De gamles grave



Artikel fra ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1961

Af Helene Hansen





Når man er opvokset på landet og især, som jeg, på Kalundborgegnen, har oldtidens høje og dysser gjort et stort indtryk og talt til ens fantasi. Da vi var børn, legede vi på dysserne. Ved vejen fra Uggerløse til Ubby, en bivej, hvor der nu er et skilt, der siger: Til Jættestuen. På Dysselodden, lå for 50 år siden to langdysser side om side med ca. 3 meters mellemrum. Allerede den gang var de stærkt medtagne, mange sten manglede, og midt i den ene var en hulning, hvori en vældig, flad sten stod tilbage – den havde dannet en væg, som måske har været et dyssekammer eller en gravkiste. På disse flade langdysser havde vi børn fra Dysselodden den herligste legeplads. De er nu for længst sløjfede – de har jo nok været en torn i øjet på bonden, som ejede det smalle jordstykke, de lå på.

På vor egn ligger højene tæt på åsene, men kan også ligge i en lavning, som den noget kantede høj, der lå og stadig ligger lige bag ved vor have. En bæk løb lige forbi den. Højen lå på vor nabos mark, og bakken dannede skæl. Der groede lyng på den hist og her den gang. Der legede vi ikke så meget, men ville man være i fred og drømme lidt, var den ens tilflugt. At ligge der en middagsstund en sommerdag og kigge op i de drivende skyer, var det bedste, der var til. Vort hjem lå i en lille dal bag en bakke, som vi kaldte Guldbjerg. Gik vi op ad en sti, som førte over til Slagelsevejen, havde vi fin udsigt til havet, og lige ved lå Svellas mølle og bageri. Fars jord lå på to steder, og der var moser på begge jordlodder. Lige ved os, mod vest, var den store banke, Børren kaldtes den. Der skal langt tilbage, i tidlig middelalder måske, have ligget en borg på det højt opkastede jordfundament. To moser lå beskyttende for de smalle ender, og ved siderne har der været vandgrave.

På den jordlod, far den gang havde bag ved langdysserne, ligger der en mærkelig stendysse eller rettere flere. En af de ”traditionelle” med dæksten og en mærkelig samling vældige sten, dog med hulrum under. Der sprang vi som gemser på de klippelignende sten. For nogle år siden var hele herligheden overgroet af fuglekirsebær.

Der har været megen overtro og mystik knyttet til højene og var det endnu i min barndom for 50 år siden. Vi børn, store piger var vi jo på 12-13 år, var ikke stolte, når vi efter endt roearbejde en mørk novemberaften skulle hjem og forbi Jakob Petersens høj. Jakob havde sin morskab af at gøre os bange. Ikke fordid vi var overtroiske, vi vidste jo fra skolen, at det var gravpladser fra oldtiden, men vi var nu lidt beklemte, når vi strøg ad ”hjemningen” til.

Højene ligger trindt om på åsene, og på en af de største banker ligger den store jættestue i sin bratte høj . Mange gange har jeg været derude og taget børnene og venner med – det var et helt optog, når Johannes, eneboeren, gik i spidsen med flagermuslygte. Ved et lille bord derinde måtte vi skrive vore nanve i bogen. For et års tid siden var vi der en dag igen, da var Johannes død, og vi gik uantastet ind, ingen hund gøede. Da vi var børn, kom vi der aldrig, selv om vi boede så nær ved.

Det kan vel ikke undre, at det bølgende landskab med moser i lavningerne og høje og dysser på åsene tidligt vakte en naturglæde hos os børn, en rigdom at eje og øse af. Disse grave, disse stene taler mægtigt om vore forfædre. De havde øjet opladt for, hvad der tog sig ud i vort landskab. I omsorg for mindet skyede de ingen anstrengelse, og matrialet var såre holdbart.

§

Ved Ellede har der været et par begravelsespladser, to store bautastene vidner endnu derom. Dem har man ikke turdet røre. Sikkert har de været anset for hellige. ”Stat fast og hans Lillebror” hedder de. Og fast står de. Tung og kegleformet står Stat fast i mulden, et lille stykke derfra står broderen lys og firskåren.

Men den lyseste og mindste sten står på en høj ved Nostrup, Kajestenen. Der ligger tre høje tæt sammen herude, Alehøje står der på kortet. Det må vel være et mandsnavn. I Skåne findes der nogle bautasten, som hedder Kong Ales Sten.

Lige neden for Kajestenshøjen er en dyb mose med bratte skrænter. Ved markvejen derop til ses en såkaldt hellekiste, et syn, der betog mig meget, da jeg så den første gang. Den er noget medtaget, idet der mangler nogle sten. Alligevel er det betagende, at den har fået lov at ligge der gennem tiderne. Stående oppe ved den lyse, regelmæssigt formede sten, har man udsigt vidt og bredt til bakker og dale med hvide kirker ned over landet. Her er smukt.

Der hviler en mærkelig oldtidsstemning over dette kystlandskab. Jeg læste om en udgravet høj med tre stensætninger inden i hinanden – jeg fandt den ikke, men glæder mig til at hilse på den en god dag.