Eyvind Olesen, en maler i sit miljø.

Foredrag holdt i forbindelse med Kalundborg Kunstforenings særudstilling af Eyvind Olesens kunst på Bispegården, foråret 2005

Af Ingrid Leth, født Olesen.



I gemmerne fra min fasters hus på Hauchsvej 11, som har rummet det meste af min bedsteforældres hjem, fandt jeg en lille bitte grøn bog, hvori min farmor noterede de morsomme udtryk, som min far og hans lille søster havde sagt da de var små, her citeres den lille Eyvind for at komme ind og sige: ”Marie siger jeg er en korrig fætter, ” og det kan man sige at det var min far: han var en snurrig fætter.

Som kilder til dette foredrag har jeg anvendt , hvad jeg har set og hørt fra min faster fra min mor, mange breve, hans mange digte og hans karakterbøger, hans kunstprotokoller, der indeholder forskellige menneskers billedsamlinger, og nogle af hans dagbøger.

Han har skrevet dagbog siden han var 13 år. Jeg ved ikke om han har tænkt at de skulle kunne læses af andre, de fremstår som daglige notater og en indre dialog med sig selv. De er meget interessante og omhyggeligt beskrevet, der berettes om vejret, om hans sindstilstand hvad der sker omkring ham og om hans kamp for at male kampen gjaldt både hans omgivelser især forældrene, men også en kamp han havde med sig selv, at turde tro på sig selv.

Som hans datter kan jeg ikke se på ham uhildet og jeg er ikke kunsthistoriker og jeg kan ikke give en psykologisk analyse af ham, det ville være uetisk fordi han er min far.



Min fars opvækst:

Hans forældre var brugsuddeler Lars Peter Olesen Svallerup og mejerske Laurine Olivia Nielsen som kom fra Nybølle på Lolland og hele sit liv bevarede hun det bløde ø-mål.

Da de mødtes var hun stuepige på en nærliggende herregård, Strandgården, hun uddannet som mejerske på Tranebjerg gods på Samsø og med flere gode pladser bag sig hvad der fremgår af hendes skudsmålsbog.

Lars Peter var startet som 14 årig hos sin far i brugsforeningen og overtog jobbet efter ham og blev brugsuddeler som sin far, hans moder var en klog handlekraftig kvinde, som havde pogeskole i Svallerup for at forberede de små på at komme i landsbyskolen, hun skal have puffet lidt til sin langbenede søn for at han kunne nærme sig Laurine, der var husjomfruen på Strandgården og et par år ældre end ham.

I ægteskabet kom der to børn først Eyvind og et par år efter Paula. Det har ikke været et godt arbejdsforhold at være brugsuddeler og have egnens storbønder som arbejdsgivere i brugsforeningens bestyrelse.

I 1915 etablerede han selv en købmandsforretning i Svallerup.

Lillesøster Paula sagde: bestyrelsen skal ikke bestemme at vi skal have kalket vores skorsten.

Med Laurine ved roret flyttede familien til eget hus med en selvstændig købmandsforretning.

De gik i skole hos lærer Manniche som også havde været lærer for min farfar, en streng lærer, der straffede hårdt. Eyvind blev en mønsterelev, han begyndt tidligt at tegne og male og skrive han lavede aviser som blev solgt for to øre dem har jeg læst højt for min faster i hendes sidste år , det er meget munter læsning med reklamer for hans fars forretning.

Han begyndte allerede her at skrive dagbog med beretninger om dagligdagen og om sine tegnerier og hvad han kunne finde på at sætte i gang.

Han havde en fætter Carl Adolph som han delt interessen for at tegne og male sammen med. Og også gennem voksen-årene havde de et åndsfællesskab. De havde kunsten og religiøse interesser til fælles.

Gennem samtaler med folk der kendte mine bedsteforældre har jeg fået indtryk af at det var en stræbsom familie, især på min farmors foranledning hun anskaffede klaver og fik sine børn til spil. Hun købte møbler og broderede til stuens udsmykning.

