SLÆGTSHISTORIE

Fortalt af

Karen Augusta Christiansen



Fastelavnssøndag, den 2. februar 1913

I mange år har jeg syslet med tanken om at nedskrive min slægts historie. Ikke fordi den i sig selv er mere mærkelig og indholdsrig end de fleste andres, men fordi jeg ved, at mine forfædre har levet og lidt, og jeg ved, at mine efterkommere vil komme til det samme, og så skulle disse ord være en kærlig hilsen fra en, som også har levet og lidt, og som omfatter slægtens historie med megen interesse og kærlighed.

Min far fødtes 1830 den 9. august i Tryggelev på Langeland, hvor hans forældre ejede et hus med 6. tdr. land. Min farfar hed Niels Jensen Povlsen, hans far boede i et jordløst hus, som hørte under herregården Fårevejle. I min farfars ungdom var han hjemme ved Fårevejle hos sine forældre og hjalp sin far med at bødkre, foruden dyrkede både farfar og farfars far musikken, de tog ud at spille på hele øen, og farfar har fortalt, at han for sin part kunne have 300 dalere om året for at spille.

I den tid da farfar var hjemme hos sine forældre, har han temmelig sikkert lært farmor at kende, hun var husholderske på Fårevejle hos en gammel herre. Hendes navn var Sidsel Kristine Henriksdatter, hun havde en søster, som jeg ikke ved navn på, men jeg ved hendes mand hed Alfred. Farmors far hed Henrik, dog var han ikke god og tillige drikfældig. Hendes mor hed Lotte, hun var god og rar og blev 87 år gammel, var født i Herrested på Fyn. Far kunne huske, hun har fortalt, at hun var blind til hun var 7 år gammel, hendes forældre gik til hove, og hun og hendes søskende var meget overladt til sig selv. - En dag, da de således var fraværende, lå den lille Lotte på gulvet mellem sine andre søskende og legede og spiste, alt imens en lille hund løb om imellem dem. Børnene begyndte så at lægge brød på lille Lottes blinde lukkede øjne, hunden slikkede smulerne af øjnene, børnene morede sig, den lille syntes det gjorde så godt. Da det havde varet en lille tid, var øjnene slikket op, og barnet havde sit syn. Far har fortalt, at hendes øjne var sunde og stærke, og at hun trods sin høje alderdom (87 år) kunne se at sy og læse til det sidste.

Skærtorsdag, den 13. marts 1913

Siden sidst jeg skrev, har min gamle far lukket sine øjne. Den gode barmhjertige Gud have tak – ikke alene fordi hans så sørgelige liv er til ende; men også fordi vi, hans børn, fik prøve og lide det vi fik, det har draget vor sjæl opad, og vi har gennem lidelsen fået fæstnet vor tro.

Farmor og farfar rejste i 1836 til Lolland og fæstede en gård i Nybølle, Ryde sogn. Til gården hørte 45 tdr. land ager, 14 tdr. land skov og 13 skp. tørvemose, den hørte under Gammelgaard, og farfar gav 100 dalere i fæste og til godsforvalteren 50 dalere i stikpenge. Familien bestod da foruden farmor og farfar af gamle oldemor Lotte og deres 6 børn: Maren, Hans, Poul, Otto, Jens og Christian. Gården var i yderste forfald, både hvad bygninger, jord og besætning angik. Hestene var så syge og udhungrede, at farfar uden farmors vidende hængte de to og fortalte hende, at de var døde. Hun var en kolerisk og voldsom natur. Farfar var stille og stærk i sin Gudstro, han har vel ment, at så gik det mest fredeligt af.


Sidsel Henriksdatter og Niels Jensen Povlsen samt kort over Nybølle med deres gård

Kort efter deres ankomst til Lolland blev de alle angrebet af fnat, og i et af de første år havde de den sorg at miste deres yngste barn, den lille Christian, 5 år gammel. Farmor led og sørgede især meget over det. Far har fortalt, at Christian gik i marken med mellemmad til de større børn, han var så gammelklog og morsom, og kort før han døde, sagde han til farmor: ”Når jeg bliver 20 år mor, så er du en gammel kone”.

Deres økonomiske stilling bedredes ellers hurtigt. Farfar var meget flittig og farmor dygtig og energisk. Børnene måtte tidligt hjælpe til. Maren, den ældste måtte både pløje og hegne gærde, og når det kneb med penge til købmandsvarer, måtte farfar og de ældste børn snog halmsimer, som de så solgte til borgermadammerne til tøjsnore, og så fik de med sig hjem, hvad farmor manglede i huset. Klæder og den slags var det vist meget småt med, for jeg husker, at far har fortalt, at han som 13-14 årig dreng blev vist ud af Nakskov Kirke, fordi han havde træsko på, (han havde den gang aldrig ejet et par støvler eller sko), men et fyldt spisekammer fordrede farmor, og så hjalp der ingen kærmor, det måtte skaffes.

Efter nogle års forløb blev gården selveje. Farfar købte den for 500 dalere. Foruden de indtægter som kom ind af gården, tjente de, da deres børn blev voksne, ikke så lidt ved at spille til gilder. Farfars musikalske evner var gået i arv til nogle af hans børn. Farfar lavede sig selv en bas, og så var de et helt orkester. Farfar trakterede bassen, Hans violinen, Jens (min far) spillede fløjte og somme tider spillede Otto sekund. At dette har været et plus til deres indtægter, vil man kunne fostå, og der kom da også en tid, da de var velstillede folk. Gården skiftede efterhånden helt udseende både ude og inde, to nye huslænger blev opførte, jorden blev merglet og pile plantet. Farmors kister og skabe fyldtes efterhånden med værdifuldt linned og uldent.

Men de har sikkert også måttet gøre sig umage. Far har fortalt, at de ryddede skovparten, gravede grøfter og opdyrkede den. Når køerne var på græs, måtte Maren gå derud og malke 3 gange om dagen. Man kan forstå, de måtte tidligt op, for skovparten lå ¾ mil (godt 5 km) fra gården. Tørvemosen blev selvfølgelig også benyttet. I den tid de strøg tørv, lå de derude nat og dag. Sytten år gammel kom Jens ( min far) til Skodsebølle for at tjene hos en bonde, som hed Carl, hans kone kaldte de Trine Sok, han var der i 1½ år, og jeg ved intet uden en lille køn fortælling fra den tid. Far var en aften på vej hjemefter, han skød lidt genvej. Vejen var jo så kendt for kam, men mørkt var det blevet, og pludselig kom en lygtemand – snart i én retning, snart i en anden. Far blev bange og mærkede, at han var gået forkert, han vidste ej sine levende råd, men med et faldt det første vers af ”Vor Gud han er så fast en borg” ham ind, han satte sig ned, læste det højt, og da han var færdig, var lygtemanden forsvundet, han kendte, hvor han var, og fortsatte sin gang. Farbror Hans lærte at væve og var vist ret dygtig. Poul blev gift med enken i nabogården, Karen Due, han sørgede nok altid over at være kommet er. De havde en søn Hans Poulsen Due, og efter få års forløb døde farbror Poul af tæring. Hans forældre og søskende så op til ham, fordi han var så god. Hans fulde navn var Poul Henrik Nielsen. Poul har været efter farfars far og Henrik efter farmors far. Faster Maren blev gift og kom til Munkeby, hendes mand hed Anders Tærsker. De havde en gård, men sad vist småt i det. Manden kørte brænde for Nakskovborgerne, og på én af disse ture faldt han ned og brækkede halsen. Deres gård var kort i forvejen afbrændt af Handskemagerbanden, og stakkels faster Maren stod ene med 3 børn; Christian, Frederik og Kirstine. Hun (faster Maren) blev senere gift med en mand fra Nordlunde – Lars Olsen, han var en dygtig mand. De handlede gård og kom til Hyldtofte, senere solgte de den og havde Køllegaard i Bursø i 1 års tid, men solgte den og flyttede til Sædinge og fik en gård på 71 tdr. land. Lars Olsen byggede og lavede om, og alt blev efterhånden udmærket i stort og småt. Han var født 29. februar og havde således kun fødselsdag hvert 4. år. Jeg husker, hvorledes disse vældige gilder imponerede mig, og faster Marens fine døtre – hvor så jeg op til dem (med Lars Olsen havde hun 2 døtre, Sine og Sofie). At de havde lange mørkningstimer i gæsteværelset med deres kavalerer, fandt jeg ganske i orden, alt i mine øjne så tillokkende og attråværdigt ud.

Åh, hvor var faster Maren også dygtig, og god var hun også, lidt heftig og lidenskabelig var hun og meget myndig. Lars Olsen led imidlertid af en sygdom, som gnavede på hans livstråd, han gik og tæredes hen, og en sommerdag havde han været ude at se til folkene og var på hjemvejen, gik så ind over kirkegården, og faldt om og døde der. Sønnen Christian overtog så styret, han var vist dygtig; men efterhånden som deres fine selskabelighed udartede, blev det en livsbetingelse for dem. Der blev ikke sat tæring efter næring, og faster Marens stjerne begyndte at dale. Christian blev gift, faster Maren var i nogle år hos dem i gården, men sønnen Frederik havde startet et mejeri i Avnede. Det gik godt i nogle år, men så kom katastrofen - han gik fallit og trak Christian med sig tilligemed sine søstres arv. Så måtte faster Maren tage ophold hos sin datter Sine, som var blevet godt gift med sønnen i nabogården, Søren Møss. De to kvinder forstod vist aldrig hinanden, og forholdet har næppe været det bedste. Faster Maren døde af kræft nogle og halvfems år gammel.

Åh, kære gode faster Maren, hvor har du dog lidt, havde du blot indset, at vi nok lever livet her, men også for livet hisset, så var din lykke ikke blevet så stakket. Din dygtighed, flid og godgørenhed var en bedre skæbne værdig.

Farbror Hans gik hjemme, han passede sin væv, tog ud at spille og hjalp til nu og da ved bedriften til han blev nogle og tredive år. Men en skønne dag gik han hen og forelskede sig i farmors lillepige. Der blev stor opstandelse, farmors harme var ubeskrivelig; men der hjalp ingen snak. Maren ville tage livet af sig, hvis hun ikke fik Hans. Hun var da 16 år, og Hans vistnok 34. Enden på legen blev, at de blev gift, der blev bygget på den 14 tdr. land store skovpart, de fik hest, ko og so hjemmefra Nybølle, tog herligheden i besiddelse og levede lykkeligt og godt der i mange år. De fik 3 børn: Lotte (Charlotte), Line (Pouline) og Anna. Farbror Hans var mageligt anlagt, og Maren forstod ikke ret meget. Jorden blev vist temmelig mådeligt dyrket; men de har vel fået hjælp hjemmefra, og på den måde fået det hele til at slå til, de holdt begge af at leve godt, hvilket de også altid har gjort; men erhvervet noget større har de aldrig. Deres ungdomskærlighed har imidlertid været ægte, for den holdt til det sidste. Jeg husker så tydeligt, hvordan de legede og pjankede som et par børn. Farbror Hans var da hvidhåret – det bemærkes, at det var han allerede i 50 års alderen.

Han var meget smuk, høj og kraftigt bygget, havde et par klare gråblå øjne, som ikke altid lyste af ærlighed, lys ansigtsfarve og en nydelig formet mund a la spørgsmålstegn. Der var i al hans færd en vis flegma over ham, lun og morsom kunne han være, men lidt lumsk var han, ja måske ikke så ganske lidt.

Da deres børn var voksne og de sad ene tilbage, solgte de ejendommen og flyttede til et lille hus på Lundjorden og boede der. Farbror Hans døde nogle og firs år gammel, han gik i de sidste år og svækkedes og tæredes hen inden han døde, hans hustru Maren var hos ham til det sidste. Hun lever endnu og bor på Lundjorden. Deres datter Lotte bor tæt ved. Line døde for 2 år siden af kræft, hun var syg i mange år og led meget. Anna bor i Nykøbing.

Den 4. maj 1913

Siden sidst jeg skrev har vi fejret sølvbryllup. Den 17. april var det 25 år siden vi to slog følge. Vi havde en god, uforglemmelig dag sammen med vore børn, søster Sine og Ole og deres børn samt en lille venneflok. Dagen var lys og skøn fra først til sidst.

Efterhånden er det tyndet ud i børneflokken hos farmor og farfar. Farbror Otto og Jens (min far) var nu kun tilbage, der var i alle de år samlet grunker af forskellig slags. Velstanden voksede stadigt, men deres unge år og farmors gode helbred var også for længst forbi.

Hun led til tider meget af gigt i hovedet, og var hun vanskelig når hun intet fejlede, så blev det meget værre, når hun fik de stærke smerter i hovedet, og værst gik det da ud over farfar, men han var mand for at bære det. Gudssolen havde nu en gang strålet på hans vej, og det kendtes på hans liv til det sidste, han var stadig flittig, stille og stærk. Til tider har det jo nok været lidt trist for Otto og Jens derhjemme, og der fortælles så, at der en gang var en maler Henriksen (Hannibal) fra Nørreballe for at male stole, skabe, borde og kister, som farfar altsammen selv havde lavet – denne maler fortalte, at han kunne sige, hvor Otto kunne få en kone – en pæn ung enke, og en lille gård på 21 tdr. land. Han (Otto) var vel ikke helt uvillig. Sagen blev bragt på bane og drøftet med forældre og søskende. I de tider var en slig forretning ikke usædvanlig, - der blev skredet til handling, som endte med, at farbror Otto blev gift med den unge enke og fik gården med de 21 tdr. land og blev således bonde i Erikstrup. Farbror Otto var da 30 år og hans kone 39 år.

Hun var tillige min mors moster, men derom senere. Hun havde en datter af første ægteskab (Bodil Magdalene). Som da de blev gift var 9 år. To større modsætninger var vist aldrig gået i spænd sammen. Hun var en fin natur, lidt svag af helbred, mild og blid, meget huslig og hyggelig. Han var en meget sammensat natur, i grunden vist glad og godmodig, men ved siden deraf grovkornet, heftig og voldsom og ikke altid lige let at omgås. Men de år hans kone (Trine hed hun) var ældre end han, og de prøvelser hun havde gennemgået, før hun lærte ham at kende, har ikke været til hendes skade, hun kunne på sådan en overbærende og god måde finde sig i hans væsen og lempe sig efter hans luner, så der var hygge og tilsyneladende lykke over deres ægteskab. Fra hjemmet fik farbror Otto et solidt udstyr: ko, so, og et mindre pengebeløb, men hans mor sagde, at hvis Jens fik en rig kone, skulle han nok få 1000 daler, foruden var der jo daglig hjælp. Hvert år når de havde høstet, kørte de hjemmefra med tærskemaskine og tærskede alt deres korn. Endnu mange år efter at farfar og farmor var døde, kan jeg huske, at far kørte til Erikstrup (1½ a 2 mil) med vor tærskemaskine, og han kom ikke hjem før kornet var tærsket.

