Da vi boede i kvarteret ”Frem”

Artikel fra ”Jul i Kalundborg og omegn” årgang 1980

Af Helene Hansen



I 17 år boede vi i ”Frem”, nærmere betegnet i Birchsgade nr. 1 i kælderlejligheden – fra 1943 til 1960. Her døde min mand i 1958.


I 1948, da Kaalund Kloster blev udstykket, købte vi en grund i Bredekilde, som blev betalt over 10 år. Det blev vort fristed og store glæde – skønt vi aldeles ikke var kede af at bo i den lille haveby. Her var så hyggeligt med alt ”inden for murene”.


Da vi flyttede til Kalundborg, hang lejlighederne ikke på træerne, men vi kendte fru Thomsen, som boede i nr. 1 og havde rulleforretning, og da hun ikke mere kunne tåle at arbejde med den rulle, hun havde, overtog vi både lejlighed og rulle, som jeg så passede i en del år.


I den anden ende af huset var der høkerforretning i kælderen. Og i nr 12 var der dengang metalstøberi. I Vedelsgade nr 4 boede slagter Larsen, en gæv mand, som indfandt sig hos os den første dag med rulletøj, men også for at hilse på mig, for han kendte min far fra den tid, Larsen var opkøber for slagter Norup, og min far arbejdede på Melbygården. Nu skete det, at de mødtes i kælderen hos os, når min far kom til byen.


I Birchsgade 4 boede musiker Petersen, som mange husker fra hans forskelligartede virke, bl.a. ved klaveret i ”Kino”.


Der kunne spindes lange ender om familie og venner, skæbnens magt og tidernes ugunst – men det var den lille haveby, jeg ville i lag med. Jeg må lade den danne rammen om de 17 år, vi boede der, på anden måde går det vist ikke. Vi kom til at holde så meget af den venlige lille bydel, at jeg tit har tænkt på at fortælle lidt om den.


Fru Sjöström, som stadig bor i nr. 16 i Birchsgade, fortæller, at det var daværende distriktslæge Larsen, som i første række gjorde opmærksom på de elendige forhold, fattige folk boede under visse steder i byen. Han mente, at der måtte gøres noget, og han talte selv folkets sag for byens vise fædre.


Da man så hørte, at Lawaetz, Ladegaarden (Kaalund Kloster) ville sælge et stykke markjord ude ved Sct. Jørgensbjerg, slog Kalundborg kommune til. En forening blev dannet, og mange var interesserede. Men tiderne var strenge, lønnen lille, omkring 18 kr. om ugen for en arbejdsmand, og det har nok været en 10 timers arbejdsdag. Der rådede en spartansk levevis i de små hjem. Dog, det nye århundrede med de nye tanker gav mod og optimisme.


Og virkelig – i november 1902 kunne grundstenen til Byggeforeningen ”Frem” nedlægges.


Primus motor var især maskinmester Vedel Birch; han agiterede med ildhu for tanken om egne hjem og kom da til at give navn til de to gader i kvarteret.


Pengene var små, og det kunne tit knibe at skaffe de 25 øre til foreningen hver uge, men der var gåpåmod, det betød noget at komme til at bo godt. De sociale kår bedredes langsomt, husene blev bygget godt – de står smukt, solide huse med kønne dørpartier, og hævder sig fint ved siden af de huse, man bygger nu om dage.


En pryd for kvarteret er de små haver, som med roser og alle slags skønne blomster danner forhave og indgang til en lille gård med de udhuse, som man da nødvendigvis måtte have. Haverne bagved fra Vedelsgade og Birchsgade gik sammen med en hæk eller et stakit imellem. Netop som jeg mange år efter læste om i Henrik V. Ringsteds ”En have i London”.


Der var god plads inden døre, som regel 3 stuer og tit en lille lejlighed ovenpå. Nr 1 og 3 i Birchsgade og nr. 1 i Vedelsgade var etagehuse på den måde, at der var kælderlejlighed, stue, og 1. sal. Altså 6 lejligheder, da det var dobbelthuse.


Bagermester Larsen, Lundevej, ejede det, vi boede i, idet fru Larsen arvede det efter sin far, der havde svendehjem der og var ”Svendefar”. Her kunne svendene, der var på valsen, logere for nogle få øre og få morgenkaffe – men kun, hvis man var ren, fortalte afdøde tømrer Hildebrandt Jørgensen. Sådan var det for knapt 80 år siden.


