En cykeltur til Kalundborg

Af Eyvind Olesen



For en hylende søndengalm fløj jeg på min gamle cykel (thi den er endnu lettere at køre på end den nye) af sted fra Sorø til Kalundborg tirsdagen den 8. september 1970. Jeg startede klokken 10 formiddag. Jeg var ellers optaget af at læse 1001 Nats Eventyr. Men så brød jeg op og nåede hurtigt hen til mit første bedested, en yndig skovsti ved Skellebjerg, hvor jeg har skrevet noget i et træ, og flere andre har fulgt eksemplet. Et stykke fra denne skovvej så jeg, at der var smidt 100 illustrerede blade i grøften. Og et stykke længere henne stod det gamle vej-kors. - Kort efter sad jeg på Ruds Vedby kro og læskede mig. Så gik turen videre ned til Tissø til næste bedested. En dejlig skovvej i Selchausdal Skov. Landevejen gennem denne skov er forøvrig ligefrem livsfarlig på grund af den megen trafik og på grund af vejens krumning. Trafikken var både på jorden og i luften så rivende, at det var noget af en lidelse. - Ved Hallebygård drejede jeg af og kørte til Hallebyore og Strids Mølle. Undervejs derhen kom jeg gennem en skov og op ad tre stejle bakker. I skoven bemærkede jeg, at en spæd vedbend klatrede op ad en bøgestamme. Da jeg kom til slusen ved Strids Mølle, hvor Halleby Å på det smukkeste går gennem en sivklædt sø, drejede jeg til venstre gennem det fornemme landskab med eng og skov, forbi Tyske Mølle, Øresø Mølle og Gryde Mølle. Jeg kom over en yndig å, som går forbi et herskabeligt, men stadig ubeboet hus, og så gik det til vejrs op ad en tredobbelt eller firedobbelt bakke for at nå Gammel Svebølle. Markerne bar vidne om, at Aunsøgård giver sig af med stenbrud i store måder, så godsejerfolkene bliver overanstrengete af den store virksomhed.

Gennem en allé, der minder svagt om Ledreborg, kørte jeg så ned til Aunsøgård. Men hvad var det? Det unge ægtepar Junkers hus var omgivet af biler af alle slags! Døren til huset var åben, og jeg gik ind. Den unge fru Ulla kom mig i møde. Bilerne skyldtes, at den unge studerende datter Dorthe var hjemme fra København med 21 gæster !!! Det er en ny mode, der lanceres for at komme hinanden nærmere på klingen. Da fruen og jeg havde drukket te, ringede telefonen. Det var fruens svigermor, hofjægermesterinden oppe i hovedbygningen ved siden af. Så tog jeg afsked og gik op til hofjægermesterinden, hvor jeg fik sherry. Hun bor helt alene i det store hus sammen med en hvid kat. Jeg spurgte, om hun ikke havde nogen pige. Nej, den tid er forbi, da man kan få piger, sagde hun. Men der kom en kone til hjælp. - Og så skyndte jeg mig ellers af sted mod Kalundborg det bedste, jeg havde lært, for det så farligt ud i vejret. Gammel Svebølle ”ny” kirke var allerede i færd med at blive restaureret. Og uden andre oplevelser end det behagelige gensyn med kendte egne nåede jeg smertefrit Kalundborg. Jeg havde den hele dag ikke spist, og nu var klokken fire. Derfor så den spiselige del af de i vinduerne udstillede varer meget tillokkende og fristende ud for mine øjne. Men jeg skulle med rutebilen hjem, og jeg kendte ikke dens afgangstid. Jeg begav mig derfor til banegården nede ved havnen, hvor også rutebilstationen ligger og erfarede, at der netop straks skulle til at afgå en bil. Ak, Kalundborg, hvor gerne blev jeg ikke i dig til evig tid! D e r føler jeg mig meget mer hjemme, og luften er ramsaltet og frisk. Men tilbage til Sor som Mjølner til Thor!! Så sad jeg da i den velfyldte rutebil, bl.a. sammen med en lille dreng fra Jerslev, som troede, at rutebilens nedrulningsgardiner skulle bruges i tilfælde af – regnvejr! Til sidst blev jeg alene i bilen med chaufføren. Jeg takkede for køreturen og steg ud. Det var i mørkningstimen, da jeg trådte ind til min søster.

Og alt var såre godt. Jeg stillede den værste sult og læste videre i 1001 Nats Eventyr. - Men så kom den alvorlige del af festen. ”Uformodentlig”, som man sagde i gamle dage, trak et heftigt tordenvejr op, lynene knitrede, tordenen rullede, og just, da jeg stod ved køkkenvinduet, slog lynet ned lige ved siden af!! Jeg så lynstrålen, det var, som om den trådte ind til mig, og det lød, som om alle vinduer smadredes. Jeg gik i gulvet med et brag. ”Eyvind”, råbte Paula. ”Ja”, svarede jeg, og rejst mig straks igen. Det eneste mén, jeg havde af begivenheden, var lidt irritation i venstre øje, og så naturligvis et lille chok, samt en underlig frysende fornemmelse.

Hvis livet ikke har bange kår, så ved jeg ikke, hvad det har! Men sådan gik altså Kalundborgturen – og hjemkomsten!