Hun havde en blomstrende nebengeschæft, solgte æg og jordbær, bandt kranse til begravelser og var leveringsdygtig i kaffe og lagkage til festlige anledninger i byen. Og så kunne hun blande sig i, hvem der kunne få kredit hos købmanden. Hendes familie blev begunstiget.

Da Eyvind tidligt viste sig som en begavet dreng var det klart at han skulle nå det højeste man kunne forestille sig i Svallerup nemlig at blive præst.

Eyvind måtte have en bedre skolegang end man kunne få i Svallerup, der var jo ikke gymnasium i Kalundborg og han blev sendt til Sorø Akademi. Man har øjensynligt ikke regnet med landsbyskolen, så han kom i klasse med drenge der var fire år yngre og en hoved mindre end ham.

Det har været et mareridt iflg. min mor , han har været en lidt pudsig lang dreng, der helt skånselsløst blev offer for kostskolementalitetens mobberi.

Han klarede sig fagligt på en førsteplads, men det må have kostet og hele hans dagbog handler kun om hvornår han må komme hjem til Svallerup.

Han boede i begyndelsen i 5. 6. skoleår til leje hos en familie, og her blev han behandlet godt. Da han flyttede over på skolen var det sovesal og kostskolementalitet.

Dagbogen fra fjerde mellem fortæller her boede han på værelse sammen med den senere velkendte oversætter Mogens Boisen og to andre drenge og at der var idelige slagsmål.(dagbogen er overdraget til Sorø Akademi).

Der var her beskrevet mange klø på skolen, meningsløse afstraffelser – a la catch 22

Dukketeater – tegninger – julekortsproduktion – badning i søen og cykelture med toget fra landstationen og ind til bystationen (det nuværende posthus.)

Han digtede vers om ankomsten til Sorø på aleksandrinere, det har flydt fra ham med poesi.

Det ældste maleri, som er udstillet her har han beskrevet i dagbogen i julen i fjerde mellem fik han lavet et lille maleri af Svallerup strand i låget på hans mors syæske. (Se selv det står i montren.)

Han har ikke trivedes på Akademiet og vanskelighederne er blevet større i gymnasiet så han går ud med en anbefaling fra rektor om at han burde lade sig indstille til Kunstakademiet , men det kunne forældrene ikke acceptere. Han flyttede til København og tog studentereksamen på kursus . På dette tidspunkt er han begyndt at male , billedet af Svallerup Kirke er malet da han var 20 år.

Men han fik ug- i latinsk version oversættelse fra latin til dansk som den eneste i landet Det var en stor dag i familiens liv og det var beskrevet i flere af landets aviser. Både Berlingske tidende og Kalundborg Folkeblad.

Og så blev han optaget på universitetet. Hvor han fik gode venner og læste, men kun havde malertanker i hovedet som han skriver, hans tyvere har været yderst vanskelige der var forbud mod at nævne hans maleri han brød sig ikke om at være i byen og søgte hjem men blev grebet af at cykle og male og prøvede at vende tilbage adskillige gange for at komme videre i sine teologiske studier. Hans forældre har presset ham meget hårdt og de har blandet sig i hans liv også hans forhold til kvinder.



Hvem havde lært ham at male. Han er uddannet af malerne Lembcke-Jensen og Svend Lindstrøm, men fik ingen formel uddannelse.

Han har debuteret som 25 årig i Vognmagergade.

Han fik venner, Glob var maler og hans sønner blev min fars gode venner i nogle år, PV Glob rigsantikvar og hans bror var maler.

Han kendte Zibrandtsen som var kunstanmelder han besøgte ham i Svallerup og har sandsynligvis støttet ham. Min far havde en omfattende korrespondance med mange omkring sig.

Det er blevet en pinefuld splittelse i ham, mellem maleriet og teologien og forældrene insisterede på teologien, og han har haft det meget svært med at gå mod deres vilje. Forældrene havde satset alt på ham, og det vidste han.