I begyndelsen (husker jeg, at faster Maren har fortalt) kunne datteren Lene ikke rigtig med sin stedfar, det kneb med at kalde ham far og syg og svag, som hun var i mange år, har han måske heller ikke interesseret sig for hende; men som tiden gik, blev det bedre, Lene blev pyntet som en dukke og var den, hvorom alt drejede sig der i huset, hun og hendes mor hang ved hinanden med rørende ømhed, og der var mellem de to altid det smukkeste forhold.

Farbror Otto var ikke nogen udpræget dygtig landmand, men han holdt god orden i sine sager, og hun holdt orden inde omkring, og livet hos dem var præget af velvære og pyntelighed, endskønt de sad temmelig hårdt i det. Farbror har sikkert i sit stille sind tænkt: ”Kunne Jens dog bare få en rig kone og jeg 1000 daler”.

En skønne dag er hans tanker faldet på min stakkels mor, som var hans kones søsterdatter. Hun var 22 år og forholdsvis rig, og materielt anlagt som farbror Otto og hele min fars slægt var, har han ikke haft skrupler ved at få sligt et fornuftgiftermål i stand, og da det som sagt hørte til dagligdags begivenheder i de tider, har det heller næppe mødt stor modstand i mors hjem.

Her vil jeg slutte min beskrivelse af farbror Otto, fordi hans kone og datter og han selv forekommer senere hen i historien. Og jeg vil så begynde at fortælle om mor og hendes slægt og mit eget kære ulykkelige barndomshjem. Det er med en vis ængstelse, jeg begynder derpå, jeg vil så gerne være sand uden dog at fratage mine kære efterkommeres kærlige interesse for de to. Døm dem ikke for hårdt, har de fejlet, så har de også lidt. Mors liv var lagt øde mange år før hun lukkede sine øjne, de øjne, som var så milde og så smukke, og som næsten alle vi søskende har fået i arv – og som dog har måttet græde utallige tårer.

Far var vrag de sidst 30 år han levede. Han døde på Østofte Fattiggaard. Der har været tider i mit liv, hvor jeg har ment, at den tort at have ham på fattiggården ved siden af vort hjem, ville og kunne jeg ikke bære. - Tider, hvor jeg ikke har vidst, hvor jeg skulle gøre af mig selv eller skjule mig, når han kom og besøgte os. Men nu da det er forbi – og også før min stakkels far døde, forstod jeg så godt, at det Gud ville mig gennem det alt sammen, var at jeg skulle sætte mig ned ved Jesu fødder og høre på hans tale. Og hvem ved om ikke historien kan være til gavn for flere.

Sorg og lidelse lukker vi kun ugerne ind, men jeg kan vidne, at begge dele har været vejen for mig til et sandt, rigt og lykkeligt Gudsforhold.

Moder fødtes i Hunseby den 25. september 1841, hvor hendes forældre ejede en gård på nogle og fyrretyve tdr. land. Hendes far hed Rasmus Olsen, han var barnefødt i samme gård og var søn af Ole Rasmussen samme sted. Min morfar, Rasmus Olsen var gift to gange, hans første kone var vistnok fra Paarup, hun hed Stine.

I det ægteskab var der af børn: Ole, Frederik og Grethe. Allerede mens de var mindreårige døde deres mor, og da morfar skulle se sig om efter en kvinde, som ville være god ved børnene og dygtig til at passe huset, faldt valget på min bedstemor, hun tjente da i Østofte Præstegaard, og da hun var søskendebarn til morfars første kone, og på denne måde blev en velhavende bondekone, tog hun mod tilbudet og drog som hustru og stedmoder ind i gården i Hunseby. Rasmus Olsen var en ordknap og streng mand, han var meget dygtig og efter sin tid en fremskridtsmand. Mormor var meget dygtig, meget alvorlig og temmelig fåmælt, men godmodig og retsindig, god mod stedbørnene, og god men streng imod sine egne børn. Af stedbørnene holdt hun især meget af Grethe, når hun var i Maribo, havde hun altid et og andet med hjem til hende. Grethe døde som ung, vistnok 18 år gammel. Mormors egne af første ægteskab hed Stine, Lene (min mor), Niels og Jørgen. De blev opdraget til arbejde og pligt, efterhånden de voksede til. Stine gik stille og fornuftig og hjalp sin mor, med alt i huset: pudsede, skurede og lavede mad. Lene, min kære mor, har selv fortalt at hun var meget flygtig, med lyst til mange spilopper, havde lyst til pynt og stads, og så med forventning og livsglæde fremtiden i møde.

Da mor var 12 år gammel, døde hendes far af brystbetændelse efter få dages sygeleje. Den sidste dag han levede, blev børnene kaldt ind for at sige farvel, han var ved fuld bevidsthed, og som for at glæde Stine og Lene sagde han til dem, at der lå træ (elmetræ) på loftet til en kommode til dem hver, så blev de sendt ud, og samme dag døde morfar 56 år gammel.

For mormor var det et hårdt slag at miste sin gode stræbsomme mand. Lille Jørgen var kun et par år, Niels 6, mor 12 og Stine 14 år; men hun måtte jo tage sig sammen – fæstede en bestyrer og var selv på færde ude og inde. I Stine havde hun en trofast hjælp, og mor måtte også tage fat. Niels var vist lidt vild og ikke altid let at styre. Lille Jørgen var så sød og god, han fik desværre stedfar, da han var 4 år, idet mormor giftede sig med Peter Andersen, den gang ladefoged på Knuthenborg. Han var af rig bondeslægt fra Sjælland, byen hed Ring eller Renge. Jeg syntes altid, det var synd af mormor, at hun giftede sig igen, men hun var jo en forholdsvis ung kone endnu, og det har jo ikke været let for hende, tilmed vidste hun jo, at Peter Andersen var både rig og dygtig, men god var han ikke, han var så uberegnelig, lunefuld, sær og gnaven både mod mormor og hendes børn. Især gik hans onde lune altid ud over lille Jørgen, og det var i en sådan grad, at alle som kom i hjemmet måtte lægge mærke til det. Et halvt års tid efter at han blev mand i huset, blev Jørgen syg og døde, og da Peter Andersen kom i præstegården og meldte Jørgens død, modtog provst Gude ham med: ”Hvad er det, jeg hører om Dem?”. Mormor tog sig Jørgens død meget nær, men bar det stille uden klage. Hun var jo af de stille i landet og har været klar over, at der ikke kunne være ret meget godt at vente. Dog, hun havde jo de andre børn at leve for endnu og arbejdede videre.

I dette ægteskab blev Margrethe født, hun blev kilden til meget gnaveri og ondskab, for aldrig mente hendes far, at mormor og Margrethes søskende var gode nok ved det barn, og hun blev da også lunefuld og uberegnelig som sin far. Han brugte at give hende en stabel sølvspecier at lege med, og han skrabede penge og jordisk gods sammen, det skulle alt sammen være til hans lille Margrethe, men aldrig fik han nok eller var tilfreds og plagede altid sine omgivelser med, at de endte på fattiggården.

Mormor sagde aldrig noget; men en gang udbrød hun til moster Stine og mor: ”Det er da også trist, at han altid går og klager, sidst jeg talte efter i skabet var der da 1900”. Og det har i de tider været dalere, en ikke helt ringe sum, når de tilmed sad omtrent gældfrit ved en god gård, har det ikke været så sløjt endda. Han fik da også nok i sin tid, han døde efter nogle års forløb af en mavesygdom. Margrethe var kun 6-8 år gammel. Mormor har vel ikke sørget over ham, men hun var jo ikke ung længere, og Niels var nu efter stedfaderens død mere vanskelig at få skik på end nogensinde. Hun måtte jo så igen holde bestyrer. Mor kom 18 år gammel til Maribo og fik plads i huset. Hun havde lyst til at se lidt af livet, det som hun altid havde længtes mod. Hun kom i huset hos en jurist Bock og var hos dem i 4 år. De gjorde hende et tilbud, da hun havde været hos dem i et par år, om at rejse med dem til København og være hos dem til deres død mod en god årlig løn og en sparekassebog på 4000 dalere, men min kære, gode mor syntes, at hun havde så meget andet smukt og godt at vente af livet, og sagde nej. Hun blev hos dem i 4 år, de har sikkert fået megen godhed for mor, hun var begavet, ung, smuk og livsglad. Hun lavede foruden mange andre ting to hæklede sengetæpper til sin frue. Mor var meget dygtig og flittig til alt håndarbejde. Disse sengetæpper kan jeg huske, at en herre fra København var hos os med, efter Bocks var døde. Der har sikkert altid været noget fint og en vis naturlig dannelse over mor, hun har nok også haft let ved at vænne sig til forholdene i byen; men dem derhjemme glemte hun aldrig, hun har fortalt, at aldrig følte hun sig så let og glad, som når hun om søndagen gik hjem til Hunseby til sin mor og sine søskende.

På den tid var det, at farbror Otto begyndte at spekulere i et giftermål med mor og hans bror Jens (min far). Jeg tænker, han har været med Otto i Maribo for at se på varerne (Herregud, det kan man da kalde hvid slavehandel), for jeg husker med en egen uhyggefornemmelse, han så tit har omtalt ”da han første gang så den fine Hunseby-Lene med de blanke tøfler gå til Sibirien (et bestemt bykvarter af Maribo) og hente vand.

Farbror Otto og hans kone, som jo var søster til mormor, har vel så været i Hunseby og forebragt sagen der, for mor blev kaldt hjem og sat ind i sagerne – og føjede mormor til: ”Jeg skal ikke nægte, at jeg gerne så dig godt gift, inden jeg dør''. Mor har fortalt det mangfoldige gange, og hver gang føjede hun undskyldende til: ”Den gang brugte man jo at rette sig efter sine forældre”. (Aah! Min stakkels kære mor). Så tænkte mor frem og tilbage, måske var det også ad den vej, hun skulle nå alt det, hun havde ventet sig af livet, det var jo en god næringsvej, og skikkelig så han jo da ud, så hun fik nok mest lov at råde, så var der jo nok hans gamle forældre, men dem skulle hun nok være overmåde god ved, der fandtes vist ikke en ond blodsdråbe i mor, og hun sagde ja og amen til forbindelsen.

Dermed var en stor synd fuldbyrdet. Far var imod sin mors vilje forlovet med en ung pige fra sin hjemby. Hanne Slente hed hun. Hanne Slentes søster har fortalt, at far besøgte Hanne, også efter at forlovelsen med mor var i stand: Den sidste gang var en aften ved hendes vindue, da var der allerede lyst i kirken for ham og mor. Hanne har vel ment, at nu skulle og måtte det være forbi, hun lukkede vinduet op og sagde, at nu måtte han gå, hun ville ikke have mere med ham at gøre.

Jeg synes, at dette forklarer så meget. Tænk, at hans mor har haft en sådan magt over ham. Hannes forældre var gårdfolk i samme by, men farmor kunne ikke lide dem, hun beskyldte Hannes mormor ( Ane Tambour) for at kunne hekse, hun havde onde øjne og meget andet. Penge og gods havde de derimod nok ikke, og det har sikkert været afgørende.

Hen ad livets strøm vi sejle, - sorg er ballast i vor båd, - medens smil af engle spejle - sig i hver uskyldig gråd.

2. juledag 1919

Og mor havde ikke noget hverken med eller imod far. Af karakter var de to så forskellige, og far var i årenes løb blevet meget forkludret, havde så godt som aldrig været ude, og så den ublide, herskesyge mor, hvis vilje skulle sættes igennem, om det så gik over hovedet på alle andre. Blottet for godt var far ikke, men egenkærlighed var alligevel det fremherskende i hans karakter, måske skyldtes det også noget, at han var den yngste, og til tider når hans mor fandt for godt, er han blevet forkælet og holdt med uden hensyn til andre, men noget blidt og godt lå i hans karakter side om side med det stride, hidsige og vilde. Han tænkte trægt, var langt fra ubegavet; men i hjemmet kunne der jo ikke være tale om, at han kunne få sin åndelige horisont udvidet, det skulle hans praktiske, materielt anlagte mor nok sørge for. Og mor forstod ham ikke, og han forstod ikke mor. Hun var livlig, kvik og glad, et godt og hurtigt hoved; mer end almindelig godt begavet, velvillig, gavmild og flink imod alle, lidt letsindig og pyntesyg, sagde hun selv, at hun var som ung. Far var, den gang hun lærte ham at kende noget indesluttet og mørk, ikke så lidt mistroisk og meget lunefuld, kunne til tider, når han tøede op være så livlig, så han næsten var uimodståelig, men desværre kunne der også være noget lavt ved far og hele hans synsmåde, og denne last fik med årene friere tøjler, for selvkritisk var noget han vist aldrig har befattet sig med.

Fars og mors bryllup stod i Hunseby den 22. juli 1864. Både mors og fars slægt var til stede samt naboerne fra fars hjemby. Far har tit ladet mor vide, hvor han rystede under vielsen, og måske var han den mest ulykkelige den dag, det var jo ikke den kvinde, hans hu stod til, som han holdt bryllup med. Mor var vistnok letsindig og har ikke tænkt eller lidt så meget ved det som han.

Så drog mor med far til hjemmet i Nybølle pr. Søllested. I medgift hjemmefra fik hun 2½ tusinde dalere, en ung brun hoppe (som hun husker så godt), seng, sengeklæder, kommode og skab pakket med værdifuldt indhold. En af de første dage efter brylluppet var mor ude at binde hvede. Farbror Hans og hans før omtalte lillepige kom fra Ryde Skov med deres børn og skulle være med ved hvedehøsten. - Mor var meget forbavset ved synet af den familie. Maren var jo så ung gift, og både hun og hendes to piger så meget mærkelige ud i deres klædedragt med rødt uldgarn til snørebånd i støvlerne, og Maren fniste og pjankede uafladelig. Farbror Hans var helt forlegen og farmor var mørk og sur over Marens væsen og hendes og børnenes malproper udseende. Ude på høstmarken fortsatte Maren sin fnisen og pjank, og det var ikke meget hun fik udrettet. Farbror Hans gik hele tiden og sagde; ”Så Maren, nå Maren”. Mor gik og lo ved sig selv og tænkte sit. Arbejdet gik for hende som en leg; men ovre i Sønderjylland drønede kanonerne, så de kunne mærke jorden ryste, mens de gik og bandt.