Jo, kvarteret ”Frem” kan stadig hævde sig. De 40 dobbelthuse med haver er så velholdte. Hvad de kostede? Mon ikke omkring 4000 kr.?


Også beplantning af haverne foretoges i fællesskab. Mest lagde man vægt på buske og træer, men der kunne også bevilges et prydtræ eller en busk. I musiker Petersens have var der en finbladet persisk syren, som hælded sig ud over gaden med en overdådighed af blomster hver sommer. Jeg havde den for øje, når jeg stod nede i kælderen og rullede tøj, så jeg glemmer den ikke. Haverne i kvarteret gjorde det så landligt, og det var da også i mange tilfælde ældre landmænd, der efterhånden købte hus i ”Frem”.


Mens jeg taler om træer: jeg husker, der var det store gråpæretræ ved tømrer Nielsens gavl (nu Frank Hansens hus); det blomstrede skønt og bar en masse frugt. Jeg blev en dag budt op til slagter Larsen for at beskue et mærkeligt træ, han havde en seddel, hvor navnet stod, og hvor det stammede fra – kedeligt, at jeg har glemt det. Det havde store, ”lappede” blade og en mængde store, rødgule blomsterklaser, nærmest som klokker, ved højsommer. Heller ikke Birchsgade 1 manglede træer i de år. To store ahorntræer prydede vor indgang. Fru Robert Hansen skulle hver pinse have vores søn op for at hente grønne grene ned. En smuk tradition med grønne grene til pinse!


Træerne måtte vige for den moderne tid! Længe var et tilbage - jeg mener, det også er væk nu.


¤


Som tiden gik blev der jo en ny Haveby op mod Møllebakken og den dejlige Rubjerg Allé. Og mod øst blev Nyvangskvarteret til. Men oven for Vedelsgade blev et stykke ingenmandsland, Skraldemarken kaldet. Ikke sådan, at man kunne komme af med sit affald dér, det skulle jo bebygges, når det blev belejligt. Men langsI hækkene til Vedelsgade og Rubjerg-husene var der der flere illegale små havelodder. Og jordhungeren var stor. Nykommere kunne ikke trænge ind der, dog – en dag kom en mand og tilbød mig ”hans” lille bid jord, hvor der til min store fryd groede fire mægtige lavendelbuske. Og da slagter Larsen ville forpagte sin forretning ud, måtte jeg få ”hans” lille timian- og løghave. Jeg havde så de herligste nye kartofler i den noget magre jord.


Men den firkant jord, som nu Nyvangskirken så smukt har udfyldt, var også en herlig legeplads for børnene i ”Barakkerne” og ”Frem”. Selvfølgelig havde de store fejder, de var jo huleboere og kunne ikke enes. Men der var også andre muligheder. Hvor Lupinvej nu er, var et sumpet sted, om vinteren et ”fladvand”, og længere ude mod Lerchenfeld var en større sump med piletræer – måske en gang plantet til brug for kurvebinding. Væltede træer og nedhængende grene fæstede rod i den fugtige jord, de mærkeligste former, som en mangroveskov i det små. Jeg mårre jo ud og se ”villarmosen”, som drengene havde berømmet.


¤


Den nye tid kom til de små gader. Udviklingen kan ikke stoppes, sagde man: Vekselstrøm, ingen gas mere, wc´er og nye fortove. De sociale kår var meget ændret, kortere arbejdstid, week-end, ferie med løn – ud at cykle og se Danmarks land en otte dages tid gennem Jylland og andre egne.


¤


Det er, som om det er så længe siden. Tiden gik så hastigt. Man mindes brødvognen og mælkevognen – når klokken lød, kom man ud for at handle. Hvor var de sindige og skikkelige, hestene. Op ad Nyvangsvej kom de handlende: ostemanden, grønt- og frugthandleren. En ældre mand råbte med sine sild, ål og makrel. Med kurven på armen strøg han rask afsted sommerdage op ad gaden.


Men kvarteret ”Frem” ligger nu på sin skråning midt i storbyen Kalundborg, uantastet og velplejet med sine yppige små haver – næsten som en oase.