I Politiken fortæller han som 29 år da han udstiller hos kunstmaler Søren Axelsen Gl. Mønt, hvor han leverer 50 malerier:En ung lyshåret teolog åbner i morgen i den gamle smedje

Jeg har nu arbejdet med oliemaleriet siden jeg var 19 år teologien skulle jeg tage mig af før maleriet men jeg interesserer mig mere for det sidste end for det første og det er meningen jeg skal tage eksamen til jul hvis jeg kan. På visse dage når jeg ikke kan læse tager jeg malergrejerne og går ud i Sjælland Jeg maler op til fire billeder om dagen og det er for meget.

Jeg har tænkt over det i forhold til hans meget store produktion og hans mange variationer over samme tema, men hans beskrivelser i de første år fra dagbogen tyder på en voldsom energi og næsten besættelse af det at male. Farver og lærred blev hentet i Kalundborg.

Han malede undertiden på bestilling.

Hans gennembrud kommer i 41 og han er meget optaget af hvad der sker, men han har det som HC Andersen, de store begivenheder som han har set frem til bliver ikke helt de højdepunkter han havde håbet på, han får ikke glædet sig over, at han sælger tre ud af fem billeder på udstillingen og der kommer tilbud om at udstille i Århus og Silkeborg og andre steder. Der har været problemer med at rejse under krigen, men han kommer til Århus uden at skrive meget om det og i Silkeborg er han utilfreds med anmeldelsen, da han nu er 35 finder han det ikke i orden at han beskrives som ikke at have fundet sin form endnu.

Han møder malerne Marcel Rasmussen, Kaj Ejstrup og hans kone maleren Helga Klitbæk kaldet Klit. De hørte til Odsherredmalerne, som man finder på et dejligt museum i Asnæs. Der kendte han Victor Brockdorff , Karl Bovin med kone og Rørup.

Ved efterårsudstillingen d. 22 november 1942 hvor han også udstiller når han ikke frem og her har Glob lovet at introducere ham til flere kunstnere og anmeldere, men han er på vej til København men vil se til sin kære Maren og beslutter at tage hjem.

Når man ser i dagbogen led han af store sjælekvaler, men var også et let bevægeligt menneske der kunne live op ved et opmuntrende brev.

At drage af sted fra Hjemstavnen var en lise men forblev samtidig et tilflugtssted han ikke kunne undvære, selv ikke da han var gift – ser man af dagbøgerne.

Det er kun sporadisk at man kan finde materiale der viser at han har været gift to gange. Af dagbøgerne ser man at han havde sin Åse omkring 1952 og jeg husker hende også på dette tidspunkt. Hvad det har betydet for hans malerkunst har været motiver fra København og Gentofte og her gik han til Croquis tegning og har flere modeller både som tegninger og malerier; et par er at finde her på udstillingen.

Han var en modernist inspireret af : Isaac Grünewald, Matisse Cezanne, Braque , selv skriver han, at han elsker mange forskellige maleres kunst.



Eyvind Olesen som min far:

Min forældre blev skilt, da jeg var 6 måneder gammel, så jeg har altid kendt ham på afstand.

Min Mor og jeg flyttede til Vestjylland før jeg fyldte tre år.

Han sendte til min treårs fødselsdag en stor bog, vandret tredelt, han havde malet figurer, som kunne skifte hoved og kroppe og ben, når man bladrede, den var enestående.

Han gav mig en æske vandfarver, da jeg fyldte fire, og jeg malede hele dagen og køkkenet blev fuld af billeder. Min far skriver i sin dagbog, at jeg er slem til at lave huller i farven, og jeg erindrede ved læsning af det pludselig en pensel der bliver maset ned i midten af en rundt vandfarve og mårhårene falder af. Det er jo ikke så let at male med vandfarver.

Desuden havde han til denne fireårs fødselsdag sendt en malet bog om alfabetet, som var stor flot malet med oliekridt, jeg husker forsiden med billede af den rundkindede fireårige midt i et firetal og så var der to rim som jeg endnu husker.