En månedstid efter brylluppet kom en mand fra Dannemare og meldte, at hans datter havde fået et barn, som min far var far til. Mor følte det som et slag, det var jo aldrig før sagt til hende (pigen havde tjent der i gården) og far gik mørk og skummel omkring i lang tid efter. Året efter blev min ældste bror Rasmus født, og det blev kilden til megen sorg og harme for mor. Far og farmor forkælede ham fra først til sidst. Så snart han græd om natten, stod far op af sengen, var ulykkelig og mente drengen var syg, og at mor ikke var god imod ham. Så kom farmor som oftest til, hun græd så længe drengen græd. At mor så er blevet stædig og ked af det, kan man forstå; for hun har sikkert holdt allermest af Rasmus i grunden. Moster Stine var hans Gudmoder, han blev opkaldt efter morfar. Da han var 1½ år gammel døde mors mor af brystbetændelse, vistnok 54 år gammel. Mor har tit sagt, at det var hende en stor sorg. Mors mor har vel tidligt set, at fars og mors samliv var alt andet end lykkeligt; thi på sit dødsleje havde hun sagt til sin søster: ”Se lidt til rette med lene, det er ikke godt at vide, hvad sådant et ungt barn kan finde på”. Hjemmet i Hunseby var med mormors død opløst. Bestyren og moster Stine drev gården. Morbror Niels var da 18-19 år, han gik hjemme, og Margrethe var 12-13 år.

Et års tid efter blev moster Stine gift med Lars Ruus, en gårdmandssøn fra Maglemer. Niels blev som karl på gården, til han skulle være soldat. Til Margrethe blev der beskikket en værge, og moster Stine og Lars Ruus oppebar 90 dalere årligt i plejeløn for hende, mens hun var mindreårig.

Det var ikke nogen let opgave for moster Stine at være Margrethes plejemor; men hun tog alt så roligt og godt, og jeg er vis på, at hun til det yderste har gjort sin pligt. Ved skiftet i Maribo efter mormor, hvor hendes arvinger var samlet, lavede far skandale, mente at der var rede penge, som han ville have andel i. Mor var oprørt og vred, men han blev ved sit, og moste Stine fortalte så at hjemme lå der 30 dalere, som hun var villig til at dele med dem.

Livet hos far og mor gik sin knudrede gang. 1½ år efter mormors død kom jeg til verden. Jeg blev kaldt Karen Augusta Nielsen efter mormor og den frue i Maribo, som mor havde tjent hos. Farmor led mig ikke, men Rasmus var hendes eet og alt. Lene i Eskildstrup var min gudmoder, der var stort gilde, jeg skreg i kirken, sparkede min ene sko af, som jordemoderen der var med i kirke, bagefter måtte hente ved døbefonten.

Nu var begge min fars forældre gamle, og bedstemors hovedsmerter var til tider så stærke, så de næsten var uudholdelige, så bandt hun en pude om sit hoved og gik i seng. Bedstefar fik så ordre til at sætte sig ved sengen, hvad han også gjorde, og så brød hele hendes voldsomme sind og dårlige humør løs. Først var det ham, der i ingen måde var eller havde været som han skulle, så var det de fraværende børn, der ikke brød sig om hende og ikke kom tit nok og så til hende, så var det far, og sidst men ikke mindst mor, som der i eet og alt var noget i vejen med. - ”Jeg har sagt så tit – Gud nåde den mand, der skal have sin kone fra købstaden”, var et af hendes udbrud. - Men bedstefar sagde altid, når han besøgte farbror Otto i Erikstrup, ”Lene er god ved os”, og det er jeg vis på passer. Da jeg var 1 år gammel døde farmor af et maveonde, hun lå før sin død hele tiden og kaldte på mor. ”Mor Lene, du må ikke være vred på mig”. Og mor sagde gang på gang, at alt var tilgivet og glemt, og da hendes øjne ikke mere kunne se og kende dem, som var om hende, sagde hun: ”Er du her mor Lene? Kan du tilgive mig?” Hun blev 75 år.

Den 16. april 1922

Alligevel kom mor hurtigt til at savne farmor, mærkede snart, at far efter sin mors død gav sit vanskelige, knudrede sind friere tøjler, han kunne gå og skumle i mange dage og var også undertiden ond mod bedstefar, som trods alt savnede sin hustru, han var jo nu højt op i årene, men gik ud og ind i hjemmet og var ellers god og glad. Hans kristentro voksede sig stærk, mens årene gik. Han var så glad og brugte ofte denne udtalelse: ”Der er ikke den kummer, der skal bøje min nakke”. I sine yngre dage sagde han tit: ”Jeg er glad i mark og eng og glad med min kone i seng”. ”Kommer tid, kommer råd”, var ord, som ofte faldt ham i munden. Arbejde ret meget kunne han ikke mere, men arbejde ville han, så kartede han, men garnet han spandt duede ikke, jeg husker ham dunkelt med flagrende hvidt hår, og det undrer mig, thi han døde, da jeg var 2½ år, men jeg husker tydeligt, at min bror og jeg gik og drillede ham, blev ved med at lukke døren op til hans stue, og hver gang vi lukkede døren op rakte bedstefar sin stok ud og slog efter os i døråbningen.

Kort før jul 1870 blev bedstefar syg, kunne ikke rigtig spise og lå mest i sengen. Mor sagde, at de ville hente doktoren til ham, det samme sagde far, men bedstefar sagde de dejlige ord (som altid har gjort et dybt indtryk på mig) ”Nej, det skal I ikke børn, jeg er jo ikke sådan syg. Det er kun bygningen, der falder sammen, I skal blot bede Gud, at jeg må gå hjem, så jeg kan få en glædelig jul og I med”. Kræfterne ebbede hurtigt ud. Hans børn og svigerbørn var hos ham. Noget af det sidst han sagde var: ”Hold jer nær til Gud, børn”. Jeg synes, det er stort sagt af et døende menneske, og jeg har altid betragtet det som mit arvegods. Lad det fremdeles være slægtsarv kære elskede børn og slægt, thi det er halsløs gerning at leve uden Gud.

Juleaften kom døden stille og blidt til bedstefar.

Han var våbenbroder, havde været med i krigen 1813 og hans begravelse formede sig som en stor højtidelighed, æret og afholdt som han var af alle, der kendte ham. Våbenbrødrene mødte med faner og musik, en slig begravelse var ikke set i mands minde.

Tre måneder efter blev min søster Sine (Nielsine) født. Hun blev holdt over dåben af farbror Hans´s kone og kom til at hedde Nielsine Kristine Nielsen, vel sagtens opkaldt efter farmor og farfar.

For mor blev det sværere nu begge bedsteforældrene ikke var mere. Egentlig fortræd gjorde far hende aldrig så længe de levede. Det har vel heller ikke været så let for far at se, at mor ikke evnede at holde sit hus så dygtigt som i bedstemors tid, og uoverensstemmelserne blev stadig hyppigere. Fars virkelyst tog af. Og det blev ikke bedre efterhånden. I foråret 1872 byggede de en ny staldlænge, og særlig hestestalden var så flot efter den tid med fine drejede stolper og plads til 6 heste. Året efter, 1873, blev det gamle stuehus revet ned og et nyt blev bygget i stedet for med store moderne vinduer, 5 store værelser og 2 gæsteværelser, entre, køkken, spisekammer, pigekammer og 2 kældre. Sovekammeret blev gjort så hurtigt færdigt som muligt, og blev taget i brug den 30. Juli 1873. Min broder Peter holdt da sit indtog i denne verden. Tante Margrethe bar ham til dåben, og han fik navnet Niels Peter Nielsen efter bedstefar og tante Margrethes far, min mors stedfar. Men dette byggeri og de mange ture til Nakskov efter tømmer var ikke noget godt for fars vege og vanskelige karakter. Sit mismod og tunge sind søgte han på disse ture at drukne i spiritus. Han gik og så sig gal på håndværkerne – jo, jeg husker ham sommetider forfærdelig vred i slagsmål med dem, og fra den tid husker jeg mor efter et sådant slagsmål, hun med Sine på armen og mig hængende fast i hendes skørter, tagende far ved hånden til hun standsede i haven i et af lysthusene, hvor hun talte mildt og godt til far: ”Tænk dog på dine små børn”, sagde hun, mindede ham om hvor god hans bror Povl havde været, og at han skulle se at ligne ham. Det var første gang jeg forstod, at det ikke var som det skulle være. Samme sommer var tante Margrethe hos os, og det gav anledning til mange skarpe sammenstød mellem far og mor og mellem tante Margrethe og far, snart var det hendes herrebekendtskaber, snart hendes for moderne klædedragt, og over at der ikke var arbejde nok i hende. Engang gik det rent galt, vi gik og klædte os om og skulle på besøg i Erikstrup, så kom det for en dag, at tante Margrethe havde galocher. - En slig luksus var aldrig set, og far raste og skældte tante ud for det værste, og vi var meget forgrædte alle sammen, da vi steg til vogns og skulle af sted. Far var standhaftig, han råbte og skældte, mens vi kørte derned, og hans vrede steg yderligere, da vi ude ved Christianssæde Skov skulle passere et stykke vej, som var næsten bundløst morads. Både mor, tante og vi børn skreg af fuld hals, og far bandede og skældte. Da vi nåede Erikstrup, lod far som om intet var passeret, det samme gjorde mor og tante, og vi børn glemte alt ondt, når vi så mors moster Trines milde ansigt (farbror Ottos kone).

Men når far fik spiritus, var det meget værre, hans rasen og ondskab kendte ingen grænser. Han mishandlede og slog både mor og os børn – dog endnu gik det kun på en gang imellem, og efter hver sådan en bersærkergang var han meget ulykkelig, gik og bad mor om forladelse – lovede, at det aldrig skulle ske mere, og mærkværdigt - jeg tror virkelig, at mor troede ham i mange år. Vi andre troede ham også. Vi havde jo ikke bedre forstand og fortalte pigerne, at nu havde far lovet mor, at han aldrig ville drikke, slå mor eller nogen af os mere; når pigerne så sagde, at det skulle jeg da aldrig tro, at han lod være med, var jeg rigtignok meget vred på dem; thi jeg vidste da nok, at når min far havde lovet det, så passede det.

Når så far skulle til Nakskov, tiggede og bad mor ham om dog at komme hjem som en ædru og pæn mand, hun lovede ham god mad, når han kom hjem, og gik og lavede til så godt hun kunne. Det hændte, at han kom ædru hjem, men de fleste tider kom han døddrukken. Mors stønnen og sukke mens hun i angst gik og ventede ham, glemmer jeg aldrig.

En sådan købstadstur kostede ofte 100 kr. Pengene blev givet bort eller taget fra ham vel, og efterhånden var velstanden fra bedsteforældrenes tid så småt på retur.

Den 28. september 1875 blev min søster Laurine født. Mor havde denne sommer ingen pige haft, hun var så forgræmmet og besværet af tilværelsen og havde med gru imødeset den tid, da hun igen skulle være mor. Men det blev godt overstået. En af faster Marens døtre kom og hjalp hende til rette, og hendes gode trofaste naboerske Line Due hjalp hende også. Så gik tiden. Imellem fars rase- og drikketure kunne vi have det så godt. Sommetider sad vi børn og mor og far hyggeligt sammen i stuen, og far og mor sang for os: ”Du er rig, du er dejlig oh syd” - ”Vi har sagt det så tit” og mange andre sange. De sang så smukt sammen, fars stemme var nok den smukkeste, der ligesom gemte sig gråd bag hans sang.

Undertiden spillede far på violin, og vi børn, og sommetider mor med, dansede til musikken. Jeg ser i tankerne de to kære ansigter. Fars øjne lysende af kærlighed, som han trods al brøst nærede til os, og mors smil mens hun sang med til fars musik. Først i februar 1876 blev min lille søster døbt, hun kom til at hedde Laurine Olivia Nielsen. Faster Maren bad om hun måtte hedde sådan, det skulle være efter hendes mand (Lars Olsen). Faster Marens ældste datter bar hende – jeg husker, hun fik så meget fint dåbstøj fra Sædinge, vi havde stort gilde, jeg kan se mor glad og smidig træde dansen med gamle lærer Ernst. Endnu kom far som gæst hos de forskellige familier i byen, og mor var også gæst til madam Ernst´s fødselsdag, men det varede ikke så længe, far gav sig mere og mere drikke-djævelen i vold. Når han så raste i ondskab og fuldskab, blev mor og vi alle jaget ud af huset, tjenestepigerne fik prygl, karlene sloges han med, alle flyede og var bange for ham, og de ulykkelige forhold i vort hjem blev en offentlig kendsgerning. - Midt i al elendigheden den 5. marts 1878, blev min yngste bror tillige med en lille tvillingsøster født. Mor var så fortvivlet og forgræmmet. Far sad i stuen ve siden af soveværelset. Da det første barn var født, kaldte han på mig og befalede mig at gå til naboens og låne 3 pægle brændevin, jeg var kun 10 år, men så straks rækkevidden af, hvad dermed ville følge, nægte det turde jeg ikke, så jeg løb, kom hurtigt tilbage og hørte mors smertensskrig. Grethe, en trofast gammel pige (nu gift), som i de første år havde tjent hos mor, kom ud fra soveværelset. Jeg hørte far spørge: ”Hvorfor bli ´r hun ved at skrige?”, og hørte Grethe svarer: ”Hun skal vist have et til ”. Og 2 timer efter jordemoderen var kørt, begyndte far at tømme brændevinsflasken, og mens rusen steg, gik han og rumsterede i soveværelset, tog sin seng ned, og flyttede den op på loftet, sin fuldskab glemte han rent at give luft for. Mor blev så rystet af, at han var begyndt at drikke, eller hvad det nu var – at hun i 3 døgn var fra sans og samling. Pigerne måtte samle fars tøj og strømper m.m. Mor mente, at politiet kom og hentede ham, hun snakkede uafbrudt – sagde, at hun vidste nok, hun skulle dø med 2 små børn, men vi skulle ikke være kede af det, vi måtte gå med vore nyeste kjoler, når hun og hendes 2 små børn var døde. Og vi gjorde virkelig brug af tilladelsen Sine og jeg stillede i vore bedste kjoler den næste dag; men den 4. dag faldt mor i søvn og sov næsten i et døgn. Da hun vågnede, var hendes 2 søstre der med så meget godt til hende – både tøj og lækker mad. Mor har aldrig kunnet huske noget fra disse 3 dage. Den sidstfødte lille søster døde 10 uger gammel. Den 16. juni 1878 blev min bror døbt. Mor holdt ham over dåben, og han fik navnet Poul Henrik Nielsen efter fars afdøde bror.

Det gik med rivende hurtighed ned ad bakke. Fars Nakskovture varede nu sommetider både to og tre dage og kostede stadig flere penge.

1879 blev min ældste bror konfirmeret, han var ikke nogen støtte hjemme, al den forkælelse han havde været genstand for under opvæksten i forbindelse med en svag karakter – havde forkludret ham. Mor elskede ham – højt begavet og smuk som han var.

Nu har jeg kun sorg og skam at melde. Far drak og mishandlede mor på det skammeligste. 2 flasker brændevin om dagen tømte han let. Arbejdet ude og inde blev i høj grad forsømt og alt forfaldt. Far var en hyppig gæst på Hvilested Kro. Kroværten hed Jepsen, og var ikke så lidt forfalden, jeg husker fars hjemkomst fra disse ture, de fleste tider lå han døddrukken omme bag i vognen, sommetider blodig og forslået efter slagsmål. Den brune hoppe, som mor havde fået i medgift hjemmefra, var altid for vognen, den kendte turen og vidste vejen og standsede først ude i gården foran entredøren, standsede og ventede, til der kom nogen og spændte fra. Mor, karlene og pigerne bar så far ind og lagde ham med tøjet på i sengen, og når rusen var så høj, var vi rigtignok glade, så vidste vi at vi kunne sove roligt resten af natten.

