømsbroen! Et dejligt syn! En ung korpulent dame stillede sig op i gangen ved det ene vindue, så vi kun kunne se en side. Det var Paula meget utilfreds med. Men vi havde dog det blå vand under os. Lidt efter nåede vi Falsters bredder, og så kom vi til Nykøbing, den stolte stad. Der skiftede vi tog til Maribo. Et herligt syn at se Radsted Kirke hæve sig let og fint og højt over den flade egn. Vi holdt i Saxkøbing og var kort efter i Maribo. Der blev vi afhentet af vor kusine Ester, den lille bondekone. Hun førte os ind i Kragenæs-bilen, og så kom vi til Havlykke. Der lænede Esters cykel sig kælent mod en hæk, vi anbragte vor store kuffert på dens bagagebærer, og jeg slæbte af sted med køretøjet, ledsaget af damerne. Jeg fik allerede bange anelser om turens besværlighed! ”Hvem der dog var blevet hjemme!” tænkte jeg. Men omsider nåede vi Esters og Åges lille primitive hus. Stuen var stor og sval, med kunstige blomster og en kunstig papegøje – og en stor sort hund, der lignede en grønlandsk hund. Den blev jeg aldrig rigtig dristig med, for den kunne ikke altid kende mig.

Så fik vi dåse-bøf, købt i brugsen. Øllet i Nykøbing Falster var ligefrem dårligt, selv det, der hed ”den blå” og gav sig ud for at være luksus-øl. Esters mand, Åge, snakkede rigtig lollandsk, og når der blev en pause i samtalen, sagde han: ”Det skal jeg love for ! ”Han var omtrent blind.

Om eftermiddagen cyklede Paula og jeg til Bandholm, hvor hun har en veninde, der er sygeplejerske og gift med en landpost – nøjagtig som Grete og Arne i Nykøbing, som vi senere besøgte. Men i Bandholm var der ingen hjemme. Paula efterlod en lille seddel, og det havde til følge, at Karen – sådan hedder sygeplejersken – kort efter lagde til med sid sin bil ved Esters. Så enedes vi om, at Karen skulle komme og hente os om tirsdagen.

Om mandagen havde Ester, Paula og jeg en dejlig cykeltur, først til Østofte. Der besøgte vi ”Ottos Ingeborg”. Hun er enke efter min fætter Otto, og præstedatter. Hun flyver og farer, det var et rent held, vi traf hende hjemme. En løngangssti førte ind til huset. På et skab stod en stor buste af hendes far, præsten, i ornat. Hun boede ganske dejligt og var gæstfriheden selv. ”gå ud i fyrrummet og find dig noget at drikke”, sagde hun til mig. Jeg fandt en pilsner! Mens damerne sad på terrassen, hvilede jeg mig og så kunstbøger. ”Å, dit store fjols”, sagde Ingeborg til mig, ”dine billeder sælges jo i Paris for 1000 kroner stykket!”

Så tog vi afsked og kørte til Christianssæde. Her har mor gået i syskole som barn! En vej førte til Tjennemarke. Jeg finder aldrig ud af de små flade lollandske veje. Vi kørte under mægtige træers kroner i en stor skov, forbi et stort savværk. Vi mødte et par drenge, som havde tabt 1 krone. Jeg gav dem en anden. Så billigt kan man købe en drengs hjerte! Så nåede vi rejsens mål, kroen: ”Det lange skovhus”, der mindede om Yderholm Kro ved Køge. Her fandt vi skygge og liflighed, og nød et større kaffe-måltid: øl, ostemad, kaffe, boller! Det er det lækreste, jeg har været ude for endnu! På hjemvejen var vi oppe at se Østofte Kirkegård. Der ligger familiemedlemmer begravet. Jeg ville ind i kirken, men åbnede en forkert dør og trådte ind i ligkapellet. Det blev jeg lidt underlig ved. Men så var vi inde i kirken, og den var smuk. Den havde fine buer hen under det høje loft, og alteret var udskåret. Den ligger smukt i landskabet på et højdedrag og er meget massiv med et spidst tårn. - Dagen i forvejen var Paula og jeg inde og se til vor fætter Holger, som har været slagter. Hans kone har i så mange år været syg, at hun nu ikke kan lide at se mennesker mer, ikke engang sine egne døtre.

Og så kørte vi hjem fra kirken ad markveje med konvolvolus. Om aftenen var der et par gæster i Esters hus, og samtalen gik livligt. Lollikkerne siges at være den gladeste del af Danmarks befolkning. Vi var også henne hos naboens og se brogede grise. - Og så kom Karen fra Bandholm om tirsdagen med sin bil og hentede os. Det var den dag, det rygtedes, at Johs. V. Jensens søn var faldet ned fra en bjergtop sammen med en ung pige. - Karen boede smukt, der er dejlig frisk i Bandholm. Vi fik frokost, og hun ville have haft os hen i Knuthenborg Park. Men ikke tale om, at jeg ville derhen mere. Så kørte hun os i stedet i fuld fart til Maribo Station, hvorfra vi kom med toget til Nykøbing. Her førte Paula mig hen til vor kusine Hedvig, Esters søster, en aldrende dame i pensionistlejlighed. Hun var i vældig fin form og humør. Hun skænkede mig et stort glas cognac. ”Vi må se at få ham i humør”, sagde hun. Så gik Paula i byen og købte sig en ny kjole – men glemte sine briller i forretningen. Imidlertid kom Arne Postbud til stede, som er gift med vor fætterdatter Grete. Han tog os med hjem. Han bor i byens udkant. Han har en morsom hund, som står tøjret ved den åbne bagdør, når ingen er hjemme, og så vogter den huset. Alle var optaget af, at Arne og Grete havde fået sommerhus ved Elkenøre Strand ved Østersøen. Og derud kørte de os om aftenen, os og Hedvig, til kaffedrikning i naturens skød. Og jeg skal love for at snakken gik ved kærternes skin om alt, hvad de havde oplevet på deres udenlandsrejser. - Den næste dag skulle deres smukke søn Søren med det krøllede gule hår i skole for første gang efter sommerferien. Drengene kan ikke begå sig blandt deres kammerater i skolen med mindre de har langt hår. Så sagde Arne og Grete farvel og tog på arbejde, og hunden kom hjem efter en lille udgangstur, den havde snydt sig til. Søren opfangede den og tøjrede den ved døren, og så kørte han. Og så tog Paula og jeg afsked med hunden og lod den alene hjemme. Vi tog en taxa ind til byen, hentede de glemte briller i kjoleforretningen og kørte så med toget hjem efter vel udført rejse. Om aftenen fik vi besøg af et par gårdmandsfolk fra Igelsø. Så var jeg også så træt, da jeg kom i seng, at jeg først fik kræfter til at slukke lyset kl.4!!!