Med I begynder Ingrids navn som drog til Skjern fra København.”

Og for E

I næste måned den fireogtyvende, der kommer en engel flyvende”

Han havde dog ikke fået den gjort færdig og så den sluttede på et tidspunkt , hvor der stod: Nu er Far træt, Nu kan du fortsætte med at tegne. –

Hvad jeg så gjorde - dog ikke med alfabetet

Min far lod to af mine akvareller indramme, det syntes jeg var rigtig fint, det var værdsættelse af mit arbejde.

Da jeg var mellem 3 og 6 år boede vi i Vestjylland uden for Skjern, dertil sendte min far hvert år en kæmpekasse med udstyr til en fastelavnsfest, masker, bordbomber, serpentiner konfetti og al slags gøgl. Det var et under at åbne denne kasse og min mor inviterede til fastelavnsfest for børnene i nærheden. Det vakte opsigt, ingen børn i landsbyen Ganer havde oplevet noget lignende ej heller de voksne, det var helt ukendt at man skulle klædes ud, det havde min mor sørget for at jeg blev. At de jyske børn blot mødte generte op betød ingenting, de fik næse, halvmaske, briller og alt hvad der skulle til. Og min mor havde anskaffet en tønde, men det var sådan en stabil en til sæbe el. lign den var umulig at slå hul i husker jeg.

Jeg elskede at tegne og ville så gerne lave oliemaleri, men først til min konfirmation fik jeg hele udstyret af min far, palet, malerkasse med farver pensler, lærred på blændramme samt en vejledning til at sætte farverne op på paletten, som Van Gogh havde gjort det. Jeg var meget overrasket over den opmærksomhed han havde på dette men jeg levede ikke op til forventningerne, det er svært at male med oliefarve. Jeg ville hellere bruge hans plakatfarver som var mere dækkende end vandfarver, men han var ikke meget for at lade mig male med det fordi disse farver var dyre mere end 10 kr. pr. glas, og man skulle have mange farver, der var ikke de samme mulighed for at blande som med vandfarver.



Min fars liv i Sorø var præget af længslen tilbage til Vestsjælland og strandene hvorfra han elskede at bade. Sorø var dog bedre end København.

Han store udrejseprojekt foregik i 1956 , han havde talt med mig om det, og jeg husker at jeg var nervøs på hans vegne og skrev at jeg var ked af at han skulle rejse. Han sendte en postkort fra Paris med fotografi af en gade, som var det bredeste jeg nogensinde havde set.

Bemærkelsesværdigt er det , at rejsen til Paris, som han satte store forhåbninger til, blev en noget skræmmende oplevelse, den var for dyr for ham, og han nåede ikke føle sig tilpas. Han havde nærmest sat sig selv på aktier for at kunne komme af sted. Han fik ikke malet meget derfra. Desværre - der eksisterer kun en lille akvarel Karruselbroen, som man kan finde her. Overgangen til Louvre tæt på pl de la Concorde.

Dort wo du nicht bist ist das Glück, min far som elskede det tyske sprog kunne have ladet denne sætning beskrive sit livs uro.

Han var en rigtig europæer, ikke videre anglosaksisk og med stor interesse for arabisk kultur og religion.

Han læste fransk og tysk, han oversatte salmer med en genial føling for sproget, og han besmykkede en hvilken som helst lejlighed med sin poesi og sange.

Han elskede Bellman og kunne alle hans sange, og han elskede at spille på klaveret.

Som han selv har givet udtryk for at da han blev førtidspensioneret, da han var i tresserne , var det første gang han havde penge .

Han forblev boende i barndomshjemmet sammen med sin søster, der kyndigt styrede hans økonomi.



Han fik en fredelig alderdom i Sorø beundret af frøknerne Strarup og malede så længe han kunne for sine neurologiske udfald, der gjorde hans hånd meget rystende.

De sidste fem år levede han på plejehjem i Slaglille og døde som 88 årig i morgen for 10 år siden.



Link til mindeudstillingskatalog