Rasmus tog undertiden med på turene til Nakskov, men når de så ikke kom hjem før næste dag, led mor forfærdeligt af angst for ham også, han var så underlig ligeglad med, hvordan det gik. Det hændte desværre meget ofte, at far var aldeles ustyrlig, når han kom, og så gjaldt det om for mor og os større børn om at flygte, elleres kunne vi risikere det værste. Mor truede han på livet, og vi var en vidne til, at han fik fat i hende og trak hende ved håret på den frosne stenbro. Inde i huset slog han alt i stykker – både møbler og andet husgeråd. Efter sådan en tur fandtes næsten ikke en hel stol i vor daglige stue, kopper, tallerkner, fade og krukker var sønderslåede i massevis.

Rasmus kom ud at tjene hos en gårdejer i Højreby den 1. maj 1880.

Høsten 1880 står altid i min hukommelse. Far var næsten aldrig ædru. En dag havde mor kogt en dejlig grydefuld suppe – hun kunne lave sådan dejlig mad. Far løb om på hosesokker og rusen var i stigning. Vi var alle forfærdeligt trykket af forholdene. En snes minutter gør middag kom far ind fra haven, gik hen til komfuret, tog gryden og en ske, gik ud i haven med den. Mor tiggede og bad for den gode mad, sagde, at han kunne godt spise, nu skulle kun give ham, men han gik ned i det bagerste lysthus, lagde sig på knæ og spiste af gryden. Mor stod og så til og famlede og klagede sig. Vi andre græd. Da han havde spist sig mæt, hældte han hele resten ud, og da så vi høstfolkene komme på markvejen hjem til middag. Mor gik højtgrædende ind og fik i løbet af en times tid lavet mælkevælling og æggekage. Om natten blev det om muligt værre. Mor havde bedt vor ene høstmand blive hos os om natten, derover blev far så opbragt, at han gennempryglede ham, og manden rendte hjem til Ryde Skov om natten. Mor og vi alle var ude af os selv af angst. Vi vidste ikke det sted, hvor vi skulle vende os hen. I vor fortvivlelse løb vi ind hos naboen, Rasmus Due, de lå jo og sov, og vi lukkede udefra gården døren til lofttrappen op og løb op på loftet; men som et vildt dyr var far efter os, fik fat i mor, som skreg og bad for sig, vi løb hjem og gemte os i haven efter først af have lyttet til de små i stor angst for den medfart, som blev mor til del. Naboen var vågnet ved spektaklet. Rasmus Due kom til og var straks klar over situationen. Far slap sit tag i mor, Line Due, mors gode og trofaste veninde kom også til og sagde; ”Vær så god Lene, kom ind til os”. Rasmus Due var meget vred, sagde at far øjeblikkelig måtte forføje sig væk fra hans ejendom, ellers skulle han love far, at han var sat fast inden aften, og det var virkelig som rusen svandt bort. Far luskede slukøret hjem og gik uden videre i seng. Vi tre ældste blev siddende mellem buskene til vi så mor kom listende, hun rystede som et espeløv. Vi stod alle og græd og rådsloges om far nu sov, blev så enige om at gå ind i seng, efter at vi fra sovekammervinduet havde hørt hans snorken. Et par dage efter fik Rasmus Due sat jernstænger for alle døre.

Efter den bedrift sov far et par dage, men på grund af høsten havde vi ulykkeligvis både brændevin og rom i huset, og drikkeriet fortsatte. Mor gik med i marken og tog del i høsten. Pigen blev så hjemme og så til maden for når mor var hjemme, veg far ikke ud af huset, og hun var da ikke sikker på liv og lemmer. En dag lige efter middag var vi i marken for at køre korn ind. Karlen læssede kornet på vognen, mor rev efter. Far rendte omkring vognen og mor, som altid når han var fuld på hosesokker. Ude på vejen kom vor nabo Lars Bagge gående med to rebliner i hånden, han skulle ned og hente heste. Far råbte noget til ham, og Lars Bagge svarede: ”Ja, du skulle skamme dig, at du ikke ta´r fat og bestiller noget, så din kone kunne være fri og gå i ro og passe sit hus”. Men det sidste var næppe sagt, før far sprang over gærdet og for ind på Lars Bagge. Og vi så, at Lars Bagge med fuld kraft slog far over ansigtet med reblinerne med jernmulebid. I næste nu slog far Lars Bagge til jorden. Han havde i faldet slået hovedet mod en spids sten, gik efter slagsmålet blødende hjem og tog til Nakskov og meldte far til politiet. Den næste dag kom politibetjent Petersen fra Nakskov og hentede far. Høstfolkene, naboer og mor blev tilsagt til at møde i retten. Mor var som forstenet, ordnede fars strømper og tøj, hvis opholdet i arresten skulle blive langvarigt. Vi børn syntes, det var så godt, nu havde vi det så fredeligt. Når vi så gik og var glade, kunne mor udbryde; ”Åh! Herre Gud i Himlens rige, hvad skal det dog blive til ”. Sommetider sagde hun: ”Ja, nu kan jeg rigtignok forstå, at man kan vænne en fruerhund til at spise skovæbler”.

Naboerne var til det yderste opbragte over fars adfærd, og i forhørene i Nakskov forlangte de ham straffet eller sat fast. Mors brødre Frederik og Niels og svoger Lars Ruus fra Hunseby kom og talte med mor. De forestillede hende, at far i hvert fald måtte gøres umyndig, og mor indså jo også så godt, at noget måtte der gøres. Dette skete så. Mor, og alle som mente hende det godt, ønskede mors broder Ole beskikket som værge, men farbror Hans meldte sig bred og selvtilfreds og påstod, at han var nærmest til det. Så blev han værge, men det var et stort misgreb. Han gjorde det kun for at mele sin egen kage – var slet ikke dygtig og langt fra egnet til at styre den stakkels synkefærdige skude. - Morbror Ole var sådan en rolig og besindig mand, han havde et parcelliststed i Ullerslev på 12 tdr. land, han og hans familie kom ofte i vort hjem og mente os det alle så godt.

Efter en halv snes dages ophold i arresten kom far hjem. Hvor jeg husker tydeligt den aften med al sin knugende uhygge og ulykkesspående luft. Der skulle nu træffes en afgørelse med far. Naboerne holdt fast ved, at han skulle sættes fast, eventuelt sendes til Sakskøbing Arbejdsanstalt. Han tiggede og bad mor om at gå i forbøn for sig, at det ikke måtte ske. Og mor ynkedes over ham, og glemte al den uret han havde tilføjet hende, og bad for ham hos øvrigheden. Men der var valget mellem at komme til Sakskøbing på Arbejdsanstalten eller Sindssygeafdelingen. For at komme sidstnævnte sted skulle en lægeerklæring, og den var let nok at skaffe, den lød på, at han led af delirium. Det kostede mange penge (600 kr. årligt) at holde bestyrer, foruden et lille personligt udstyr.

Mor syntes, det var så forfærdeligt at have far på Anstalten, han skulle arbejde hårdt og under åg fra morgen til aften. Så gik tiden, høsten var forbi, far var så god, og vi havde fred. Vi børn var næppe klar over sammenhængen, kunne ikke forstå, at far i lang tid ikke nød spiritus. Han har vel gået og ikke vidst dag eller time, da han skulle af sted. Så kom 15. september 1880. Det havde regnet, men det var så stille og mildt. Far sad på trappen og bandt riskoste. Vi børn sad omkring ham og gav ham risene efterhånden. Klokken var cirka 11 om formiddagen, så hørte vi en vogn nærme sig. Et øjeblik efter kørte politibetjent Petersen fra Nakskov ind i gården og blev holdende og sagde, at han havde ordre fra herredsfogeden, at far skulle følge med med det samme. Far rejste sig hvid i ansigtet og vaklede ind i stuen hos mor. - Mor blev meget ulykkelig, og vi børn syntes, det var synd for far, han havde jo i lang tid været så god. Mor gik og hjalp så godt og talte mildt og kærligt til ham, lovede at skrive til ham og fortælle om alt hjemmefra. Far blev færdig, sagde farvel til mor, bad hende atter og atter passe godt på børnene og se efter, at de ikke kom til vandet eller maskinerne. Gav til sidst hver af os hånden og gik, stod op på vognen og kørte.

Inden aften var far så på Sakskøbing Sindsygeanstalt.

Kort efter blev der antaget en bestyrer, Jens Kranker fra Lundjorden. Det var en mand farbror Hans, i sin egenskab af værge, havde skaffet os. - Han var så skikkelig – det var vist også alt. Vintersæden blev sået og kreaturerne passet. Hen i efteråret kom der tilbud fra bymændene, at de ville komme en dag med heste og 7 plove og vinterpløje jorden, hvis mor ville have det. Hun tog med tak imod tilbudet og udbad sig i den anledning lidt penge af farbror Hans. Hun ville købe kød til suppe, og i øvrigt hvad hun trængte til i huset. Farbror Hans sendte mor 2 kroner 48 øre og sagde, at flere småpenge fandtes ikke i beholdningen og føjede til : ”Og jeg har jo uindskrænket magt”. Mor blev så opbragt over den besked. Hvad skulle hun dog gøre. Hun lod bestyreren køre til Ryde med en tønde korn og fik hvad hun trængte til. Al jorden blev så vinterpløjet på én dag. Folk var så villige og flinke imod os, og havde mor bare haft en lidt fast hånd, havde hjemmet endda været reddet, men måske manglede hun de egenskaber som fordredes til at tage ledelsen af bedriften i sin hånd, og alt hvad hun havde lidt og gennemgået i årenes løb havde lagt sig tungt over min stakkels mor. Hun var sløvet, og vilje og mod ejede hun på det tidspunkt næsten intet af.

Julen 1880 husker jeg tydeligt. Jeg kan knapt sige, at vi savnede far. Mor var stille og knuget. De første juledage havde vi besøg af mors halvsøster Margrethe, hendes mand og lille pige. Mor og tante talte frem og tilbage om, at jeg skulle hos dem i Maribo efter jul. Jeg var meget opstemt ved tanken om at komme derud, man tænker jo i den alder ikke så dybt – og jeg havde godt med livsmod og lyst til nyt. Efter nytår kom der så brev fra tante, om hun måtte få mig til at hjælpe sig. Men lysten havde nær forgået mig, da det først var alvor – aldrig havde jeg følt, hvor meget jeg elskede mor og mine søskende, før jeg nu skulle forlade dem, jeg græd som mit hjerte skulle briste, også da jeg var i skolen for at sige farvel, og det var med tungt hjerte, jeg sagde mit hjem farvel. Mor trøstede mig og lovede, at jeg nok skulle komme hjem 4. februar og være med til skoleballet som sædvanligt. Jeg gik så ene og fremmed i tantes hus, i Maribo – det var ikke nær det, jeg en gang havde tænkt mig. Men tiden gik. Så kom der brev fra mor om jeg måtte få fri og komme hjem til skolebal. Og hjem kom jeg, men hvor var det vemodigt. Jeg holdt jo af mor og dem alle altid – ja næsten mer´ endda, men det gik jo op for mig for første gang, hvor uhyggeligt og uordentligt og forfaldent alt var. Mor var så god imod mig, havde syet balkjoler til Sine og mig, men heller ikke skoleballet var som før – jeg hørte jo ikke mere til blandt kammeraterne, og følte mig ligesom sat uden for det hele. Hen på aftenen var mine søskende og jeg efter sædvane hjemme hos mor, hun ville altid høre, om vi morede os godt inden hun gik i seng, hun sad ved det lille bord foran kakkelovnen og smilte til os, mens kærligheden lyste ud af hendes øjne. Der var så koldt og uhyggeligt i stuen, men min kærlighed til hende kunne jeg næsten ikke rumme. En dags tid efter, da jeg igen skulle til Maribo, sagde mor, at de ventede en mand, som ville købe gården.

Jeg tænkte ikke videre over det, men en dag kom der brev, at gården – mit barndomshjem var solgt. Der havde været ført underhandling med far. Både han og mor mente, det var bedst at sælge. Far skrev det ene brev efter det andet til mor, om at hun skulle gøre skridt til, at han kom hjem, og det gjorde hun. Først i april 1881 kom far fri. Mor og mine søskende havde fra 1. april taget ophold hos tante Margrethe, og min længsel efter mor var blevet stillet. Mor var jo hele hjemmet. Far tog så til en meget dygtig træskomager i Ryde for at lære at lave træsko, det må ikke have været helt let for ham heller at undvære sit hjem og vide det i fremmedes besiddelse. Han blev i Ryde i 3 måneder, kom om søndagene ud hos os i Maribo – drak i den tid ingen spiritus og var glad for at være hos os og se os. Vi sad og krøb sammen i tantes gavlværelse – måtte ofte mærke, at vi ikke var velsete (hvad måske også kan forklares). Det eneste som bandt, var vist mors velfyldte sulekar, som hun havde bragt med fra Nybølle, det støttede tante og onkel godt, for han var murermester og gik arbejdsløs hele den vinter. Ud i foråret tog onkel til København og fik arbejde som murersvend, og kort efter brød de op og rejste til København. Vi boede så i deres lejlighed til lidt ind i juni måned. Den 10. juni 1881 var far, mor, Sine og jeg i Erikstrup for at overvære Lenes og Niels´s bryllup. Vi fik i den anledning nyt tøj alle sammen. Nogle dage efter gik jeg til Erikstrup for at blive der til hjælp i huset. Som barn var jeg ofte kommet til Erikstrup ved højtiderne og befandt mig altid så vel der – og jeg var slet ikke ked af den ordning. Kort efter omkring den 1. juli, købte mine forældre et sted i Døllefjelde med 8 tdr. land. Det lå – og ligger vel endnu meget idyllisk, men meget ensomt. Jorden var så frugtbar, skråede så kønt fra begge ender imod midten, hvor der var en lille strimmel eng med en kilde under nogle gamle piletræer, men huset lå ca. 1 kilometer fra nærmeste nabo – mellem 3 skove – Fjelde Skov, Rykkerup Skov og Døllefjelde Præsteskov. Jeg tænkte ofte med gru på mor, som var værgeløs og ene med far, når hans drikke- og raseture kom over ham. Børnene var jo så små endnu. Søster Sine var meget oppe i byen hos en gårdmandsfamilie, hjemme var så Peter 8 år, Laurine 6 år og Poul 4 år. Rasmus var kommet til morbror Frederik i Taars, hvad mor var så glad ved, hun vidste, der var gode forhold, og mors familie kunne altid så godt lide Rasmus. Desværre blev han der kun ½ år. Han var ustadig og havde vist allerede arvet fars hang til spiritus. Mor led meget under det og var i lang tid syg og forgræmmet, hvad enhver kunne se. - Men naturen der i Døllefjelde udmarker elskede mor, hun kunne så stilfærdigt, næsten tilbedende fryde sig over naturen. Oh! Så var det godt at sidde hende nær. Korn, græs og en ager, som de dyrkede med havesager groede, som det var betalt for det. I haven vrimlede det om foråret med lyslilla dobbelte primula. Far lavede i begyndelsen en hel del træsko, nogle kom folk og købte, og nogle måneder afhændede far til en køber oppe i byen, men det varede ikke længe inden lysten til det fortog sig, ligesom lysten til alt arbejde tog mere og mere af. De kunne jo have haft det så godt, hus og jord var udbetalt ved købet, og de havde dertil 8.000 kr. i sparekassen. Men far havde jo ikke glemt sine Nakskovture, nu gik turen til Nykøbing, Sakskøbing og somme tider til Nysted. I Nykøbing blev han altid 2-3 dage ad gangen, altid med sparekassebogen i lommen. Så gik mor og græmmede sig og så med tungt sind fremtiden i møde. Jeg kom hjem til dem med 4-6 ugers mellemrum, og jeg mindes disse hjemkomster endnu med vemodblandet glæde. Mor var altid så kærlig og god og far ligeså, når jeg ikke var uheldig at komme i en drikkeperiode. På vejen hjem (der var 3-4 mil) gik jeg og bad Vorherre om, at far måtte være god og glad, når jeg kom, sommetider var mors ansigt så forgræmmet og smertensfortrukkent, og så gik jeg og gruede for næste gang – for, hvordan hun så så ud. Søster Sine var mest oppe i byen, men når jeg kom hjem, tog hun fri og kom hjem. Den første dag efter at jeg kom hjem, brugte jeg altid til at gøre rent i. Lille søster Laurine hjalp til, og om aftenen var der rent i hele huset. Dagen efter legede vi eller løb til skovs. I Rykkerup Skov plukkede vi en sommerdag så mange hindbær, som vi kunne bære hjem. Sommetider soppede vi og boltrede os i åen, som vi passerede, når vi skulle til Rykkerup Skov. En gang begyndte vi på det midt i april, vi gik i vand til midt på brystet, og mærkværdigt – ingen af os fik men deraf. Tredje dag skulle jeg af sted til Erikstrup. Mor bagte så næsten altid pandekager, som vi nød med sirup til, inden jeg tog af sted. Far kørte mig oftest til Engestofte, så var jeg halvvejen. De havde en fin ny vogn og en ung, dejlig gul hoppe – en eller flere af mine søskende var gerne med, noget som hørte med til nydelserne ved min hjemfærd. Et år efter de havde bosat sig i Døllefjelde fik mor fat i sparekassebogen og så til sin bestyrtelse, at der var udtaget næsten 3.000 kr., bogen lød nu på godt 5.000 kr.

Fra den dag havde mor ingen ro, hun snakkede stadig med far om, at de skulle sælge og købe en ejendom med større jordtilliggende og sætte resten af deres penge i det, og efter 3 års forløb byttede de ejendom med en familie i Krønge, som det var gået tilbage for, de fik ejendommen i Døllefjelde og mine forældre flyttede til Krønge – en gård på 24 tdr. land, meget frugtbar, men mager jord og meget dårlige bygninger. De flyttede dertil midt om sommeren. Laurine og Poul havde mæslinger og lå i dynerne, mens de kørte til Krønge. Jeg husker, at jeg blev meget ked af det, da jeg fik at vide, at de var flyttet. Vi havde intet vidst i Erikstrup, før vi en dag læste om det i avisen, og da var de allerede flyttet. Kort efter fik jeg lov at gå til Krønge og besøge dem, der var kun halvt så langt som til Døllefjelde. Jeg spurgte om vej nogle gange, og da jeg kom til Krønge, spurgte jeg efter, hvor den nye mand boede, og fandt det liggende midt i byen tæt ved kirken. De blev alle meget glade over min ankomst. Mor var lidt trykket. Far derimod var meget oplivet – viste mig alt ude og inde – fortalte om den gode jord. Vi fulgtes alle ad en omgang i markerne. I en mergelgrav som kaldtes Galleparken plukkede vi hjertegræs og forglemmigejer. I en anden mark, som stødte op til kirkegården, beså vi en kilde – som i ældre tider har været en helligkilde – der var virkelig meget idyllisk og kønt i de marker, men hvor var lejligheden dårlig og uhyggelig, kun to stuer med bræddegulv, i en stue som vendte ud mod gården, var der lergulv i og små bitte vinduer. I køkkenet havde der været lergulv, men det var næsten som en lergrav med en stor åben skorsten. Haven lå foran stuehuset ud til vejen. Jorden var så frugtbar, og alt hvad de såede og plantede groede så godt. Foruden var der en stor gammel frugthave, hegnet på den ene side af en lang stikkelsbærhæk, der var ca. en snes gamle frugttræer, æbler og blommer – udmærkede sorter. Jeg husker, at de et år kulede 8 tdr. pigeoner ned, som de ikke kunne overkomme at spise eller få solgt. Til ejendommen hørte en tørvemose på 2 tdr. land, der kørte vi ofte ned efter malketid om aftenen, når jeg var hjemme. Mor var altid forud hen til en lille å, som adskiller mosen fra Elnæs-skoven, der skulle hun altid stage efter åkander, som der var en mængde af. - Vi andre fulgte far, han viste os planter, der var bukkeblade, som brugtes til te på apoteket og porse, som i gamle dage blev brugt til porseøl. Søster Sine var altid bagefter, hun stod i en busk og skreg og græd af angst for hugorme. På sådanne ture er det ikke let at sige, hvem der var mest hyggelig, far eller mor, begge elskede naturen, og var hver især meget interesserede. Efter en af disse moseture husker jeg, at vi drak kakao og spiste sigtebrød til, det var første gang, jeg hørte om kakao, og vi syntes alle, at det var en liflig drik. Med far og hjemmets forfatning gik det stadig tilbage. Jordens pasning var slet bevendt og kreaturerne blev forsømt, særligt om vinteren led de kulde og sult.

Hjemmets beboere gik det næsten ikke bedre, nu havde de jo ingen penge at stå imod med. Mad havde de næsten aldrig i huset, og brænde ligeledes næsten intet, en umulig kakkelovn havde de, når der var ild i den, røg den så man dårligt kunne være i stuen. Mor var sløv og forgræmmet, hun solgte lidt mælk til de omboende småfolk, og de penge, hun på den måde fik ind, foruden betaling for kludesko, hun syede, var bogstaveligt det eneste de levede af. Hver måned fik de mælkepenge – fra 16-30 kr., men de blev låst inde i chatollet og skulle kun være til at drikke op, og de sad nedsunken i armod og nød. Kaffe og rugbrød med fedt på, var deres meste føde. Da jeg var 15½ år gammel, kom jeg fra Erikstrup og hjem til Krønge for at hjælpe til. Rasmus var også hjemme, men styret manglede – både ude og inde, der var intet for os at stille op, unge og uerfarne som vi var. Rasmus var ikke så sjældent med forskellige på krybskytteri. Jeg var meget henne i Krønge skole, hos datteren der (for resten ikke dårligt selskab), men tiden blev ikke nyttet – jeg var med veninder snart i skoven, snart i Holeby. Mor var sløv og alt for eftergiven. Vi havde det så godt sammen, havde hun et par ører, eller lidt æg sogte vi dem og købte kager for, og fik os en ekstra kop kaffe. Sine var i Oreby Kro. Peter var nu en stor dreng på ca. 11 år, han legede og gik meget sammen med høkerens Andreas. Det bedste Laurine vidste var at komme ind og hjælpe høkerens Hansine, der var hun det meste af tiden og fik god mad. Det lettede jo hjemme. Lille bror Poul var altid sammen med møllerens Johannes, de sad altid bag et gærde eller i en grøft og snakkede, de var begge så stille, man hørte dem næsten aldrig, men altid sad de side om side. Underligt at tænke på – Johannes´s og Pouls veje skiltes. Johannes kom til søs og druknede en julenat ikke 20 år gammel. Broder Poul sejlede for vind og vove på landjorden og blev 45 år gammel. Han havde en augustaften sat sig til rette syg og træt ved Christianshoms Kanal i København, derfra faldt han i vandet, blev hurtigt bragt på det tørre og indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor det viste sig, at han havde en stærkt fremskreden lungebetændelse, han døde dagen efter.

Guds fred med hans sjæl i Jesu Christi navn.

Jeg var hjemme knapt et år, så kom jeg til Højbygaard Sukkerfabriks Marketenderi som husholdningselev. Jeg kom der til oktober og havde lejlighed til at se megen råhed, der spiste 10 herrer, 12 svende og 70 bisser, mest bærme – dels svenske, dels danske. En hel del madlavning var der at lære; men jeg var alt for ung, blev ellers godt behandlet og havde meget at bestille. I februar kom far og bad mig om at komme hjem. Mor var syg og elendig. En dags tid efter tog jeg hjem, og ikke 14 dage efter fødte mor to små tvillinger til verden, de døde med en dags mellemrum et par uger gamle. De blev hjemmedøbt og fik navnene Christian og Vilhelm. Mor var i en tilstand af træthed og sløvhed, så hun hverken følte glæde eller sorg. Far derimod, det stakkels vrag hylede, græd og jamrede. Aa, hvor jeg foragtede ham, han som aldrig ville have rørt en hånd for, at de kunne få det lidt godt, om de havde levet. Pastor Villemoes sagde til mor på begravelsesdagen: ”Vorherre er god ved Dem”, det virkede på mor, så hun fik luft i en lindrende gråd. Tiden gled, livet skulle jo leves. Det hele gik sin visse undergang i møde. Mor mente, jeg skulle søge mig en plads. Løn kunne der jo ikke blive tale om , hvis jeg blev hjemme, jeg søgte og fik plads på Skovby Mejeri på Falster for en løn af 60 kr. halvårlig og var der et år! Rasmus var også taget hjemmefra og havde fået plads på Holeby Mejeri. Peter var så flink til at hjælpe mor og de sled i det for at få roerne luget rettidigt for at få forskud til terminen. Peter fulgte far til Maribo på alle hans ture. Mor syntes nok, det var synd for Peter, men han var så kæk og stabil og tog villigt med for at redde hvad reddes kunne. Året efter kom jeg til Holeby Mejeri for at blive mejerske med en løn af 20 kr. halvårligt. Rasmus tog hjem for at hjælpe til og blev hjemme den sommer. Han og far enedes dårligt og til tider tog de livtag, når far handlede altfor ilde med mor. Rasmus var god og flink mod mor, og desuden lettede det hende meget med arbejdet, men ulykke og uhygge prægede hjemmet mer´og mer´. På Holeby Mejeri var jeg et år. Jeg var godt tilfreds. Arbejde var der mer´end rigeligt af, men vi blev behandlet godt, var en del unge sammen, og kammeratlivet bar oppe over alle besværligheder. Hjemme gik alt sin skæve gang. Mor gik sløv og forgræmmet omkring. Det var en stor trøst for hende at kirken lå så nær ved, der søgte hun tit hen om søndagen og hørte pastor Villemoes´s dejlige forkyndelse, og når forglemmigejerne i Galleparken var tjenlige til at plukkes, var mor altid på pletten. Gud som havde givet hende så mange rige evner, havde også givet hende evnen til at kunne fryde sig over naturen og ligesom være eet med den, det har sikkert hjulpet hende i nogen grad til at bære sit kors. Peter var nu 13 år, han løb meget ind til høkerens Andreas, og de to nød tilværelsen som gode venner. Laurine var 11 år. Hun var mor til megen opmuntring, glad og rapmundet som hun var. Hun fortalte om sine oplevelser i skolen og syskolen. Hun gik endnu meget ind til høkerens og hjalp datteren Hansine med rengøring og alt i huset, de var glade for hende og gode imod hende. Poul var nu 8 år og gik i skole, han var ikke så åben og meddelsom som Peter og Laurine, gik for det meste om mor og har nok ofte været med til at sprede hendes tunge tanker.

Rasmus tog hjem, da jeg tog til Holeby Mejeri, men holdt det ikke ud ret længe. Far var brutal og rå imod ham, såvel som imod mor, og da der hen på sommeren blev plads ledig som forkarl på Bremersvold søgte og fik han den. På en måde var det næsten roligere for mor, hun måtte altid høre ilde af far for alle Rasmus´s fejl, og det nagede og pinte hende så forfærdeligt, han var jo trods alle svagheder hendes førstefødte elskede dreng.

Sine var stadig i Oreby Kro. Mors broderdatter var gift med kaptajn Mengel, og der kom Sine som 13 årig, hjalp til i huset og tilså børnene. Hun blev konfirmeret der, men noget hjem blev det aldrig for hende, det var synd, for i de år blev hun mer´og mer´ fremmed for sit eget hjem. Da jeg havde været næsten et år på Holeby Mejeri, kom mejeriejer Hartmann en dag og sagde til mig, at der var plads på Gedsergaard som undermejerske, og hvis jeg ville have den, ville han sørge for, at jeg fik den. Jeg blev næsten ked af det – havde slet ikke tænkt på at flytte, men sagde tak. Den 1. maj 1887 rejste jeg så til Gedsergaard, det var en god forandring, alt var tidssvarende og godt indrettet og arbejdet meget lettere. Vi levede så godt og blev i alle måder behandlet udmærket. Min mand og jeg lærte hinanden at kende og blev enige om at slå følge for livet. Hjemme i Krønge sled mor og Peter i det med at luge roerne rettidigt. Peter gik til præsten den sommer. Mor talte i mange år efter om, hvor ulykkelig hun var for at få et par bukser til Peter, nu han skulle på til præst. Efter megen grublen fik hun regnet ud, at hun havde en bred plisse på sin hvergarnskjole, den kunne hun undvære, og af den kunne Peter få bukser, så var de hjulpne begge to. Peter var altid så frejdig og glad og var villig og flink, når der skulle bestilles noget. Han tog stadigt med far på auktioner og til Maribo, og det gik aldrig så galt som ellers, når han ikke var med.

Jeg var hjemme et par dage først i august. Alt var nogenlunde i ro. Aah! Så kunne der være så dejligt – der var kirkeklokkens ringen morgen og aften, den store frugthave, markerne, selve byen, dens liv og færden.

Mor var meget bekymret og forpint for udkommet og lidt tøj til Peter til konfirmationen; men i sidste øjeblik indvilligede far i, at mor og Peter kom med til Maribo og fik det nødvendigste til ham. Ved november kom Rasmus hjem og med ham mangehånde uro for mor, han drev krybskytteri, havde pigebekendtskaber, drak undertiden ikke så lidt, og det nagde og knugede mor til jorden. Alle hendes små lommepenge for mælk og æg kunne han bruge til pibespidser og tobak. Det var heller ikke nødvendigt, at han var hjemme om vinteren, nu da Peter var konfirmeret; men med mellemrum længtes Rasmus hjem, og far længtes også efter ham, og en skønne dag blev de enige om, at Rasmus slet ikke kunne undværes hjemme. I julen var jeg hjemme og var sammen med dem alle sammen. Sine var kommet hjem fra Christen Løjes, men befandt sig ikke godt i det kaos derhjemme, nu hun var vant til ordnede forhold, hun gik mest og hjalp møllerens kone ved siden af. Først i det nye år havde min mand fået tilbud fra forvalter Thomsen, Gedsergaard, at han kunne blive på Gedsergaard som hollænder. Vi kunne få frit hus med have på 2 skæpper land, alt brænde frit, 5 tdr. rug, 3 tdr. byg, 1 tdr. hvede og 1 tdr. ærter, 2 pund smør om ugen, 1 kande (2 liter) mælk om dagen og 450 kr. i årlig løn. - Dette tilbud tog min mand og jeg med tak imod. Det var nok tak værd. Vi holdt så bryllup i Krønge den 17. april 1888. Rasmus havde været så flink, havde klinet og kalket ude og inde og gjort, hvad han kunne, for at der kunne se nogenlunde ud.

Min gamle far var i sit bedste humør – en rigtig god dag. Så holdt jeg mit indtog på Gedsergaard som gift kone, huset var nymalet og istandsat. Der blev båret suppe over til os første dag. I spisekammeret havde familien Thomsen været med mange gode sager. På bordet lå en stor røget skinke, et fad mælk og et fad æg stod på gulvet samt en flaske saft. Hvor har vi meget at takke de gode og ædle mennesker for.

Om efteråret besøgte mor os på Gedsergaard, hvor var hun dog åndsfraværende og knuget. Fru Thomsen sendte 4 kyllinger over til os, da hun hørte mor var kommen, men jeg husker tydeligt, at mors trykkede sindsstemning meldte sig også hos mig. Det var ligesom hun livede lidt op, da hun skulle hjem igen. Der gik hun og sled fra morgen til aften, mens fars onde ord regnede ned over hende, når han ikke lå og sov. Tå grund af fars soven om dagen, kunne han ikke sove om natten – lå så og skældte ud og råbte over mor, hendes døde mor og hele slægt – han var bedraget ved skiftet – der var 30 rigsdaler, som moster Stine ville tilvende sig. Mor sagde det passede ikke, men han var umedgørlig, lavede skandale og råbte op om, at der måtte være rede penge. Så var det, at moster Stine kom med de rede penge – 30 daler. Hun havde jo fået fødegården i Hunseby efter sin mor og havde haft udgift og ulejlighed med begravelsen, og havde vel ikke tænkt, at den sidste skilling ville blive hende afkrævet. Ja, med alle de historier vi børn husker. Sig selv roste han altid, påberåbte sig, hvor føjelig og eftergiven han var, tillagde sig kort sagt alle dyder, egentlig skulle jeg have nedskrevet dette for længe siden, for sådan var nætterne og dagene gået i mange år. Intet under at mor var dødsens træt. Jeg håber, at hendes sløvhed har lige som berøvet hende evnen til at se sin ulykkes omfang så klart. Jeg selv kender fra mit eget liv lidt til at sløvhed og træthed kan virke dulmende i trange tider. - Året efter, sidst på vinteren tog min mand og jeg nogle dages frihed, var et par dage i Erikstrup og et par dage i Krønge. Vor lille Carl Holger var kort i forvejen død af lungebetændelse. Jeg længtes efter mor, og syntes jeg måtte hjem. Der var armod, røg og uhygge, og det varede ikke længe, før jeg længtes tilbage til vort lille hyggelige hjem ved Gedsergaard. Mor talte da om, at sognefogden havde været der og spurgt, om de ikke kunne tænke sig at bytte ejendom med ham, han havde en lille gård på 18 tdr. land på Binnitze Mark, Hillested sogn, som de kunne få, mod at han fik det i Krønge. Mor var stemt for det, kunne jeg høre, og jeg forstod hende ikke – at hun kunne tænke sig at flytte et nyt sted hen med far. Jeg sagde det til hende, hun så bebrejdende på mig og sagde grædende. ”Jeg er vist nødt til det, jeg gør, min pige”. Og jeg har siden indset, at hun havde ret. Det var i øjeblikket en planke, de kunne redde sig på. Henimod efteråret kom handelen i stand, og de flyttede til Binnitze Mark. Jorden var god – men mager og udrænet, bygningerne var ikke så lidt bedre end dem i Krønge, men beliggenheden var trist og forblæst. Om efteråret blev Laurine konfirmeret. Søster Sine tjente da hos Christen Løje i Hillestolpe. Jeg husker ikke, hvor Rasmus var. Peter hjalp til hjemme, Laurine og Poul også. Dagen før konfirmationsdagen kom jeg hjem. Far lå døddrukken i sengen, han havde været ude at sælge gæs og havde drukket de fleste af pengene op. Mor havde travlt, hun og Peter havde slagtet lam, en gås havde mor også slagtet samt bagt æblekage. Sådan en levemåde havde vi aldrig kendt i Krønge. En lille forandring til det bedre havde byttehandelen været. Om søndagen kørte så Peter for Laurine, Sine og mig til Maribo Kirke, hvor Laurine blev konfirmeret. Mor gik hjemme og lavede god mad til os, til vi kom tilbage, hun ville altid tage tørnen. Vi, hendes børn skulle have, hvad godt der kunne blive. Far lå stadig i sengen og sov rusen ud. Det var altid sådan en lettelse, så var der fred og ro. Vi fik suppe til middag og om aftenen den gode steg. Far var da vågnet af dvalen med en utrolig sult, han lå i sengen og spiste, var flov og slukøret. Mor og vi børn nød samværets glæde og havde det så godt. Et par dage efter rejste jeg hjem til Gedsergaard. Vi fik det efterår en lille pige, Magda Catrine. 7 dage efter fødslen blev hun syg af kolerine og døde 19 dage gammel. Året efter den l. maj kom Peter til Gedsergaard og skulle være lærling hos min mand, han var da 16 år. Jeg kan i tankerne se den glade og støtte gut i sit gulbrune tøj komme gående hen imod vort hus. Det var første gang, han var hjemmefra. Alt var så nyt for ham, han var så tilfreds og levede sig hurtigt ind i forholdene og blev vellidt af arbejdskammeraterne og foresatte. Ofte kom han et smut over hos os, og vi var glade ved hans komme - han var så køn og sund på legeme og sjæl. Rasmus tog hjem samtidig med, at Peter tog fra hjemmet. Søster Sine fik plads hos en gårdejer Rasmus Nielsen i Hillested, hvor hun blev i ca. 3 år og havde det godt. Hendes husbondfolk fik megen godhed for hende, men forskellige forviklinger i hjemmet gjorde, at det ikke altid var lige let for Sine. Laurine, som nu var mellem 14 og 15 år, kom til at tjene hos genboen gårdejer Chantelous 1/4 år efter, at Peter var taget hjemmefra. Et halvt års tid i forvejen var hun hos et par gamle svagelige folk i Krønge, Jens Urtemand. Mor har sikkert savnet hende meget, men så havde hun jo føden og lidt hjælp til klæderne. Poul var nu 12 – 13 år og hjalp til med arbejdet. Med far gik det som sædvanligt. Lediggang drikkeri og brutalitet var hans livs indhold, det var med knuget sind vore tanker søgte hjemmet og dets midtpunkt – mor. En trøst var det for os, at Rasmus var hjemme, så vidste vi da i altfald, at hun var fri for mishandling – det skal siges til broder Rasmus´s ros, at han var god og omgængelig mod mor, til gengæld gjorde hun ham alt det gode hun kunne, jævnede, hvad jævnes kunne i forholdet mellem ham og far, det var til tider yderst spændt.

Livet i vort lille hjem på Gedsergaard gik fredeligt og godt. Vi havde vort gode udkomme og boede så pænt og hyggeligt. En gang imellem fik vi besøg af forvalter Thomsen og familie. Sommetider blev vi inviteret hos dem. Vi kunne så godt lide dem. Børnene nærmest elskede jeg, og det var vist gensidigt. Peter befandt sig stadigvæk udmærket og sluttede venskab med sin lærekammerat Leo Villert fra Skottemarke. Om søndagen kom Peter hos os, og sommetider når han trængte til lidt smør til aftensmaden, tyede han til mig i skumringen – folkene på gården fik daglig hver sit smørstik, og det skulle slå til, hvad sommetider kunne knibe. - Den 7. august 1890 blev vor kære Otto født. Vi var så bange for at miste ham også, hans mave var i de første 3 måneder i uorden, og han trivedes ikke . Jeg var så bekymret for ham – uerfaren og umoden var jeg jo også. Da hans mave endelig var i orden, fik han bylder over hele kroppen, og først da det var overstået, begyndte han at trives. Ved november fik Peter løn, og han og jeg var i Nykøbing og og handle. Hvor var han glad, han fik nyt tøj, et par lange støvler foruden andre ting. Han fik 3 kr. til rest til lommepenge til sæbe og lidt tobak. (Det beløb skulle slå til det næste halve år)

Det år fik vi en gås hjemmefra. Vi havde Thomsens til gåsegilde. Den 26. oktober blev vor lille dreng døbt i Skelby kirke. Min veninde og kammerat fra Gedsergaard, forvalter Thomsen og frue, frøken Schwerdtfeger, Thomsens børn, bror Rasmus og Peter var med. Vi fik suppe, oksesteg, æblekage og kransekage. Jeg var meget nervøs og urolig. Det var mit første gæstebud, og gæsterne var jo kritiske, men gode og rare var de, og det hele forløb i alle måder vel. Den dag hørte jeg første gang tale om, at den unge kammerjunker Tesdorf som efter sin fars død havde overtaget Gedsergaard, muligvis ville afskedige alle sin fars gamle betroede folk; men jeg tænkte ikke videre derover, anså det nærmest for rent umuligt, at vort gode udkomme – takket være den gode fru Thomsen, som sendte os fersk kød, når der blev slagtet og meget andet. Lidt penge fik vi også tilovers til sparekassen. Alt så for os så lovende og godt ud. Hjemme på Binnitze Mark var alt i oprør. Far rasede værre end nogen sinde. Mor, Laurine og Poul blev jaget ud og nægtet adgang til hjemmet – en nat tilbragte de mellem kreaturerne fra Binnitze. Rasmus ville ikke blive hjemme. Mor fortvivlede og græmmede sig. Når far så havde udraset, indså han jo nok, at det var galt om Rasmus tog hjemmefra, og for at holde ham blev ejendommen tilskødet ham i februar 1891. Men det nyttede kun lidt, alt var i forfald, og der skulle mange penge til, for at bringe det på fode, det hele var hun galgenfrist. I januar 1891 var vi blevet opsagt fra vor gode plads på Gedsergaard. Hvor var vi bedrøvede. Jeg syntes, at når vi skulle forlade vort lille yndige hjem, var der ingen vej frem for os. Den unge Tesdort sagde ærligt, men brutalt, at sin fars gamle folk ville han ikke beholde, de var ham for kloge. Enden på historien blev, at vi den 1. maj 1891 sagde farvel til Gedsergaard og vort kære lille hjem. Vi havde i løbet af vinteren søgt plads forskellige steder uden resultat. Så blev far (min mand) tilbudt plads på Nykøbing F. Magarinefabrik som bødker. Desuden blev der fra den unge Tesdorf tilbudt os fri bolig nær fabrikken sommeren over. Huset var købt til bolig for godsforvalteren på Tesdorfs gods, han skulle først flytte ind til vinteren, når huset var istandsat. Vi havde jo næsten ingen anden udvej end at tage mod tilbudet. Da vi begge var vant til at bo på landet, var vi alt andet end glade ved det. Far (min mand) var ikke særlig glad for arbejdet. Og hvor følte jeg mig fremmed og ked af tilværelsen. Den der befandt sig godt var Otto – han voksede godt – og tegnede til en rigtig spilopmager; når jeg om formiddagen tog vuggen ud i køkkenet hos mig, stod han op og anstrengte sig til det yderste for at nå, hvad der stod på bordet, og fik han fat i noget, måtte det på gulvet.

Hjemme på Binnitze Mark stod det sørgeligt til. Min far blev meldt til øvrigheden for hans mishandling af mor. Han blev dømt til 120 dages fængsel på sædvanlig fangekost, som han først i april var begyndt at afsone – og Rasmus havde overtaget ejendommen i februar – men var ked af det hele. Mor så ingen udvej, hvor hun end vendte sig. Laurine og Poul hjalp hende med, hvad de kunne. Rasmus talte om at rejse til Amerika – eller rende fra det hele. Nogle gange var han i Nykøbing og talte med os om det og tilbød os at overtage det. Det var aldrig faldet os ind, men vi var jo kede af at bo i Nykøbing og af livet der. Så talte vi indbyrdes om det. Vi havde 400 kr. i sparekassen, som vi mente var godt til hjælp, til vi kom i gang – og ved tanken om mor, som måske kunne få det lidt bedre, samt også det, at hun og jeg skulle arbejde sammen og hjælpes ad, gjorde, at jeg til sidst var helt opsat på det. Jeg tror også, min mand var glad ved at få jord at dyrke. Vi gik ind på at overtage ejendommen, og den 3. juli 1891 brød vi op fra Nykøbing og drog til Binnitze Mark. Glade var vi ikke, da vi kom hjem. Mor var heller ikke glad, hvad man så godt forstår. Far sad i arresten i Maribo, og ville det føre til noget godt, at vi kom. Den eneste, som var tilfreds, var Rasmus, nu var han ude af det. Mor ventede os med middagsmad (gule ærter) var god og venlig og særligt oplivet ved Ottos komme. Oh, men det var ikke let for nogen af os. Mor, dette hårdtprøvede menneske skulle nu træde tilbage, og jeg umodne og udygtige menneske på 23 år skulle træde i hendes plads, desuden kendte de ikke ret meget til min mand og vidste ikke, hvad han førte i sit skjold. Stemningen var trykket på begge sider, det lod sig ikke skjule. Kornet stod ikke godt på marken, brønden var styrtet sammen, og døde rotter flød på vandets overflade. Fjervognen var hos smeden og havde fået en større reparation og blev kun udleveret mod kontant betaling. Større og mindre regningskrav indløb stadigt på forskelligt, som vi ikke var gjort bekendt med. Skødet på ejendommen kunne vi ikke få udstedt før Rasmus´s skøde var betalt. Rasmus selv fik 125 eller 150 kr. udbetalt, så vore sammensparede penge forsvandt som dug for solen og mismodet voksede. Jeg tør sige, at vi sled med ærlig vilje, og mor hjalp os troligt. Rasmus rejste til Fyn og tog plads 8 dage efter vor ankomst, hans afrejse pinte vist mor meget; mig gjorde det også ondt; så tog høsten sin begyndelse. Bror Peter, som samtidigt med os rejste fra Gedsergaard, havde fået plads som hollænder på Engestofte, kom hjem en søndag og hjalp med mejningen, det fyldte ikke ret meget. Vi var mange om det, foruden os selv, mor, Laurine og Poul. Da midten af august var passeret, var mor og vi alle svært urolige. Vi vidste, at fars hjemkomst fra arresten kunne ventes hver dag, vi ønskede vist alle at vi kunne rende fra det hele. Den 17. august kom far ved midnatstid – fuld – naturligvis - men ikke ond, var så lykkelig for at komme hjem, han forsikrede, at han havde længtes så meget efter mor og alle børnene, ”Og hvor blev jeg forbavset” vedblev han, ”over alt det grønne, da jeg kom ud på landevejen, standsede jeg og sagde til Vorherre, hvordan går det dog til, der gror jo græs på landevejen”. Vi hørte hvert ord fra stuen ved siden af og kærlighed, medlidenhed og foragt stredes om herredømmet. Om morgenen gik vi ind og hilste på ham, han så helt pæn ud, han var så glad for Otto, strøg ham over håret og sagde: Det er en pæn dreng”. Det kunne vi snart blive enige om. Otto kunne nu gå og var meget fremmelig. Høsten gav, som ventet, kun ringe udbytte, vi fik 74 tdr. korn, roerne var heller ikke gode, dem sled vi i og fik dem taget op ved egen hjælp. Mor var især så flittig, og efter eget ønske fik hun betaling – dog ikke fuldt ud. Til november kom Laurine i plads hos vor nabo, Poul kom hos en gårdejer Rasmus Nielsen, hvor søster Sine havde fået tjeneste og var godt tilfreds. Min mand og jeg sled så med at få kørt roerne sammen. Mor passede maden og Otto. Min gamle far tog sig som regel intet til udover at spise og drikke, spille på violin og skældte over mor og os alle og var velfornøjet med, at vi gik og sled – og svor på, at han aldrig skulle hjælpe os det mindste. Den 27. november fik vi en lille pige. Jeg var så forslidt og træt, men mærkværdigt nok har jeg aldrig født lettere – sov imellem veerne til det var forbi. Vi havde ingen kakkelovn i stuen, som tillige var vort soveværelse – havde på særligt kolde aftener siddet i varme hos far og mor. Dagen efter den lilles fødsel måtte vi have stillet kakkelovn op, vi havde en gammel en som desværre røg næsten altid, det hele var meget uhyggeligt! Den lille pige var aldrig rask, skreg meget, havde altid diarré, blev dag for dag mere mager og udtæret, hun døde i februar 1892 knapt 4 måneder gammel. - Efterhånden som tiden gik, kom der lidt mere ro over tilværelsen for os alle. Min far havde jo sine ture, men de var aldrig så ondartede som førhen, heller ikke var de så hyppige, og ofte gik han ud på arbejde hos folk på egnen, han var så håndsnild og kunne arbejde i træ, cement, have og mark. Folk var så glade for at få fat i ham, han kunne kort sagt alt. - Mor og jeg levede os også sammen, lidt gnidninger nu og da i de første år var der vel, men jeg må sige, det var altid min skyld, jeg var hidsig, mundrap og tænkte sjældent før jeg talte. Mor var meget omgængelig – når hun fik lov at gå med fred. Vi havde da også i de 10 år, vi var sammen, mange gode stunder, og i de sidste 6-7 år vi var sammen, var der os aldrig et ondt ord imellem . Vi sled side om side med en god vilje begge to, eller rettere alle tre. Om sommeren, når blåbærrene i den lille skov Fruerlund, var modne, fulgtes vi ad der. Mor kunne ikke lide at gå der alene. Hver fredag, når det ikke var høst, gjorde vi haven i stand, hvor var den pæn. Når vi var færdige, skulle vi altid ind i stuen og se den fra vinduet, og for hver gang var vi enige om, at den aldrig havde været så køn før. Om efteråret blev der især travlhed. Der var kartofler i marken at tage op. Siden skulle roerne op og køres sammen, samt køres til fabrikken. Kreaturerne skulle passes og forsynes, der var mer` end rigeligt arbejde til os alle sammen. Hvor måtte vi i de år være glade for mors hjælp med børnene, hun sang og trallede for dem, ikke så sjældent tog hun en svingom med dem til tonerne af fars violin. Hun kunne masser af remser og rim, som de også nød godt af, hendes kærlighed til de børn var stor og ægte, Den 4. december blev vor kære Erik født. Fødslen var så sen. Jeg var så træt og forslidt af arbejde og bekymring for udkommet. Vi havde jordemoder fra Maribo (fru Killendahl). Vejen derud var temmelig ufremkommelig. Sneen lå i store driver. Da min mand endelig var på hjemvejen med jordemoderen, kørte han udenom en mandspersom, som stod og bukkede og tog hatten af for dem, og tænk – det var far, som i flere dage havde været på turné og nu var på hjemvejen; da han kom hjem, var fødslen ikke overstået. Han var ravende fuld, men myg og træt af strabadserne, han blev glad overrasket over, at mor var oppe (det var midnat) og forlangte mad. Jeg hørte mor sige temmelig bestemt: ”Ja, du skal nok få mad, men gå nu i seng – Karen er syg, og her skal være ro”. ”Er Karen syg? Så skal jeg ingen uro gøre”. Og han gik roligt i seng. - Langt om længe blev Erik født, jeg syntes, det var så strengt – lå og græd ustandseligt i en times tid. Jordemoderen klappede mig på kinden og sagde: ”Ja, man bliver nervøs af mange smerter”. Den lille dreng fik bryst en halv snes dage, mens jeg lå i sengen; siden fik han en tid udelukkende havresuppe, jeg var så usikker og bange for at begynde med mælk, det var jo ikke et år siden, vi mistede den lille pige af mavesygdom. Erik var lidt sart; men trivedes ellers godt og var så god, han var næsten ½ år inden vi fik ham døbt. Den 29. maj 1893 bar søster Sine ham til dåben. Lene og Niels fra Erikstrup var faddere. Tante Sine var så fin og smuk. Broder Rasmus var på den tid ladefoged på Aalholm. Søster Laurine var kommet samme sted 1. maj. Bror Peter var da hollænder på Klintholm på Møn. Bror Poul var kommet til Eskildstrup på Sjælland, han havde i et års tid været i tjeneste hos P. Nissen, Sørup, de kom ikke så godt ud af det. Poul var indesluttet og temmelig ufordragelig. Så hjalp vi ham og fik ham indmeldt i Landhusholdningsselskabet som landvæsenselev, men han var ustadig og vanskelig. En dag fik vi brev fra ham, hvori han fortalte, at han var på en anden gård på Sjælland, han havde løjet sig fra pladsen på Eskildstrup, skrev han, og sagt, at han skulle hjem og hjælpe sine forældre. Mor sørgede meget over Poul og hans ustadighed, han kom én gang og var hjemme et par dage, siden så hverken mor eller vi ham mere – vidste heller ikke, hvor han var, det var mors stadige sorg til det sidste.

Tiden gik sin støtte gang, vi havde arbejde nok at udfylde den med. En gang imellem kom mine søskende hjem. Sine fra Christianssæde, hvor hun var for at lære mejeri og lærte der onkel Ole at kende, han var kusk der; vi kunne alle så godt lide ham. Rasmus så vi ikke meget til ; men Laurine kom ind imellem, hun voksede sig så køn og var altid så frisk og glad. Nogle gange om året kom vi til Erikstrup, der var så rart, især mens farbror Otto levede. Mor kom også derned og blev der ofte nogle dage og syede og hjalp Lene. Mor kom også til Hunseby hos sin søster Stine, som var gift med Lars Ruus – var også der nogle dage ad gangen. Hvert år når de tærskede, var hun der gerne og hjalp moster Stine, det blev altid påskønnet, og mor fik så en ny strikket uldklokke eller et stykke stribet hvergarn til et skørt, penge eller andet, og det var jo mors gamle hjem, hun var altid så glad ved at komme der. Så kunne til tider Bebbe, som børnene kaldte min far, gå hjemme og være helt hyggelig, eller også var han ude og kom først hjem til aften, det var ikke så få penge han tjente. Mor nød sjældent godt af dem; men det skete, når de havde haft en holmgang, kunne det ende med, at hun fik lidt. Hun måtte ellers slide for sit, hun fik betaling for roearbejdet hos os – dog ikke fuld, og endda købte hun altid en lille ting med hjem til mig og kage og bolsjer til børnene, når hun havde været i Maribo og handle for pengene. Min fars store dage var markedsdagene i Maribo, så var han altid tidligt på vej og med en velspækket pung i lommen. For at være sikker på sig selv brugte han altid først et par timer til at høre musik i Hotel Maribos have. Musik og toner elskede han; når så det var forbi gik turen til værtshusene, og så længe der var penge i pungen, tænkte han ikke på at bryde op, sommetider kom han slet ikke hjem, men sov i marker og på grøftevolde, han kunne byde sig selv det utroligste, hvor var han stærk og sund. Vorherre havde så vist ingen skyld. - Når han så kom hjem efter slig en tur og havde sovet rusen ud, kunne han sidde i dage og klimpre på violinen til han fik en eller flere af melodierne frem, som han havde hørt, ofte sad han med blyant og papir og skrev ned efterhånden som tonerne kom frem, og hvor var han tilfreds, når det tidspunkt kom, da han kunne spille en melodi igennem.

Da Erik var ¾ år besøgte min svigerfar, hans søn Hans og en sønnesøn os, jeg husker de morede sig sådan over Otto og hans morsomheder. Mor og jeg fik travlt. Vi slagtede fire kyllinger og dækkede op med, hvad godt vi havde, og havde det rart sammen. Ingen tænkte på, at det var sidste gang, vi så svigerfar, han døde et par måneder efter omkring Eriks 1 års fødselsdag. Vi var i Toreby til hans begravelse. Min mands ældste bror Peter var hjemme fra København, han var samtidig et par dage hos os. Så stod julen for døren, og det er mærkeligt, men sandt, at op imod højtiderne var min far altid ond og mest umedgørlig. Mor og jeg har drøftet det fænomen. Så kunne han ikke tåle at se nogen af os, og kom nogen af børnene i hans nærhed, så vankede der ofte knubs – især så han sig gal på Otto – så lille, som drengen var, led han ikke bedstefar og svarede ikke altid i de høfligste vendinger. - Lige meget hvor meget jeg foreholdt ham at være god, når bedstefar sagde noget til ham, svarede han altid: ”Ja, men han er jo slem imod bedstemor”, og det fandt han var grund nok til ikke at være ham hørig og lydig. Vi fik det efterår en ny kakkelovn, som vi trængte hårdt til og var meget glade for. Ud i foråret den 29. marts fik vi en lille dreng. Vi havde igen fru Killenda og det hele forløb normalt. Den lille Erik måtte så ind og sove hos bedstemor i hendes seng. Samme dag den lille dreng blev født, havde vi en høne som fik kyllinger, vort får fik to lam nogle dage senere, og den 22. april samme år fik vor sorte hoppe føl, det var vi meget glade for. Vi kaldte det Cajus, det hed dagen, da det blev født. Vi sled troligt, men nogen fremgang var ikke at spore. Afgrøderne på jorden var bedre, vi brugte kunstgødning, men jorden var ikke drænet og vi turde ikke sætte os i gæld yderligere for at få det gjort. Priserne på korn og roer var så lavt nede som aldrig før, 55 øre for et center roer, og jeg husker, vi solgte 2 grise for at kunne betale vor årlige afgift til Knuthenborg, 39 kr. og nogle øre, og pengene vi fik for grisene kunne lige dække. Kornpriserne var i samme forhold, og vi måtte af og til tage varer af forskellig slags på kredit hos købmand Jacob Lund i Maribo. Hvor kunne man dog være bekymret, og aldrig har jeg været så træt som i de år. Mor trøstede og sagde næsten altid det samme: ”Du skal ikke være ked af det, Vorherre lever jo da”. Gud ske lov at mor gennem alle sine trængsler havde erfaret det. I juli måned var vor lille dreng i i kirke, min mand og jeg var så glade for ham, han trivedes godt og var så sød. Han blev kaldt Niels Christian Frederik, Lene var gudmoder, det samme var tante Sine og onkel Ole. Vi var alle så glade, om det så var min far, han var ellers gerne ond og utilnærmelig, når vi var glade; men den dag var det anderledes. Han spillede for os ude i portrummet om eftermiddagen, og vi dansede. Mindst af alt tænkte vi på, at vor lille søde dreng skulle dør 3 uger efter. Han fik pludselig diarré og opkastning, lægen konstaterede kolerine, det tog så voldsomt på ham. Jeg fik næsten ikke søvn og hvile i 3 døgn. Den sidste dag syntes jeg at spore lidt bedring. Jeg puslede ham så godt, jeg kunne, og lagde mig på sofaen i håb om hvile for os begge, men hørte et skrig fra den lille, han lå da i krampe. Vi fik kaldt min mand hjem fra marken, og han kørte straks efter lægen, men inden han kom, var vor dejlige lille dreng død. Vi var så bedrøvede over, at den lille kraftige dreng blev taget fra os. Jeg var blevet så nervøs, græd for det mindste og turde intet håbe af fremtiden. Men vi havde jo da vore to drenge Otto og Erik og var glade og taknemmelige for dem, for Erik betød det, at han igen kom ind og sove hos mig.

Min mand mente, at jeg for at sprede tankerne skulle rejse en tur til Gedsergaard, vi havde siden vi rejste derfra brevvekslet med frk. Schwerdtfeger, og en dag rejste Otto og jeg derover. Vi kom dagen før de skulle have høstgilde, og de havde travlt, men vi blev hjerteligt modtaget – spiste til middag og aften. På vejen til stationen var vi inde hos folk vi kendte og kom for sent til toget, det var jeg meget ked af – måtte jo så gå tilbage til Gedsergaard, og frk. Schwerdtfeger fandt ud af, at jeg kunne ringe til Jacob Lund, hvor jeg vidste far holdt, når han kom ud for at hente os. - Det gjorde jeg og var så heldig at få min mand i tale. (Det var første gang, jeg prøvede at telefonere). Otto og jeg sov i himmelseng i konferensrådens værelse og tog af sted hjem. Min mand var igen i Maribo, og jeg var glad ved at komme tilbage. Efterhånden gled livet så ind i den vante gang igen. Efterårets mange arbejder kom og meldte sig, og der var ikke andet at gøre end at tage fat. Vi byttede det efterår vor gamle hest og vort føl, en trave halm og 250 kr. (som vi havde fået efter svigerfar) for en nydelig brun hoppe 5- 6 år gammel, det betragtede vi som en stor fremgang – nu havde vi to gode heste og var pænt og godt kørende. Samme efterår, den 4. november, blev tante Sine og onkel Ole gift. Onkel Ole beholdt foreløbig sin plads, og de blev boende ved Christianssæde. Mor var hos dem i en 8 dages tid, straks de var gift. Hen imod jul var min mand og jeg, Lene og Niels og farbror Otto og besøge dem. De havde det så hyggeligt og pænt, og jeg husker, at vi fik så megen god mad og havde det rart.

Den 14. marts 1928

I februar derefter gjorde vi den kedelige opdagelse, at vi var blevet narret i hestehandelen. Den kønne brune hoppe fik parringskuller og var ustyrlig og ubrugelig, og der var ingen anden udvej, end at se at få den byttet bort, for hvad vi kunne få for den. Vi var så kede af det. Penge var der jo ikke at give i bytte, og vi syntes det hele så bedrøveligt ud. Men så kom tilfældet os til hjælp. En mand som gik post tilbød os sin hest for vor brune hoppe, han mente, den fejl, den havde, var af mindre betydning hos ham, hvor den altid skulle gå enspænder. Tilsyneladende var det et meget dårligt bytte, grim var den og gik dårligt på benene, men min mand opdagede, at det var skoene som sad forkert, og da den fik sin gode pasning, kom den til at se helt godt ud, den var flink og villig og var hest hos os resten af den tid, den var på Binnitze Mark. - Med min gamle far var det, som her fortalt om, gået op og ned. Om sommeren gik han ud at tjene penge, det var en stor lettelse for os alle, for selv om der var dage, hvor han ikke gik ud, var han temmelig vel; men om vinteren var det værre, så var han altid hjemme og så sig ond på os alle, skældte på mor både nat og dag, og ofte måtte min mand op og lade ham vide, at ingen i huset kunne sove, som han lå og råbte.

Allehelgensdag 1929

Sommetider tog de livtag. Min far var ustyrlig og voldsom og fløj lige på den, der ville stoppe ham i hans vildskab. På sådanne tider var jeg altid så rolig – vidste, at der ikke skete andet end, at min mand fik lejlighed til at vise, at han var den stærkeste, når det kom til stykket, og det var heldigt en gang imellem, og det eneste min far respekterede. Den 6. januar 1895 kom Sines og Oles lille pige til verden (Hedvig), hun var så kraftig og voksede og trivedes godt. Mor var der og hjalp dem, foruden havde søster Sine en god naboerske (Stine), som også hjalp. Både Stine og hendes mand fik Hedvig meget kær.

Svoger Ole var så lykkelig for den lille pige, jeg kan endnu se ham danse med Hedvig på armen, mens han smilende sang: ”Du kun af alle små piger kysser min mund”. De havde deres gode udkomme og boede så hyggeligt og pænt. Samme år fødtes vor kære Knud. Jeg var så træt det forår, måtte lægge mig både formiddag og eftermiddag, og følte mig meget besværet. Han blev født 18. juni. Fødslen var hurtigt overstået, men ikke desto mindre meget streng, men han var så kraftig og køn, så man glemte alle genvordighederne bare ved at se på ham. Jeg blev da også hurtig rask igen, og det var jo bare med at spytte i næverne og tage fat hurtigst muligt. Mor malkede altid for mig om morgenen de først 3 uger efter, at børnene var født – uden hendes trofaste hjælp havde det været umuligt at komme igennem det. Og først og sidst var det Guds nåde og kærlighed, som holdt mig oppe. Mange gange har jeg gjort Leonora Christines ord til mine: ”Herre, havde dit ord ikke været min trøst, da havde jeg forgået i min elendighed”.

Uden lysglimt var livet slet ikke. Vi glædede os over børnene - ved at se dem vokse op og trives. Arbejdsglæden manglede vi gud ske lov ikke. Vi kom hos vore naboer og de hos os, gik om søndagen i Fruerlund eller på marktur og glædede os over at se korn, roer og græs vokse. Køerne havde vi ikke så godt held med. I de sidste år kom der kastning i besætningen, hvad jo var stort tab. Svinene var vi mere heldige med. Min mand lavede større svinestald med god plads og på et enkelt uheld nær, gik det godt.

Det var så uheldigt for lille Knud, at både vogn og vugge var gået rabundus, til han kom til verden, men han var så god – sov og spiste og spiste og sov for det meste. Vi lagde et underlag i fodenden af mors seng og redte med vuggepuderne til ham der. Da han blev et år sad eller kravlede han i gården, så havde vi opsigt med ham fra køkkenvinduet. Når mor og jeg så skulle i marken for at flytte køer, det skiftedes vi til, - sagde mor altid, når det var hendes tur: ”Ja, så må jeg vel have de 24 pund på nakken og af sted, han vejede 24 pund et år gammel. 15. september blev han døbt og kaldt Knud. Han blev syg af diarré, nogle dage før han skulle i kirke. Jeg var ude af mig selv af angst for at miste ham; men noget stoppemikstur fra lægen hjalp så godt, og han var bedre allerede om lørdagen; men jeg var så oprevet, havde kun sovet lidt de foregående nætter og havde meget ondt ved at tage mig sammen, havde mor ikke været, ved jeg næsten ikke, hvordan det var gået mig. Vi havde et lille rart gilde, Lene, Niels og farbror Otto var med, Christen Frederiksen og hans kone Karen, (som var min kusine), moster Stines, søster Sine og svoger Ole, vore naboer Rasmus Christensen og hustru, hun var Knuds gudmoder og vor anden nabo Christen Andersen. Min far var glad og god den dag, og mor var så glad og hyggelig. Vi fik lammesteg og æblekage. På det tidspunkt var bror Rasmus ladefoged på Jægerspris, Peter soldat og søster Laurine mejerske på Kokkedal. Bror Poul, havde vi ikke nær altid rede på, hvor han opholdt sig. Bror Rasmus var på Aalholm som ladefoged samtidig med, at søster Laurine var mejerielev der, han lærte der mejersken Adolfine Danielsen at kende og blev seneren gift med hende, hun var bødkerdatter fra Stubbekøbing, og var min bror en god støtte.

Mor og jeg følte det altid som en lettelse, når børnene havde været i kirke, der var jo både ulejlighed og bekostning ved det, inden man kom så langt. Tiden var knap og pengene med. Efter sådan en kraftanstrengelse havde mor gerne fri i nogle dage og var enten hos Sine og Ole eller i Erikstrup eller Hunseby hos sin søster, og når hun så var hjemme igen, tog vi fat på ny, der var jo roerne nu, som skulle luges og tages op, og hvor var mor udholdende, min mand havde langt at køre med roerne. Jeg lavede mad, passede hus og børn så godt jeg kunne, fodrede svin, skar hakkelse, for at min mand kunne være fri, når han kom hjem fra fabrikken eller marken. Var Bebbe hjemme, så han til børnene, ellers kneb det med at bjerge dem. Når der ikke var nogen hos dem ville de altid stå i døren, så de kunne se mig. I slutningen af året blev Erik syg. Han begyndte med snue, fik høj feber, da vi fik doktoren hentet, konstaterede han lungebetændelse, jeg blev så angst og ulykkelig, hvor var han syg. I 14 dage fik han kun sin medicin. Vi forsøgte, når han var tørstig, at lokke ham og give ham mælk i stedet for vand, så slog han til koppen og spyttede ud, hvad han havde fået i munden. Min mand og jeg vågede hver nat, min mand først på natten, og jeg den sidste halvdel. I sådanne tider lærer man at fatte og forstå ”at trange tider langsomt skrider”. Anden gang lægen var og se til Erik, syntes han, der var lidt bedring, det trøstede for et øjeblik. Lægen var hos os hver anden dag, og da han var hos os kort inden den niende dag, gav han os et brækpulver, som vi skulle give ham, hvis der kom åndenød, men den dag var både min mand og lille Knud blevet syge, min mand af influenza og Knud slim på lungerne. Lægen (Abrahamsen, Maribo) så sig så glad på Knud, han havde det sødeste hoved med gule krøller.

Mor kom den dag hjem fra sin søster i Hunseby. Hun blev selvfølgelig forfærdet over al den elendighed. Knud havde temmelig høj feber, men han smilte, når jeg snakkede med ham, hvor det trøstede mig. Min mand sov for det meste, og vor stakkels lille Erik var stadig meget syg, han tabte sig så forfærdeligt dag for dag. Den nat, da krisen var, lå han uroligt og kunne næsten ikke få luft, jeg kom da til at tænke på pulveret, men vidst ikke om jeg turde give ham det, syntes han var for svag; jeg kaldte på min mand, og spurgte om han ikke kunne vågne og se til Erik, og om han troede, det gik an at give ham pulveret, min mand mente ja, jeg spurgte mor, hun mente jeg skulle give ham det halve, det gjorde jeg – og snart efter kastede han en masse slim op, jeg tror det blev hans redning, han faldt i søvn og sov i flere timer. Det var første gang i lange tider, men det blev et langt sygeleje. Han lå længe lige svag og afkræftet, ingen bedring kunne vi spore, udover at feberen var aftaget. Da han havde ligget 5 uger, sagde lægen han skulle op, men han ville ikke. Vi købte nye brune sko og gav ham nyt tøj, fik ham stablet op med puder i en stol, bar ham ud i solen en middagsstund. Sådan gik en en halv snes dage, så kom en dag, da han ville ned på gulvet, men han og vi opdagede, at hans ben ikke kunne bære ham. Omsider kom det, men de første 5 - 6 år var han ikke stærk. Det står endnu for mig som et under, at han blev rask, han var lige ved dødens port. Godt at sommeren og foråret var for hånden. Han og Otto legede og fulgtes med os i mark og have. Bedstefar elskede Erik højest og især efter hans sygdom. Bedstefar og Otto havde ikke meget tilovers for hinanden. Otto hørte jo stadigt alle de onde ord, der regnede ned over bedstemor, og han var hendes dreng. Sagde bedstefar noget til Otto efter, at mor måtte høre ilde, sagde Otto indædt: ”Gå du bare ud på gangen og fang dig nogle mus”. Kun når Bebbe spillede på violinen, var Otto glad for ham, og stod mellem hans knæ, så på Bebbes fingre og frydede sig over tonerne. 27. september blev vor lille Ingeborg Catrine Helene født. Den sommer var bror Peter hos os. Han havde fra 1. maj 1896 taget plads på Spøttrup som fodermester, men forholdene på den gamle rede var så elendige, at det var blandt andet helt umuligt at få tøjr eller reb til ar holde køerne fast ved, og en nat hen på sommeren rømte Peter derfra. En morgen da min mand var oppe på staldloftet for at hente hø til et par kalve, fik han øje på en mand, som lå og sov deroppe. Min mand kom ned og fortalte mig det, og føjede til : ”Han så ellers pæn og velklædt ud”. I samme øjeblik stod Peter i døren – ham var det. Vi blev alle så glade for at se ham og ønskede ham velkommen af ganske hjerte . Han blev hos os resten af sommeren og hjalp med alt, hvad der forefaldt. Da det blev høst tog han arbejde på Raahavegaard for en dagløn af 5 kr. pr. dag på egen kost, kosten fik han hos os for at hjælpe os om søndagen. Han var så frejdig og hyggelig, og vi var glade for ham. Om efteråret søgte han og fik plads som fodermester på Klintholm på Møn. Vor lille Catrine, eller Ninne, som hun kaldte sig, blev født 2 dage efter mors fødselsdag (den 25/9). Hvor vi alle elskede den lille pige, og vi syntes, hun var så sund. Da hun voksede til, var hun meget hos min far og mor, når jeg havde travlt, og det havde jeg for det meste. De var vist næsten lige så glade for hende, som vi. Og dagene gik og blev til måneder, vi sled og slæbte. Smalhans var ofte til huse, men vi fik da føden Værre var det at få lidt til klæderne. Hvert forår blev der afholdt en årlig manufakturauktion hos købmand William Raun i Rødby med kredit til Mikkelsdag. Der tyede vi ud og købte for cirka 50 kr. årligt, hvad vi mest trængte til. Det var jo i de tider billigt, og vi fik ikke så lidt for de penge. Betalingsevne havde vi jo på den tid regningen skulle betales. Det var en måde at hjælpe sig på og slet ikke den dårligste. Da vi gennem årene blev kendt med købmand Raun, blev vi altid inviteret ind til kaffe og havde en hel fridag ud af det. Til børnene syede mor og jeg om af gammelt. Mine søskende gav mig, hvad de kasserede. Fodtøj kneb det med, og det var utroligt så lidt de måtte hjælpe sig med; men varme strømper og kludesko savnede de aldrig, det forsynede mor dem med. Vi havde et par får og når de havde lam, som tillige med fårene blev klippet om efteråret, fik vi dejlig uld, af den fik mor en lille smule, og det kunne jeg nok stå mig ved, for når min far var god, fik hun ham til at karte, og så spandt mor fra morgen til aften, hun var så dygtig til at spinde. Hun spandt til to sæt tøj til min mand foruden til strømper til os alle. Rokken interesserede børnene meget, og der var stadig strid med dem og mor om rokken, den ville de altid pille ved; ofte sad hun og spandt og sang til, og så nød hun og børnene hyggen og de sad rundt om på gulvet og lyttede eller snittede rokkekroge. Jeg husker en dag Knud havde lavet kroge til rokken, at han stadig kom og ville prøve om de passede; men mor, som ikke gerne ville opholdes mere end nødvendigt, sagde meget bestemt, idet hun standsede rokken: ”Nu skal du blive fra min rok”. Men Knud svarede: ”Om jeg så skal slå dem i med nødde og vække, så skal de deri”, og mor måtte overgive sig til stor moro for os alle. Af dem alle, tror jeg næsten, hun holdt mest af Otto, og det var gensidigt. Han førte det store ord inde hos hende, og hun fandt sig gladelig i det. Hvor var hun os alle god.


Lene og hendes døtre: Sine, Laurine og Karen Augusta samt en af sønnerne: Niels Peter

Efter at bror Peter var kommet til Klintholm, hørte vi jævnligt fra ham, han lærte der hende at kende, som skulle blive hans hustru. Hun var stuepige, hed Anna og var datter af en gårdejer: Laurits Jensen, Balle Strand ved Kalvehave (i marts 1898). Min mand fik brev om at komme til Balle Strand, og som bror Peters forlover være med til at bestille bryllup. Vi syntes ikke, vi kunne sige nej. Mor så også gerne, han rejste – det tog 2–3 dage. Som forlover blev min mand senere inviteret til bryllup. Det kom ikke så lidt på tværs, for den 2. marts 1898 havde vi fået en lille pige: Ellen Rigborg. Fødslen var normal, men betændelse i brystet var stødt til, og jeg havde det ikke godt, men belært af erfaringen vidste jeg, at det tog lang tid, inden jeg fik det godt. Far og mor lovede at hjælpe mig, og vi styrkede min mand i at rejse – han rejste og var væk i 2-3 dage. Søster Laurine var den gang i Jylland som mejerske, men hun var også med til brylluppet. Hun og min mand skrev i forening en fortegnelse over de mange brudegaver Anna og bror Peter havde fået, hvad mor og jeg glædede os over at erfare.

Karen Augusta Nielsen gift Christiansen – født på Lolland den 15. juni 1868 og døde den 27. april 1943