FODERMESTEREN OG FORPAGTERENS STUEPIGE MED DET STORE KASTANIEBRUNE HÅR OG DE GRÅGRØNNE ØJNE



Beretteren er Helene Hansen, der har skrevet om sig selv i 2. bind. Hendes fader var født i en gård på Lolland. Han havde lært mejeribrug på en række store godser, blandt andet Fuglsang og Gedsergård. Han lærte bødkerhåndværk og at slagte og at fodre køer og svin efter tidens nyeste teorier. Men herregårdsmejerierne blev nedlagt, og 27 år gammel arbejdede han som fodermester på Klintholm på Møn.

Moderen var født 1880 i en gård i Kallehave sogn lige ned til Ulvsund, der skiller Møn fra Sjælland:



Helenes moder Anna Elisabeth med sin far Laurits Jensen og sin mor Lisbeth Pedersen


Tidligt kom mor ud at tjene, og da hun blev en 16-17 år, ville hun lære andet end at malke og vaske transportspande og gå i marken, og hun fik da plads på Klintholm på Møn hos forpagter Dons. Det var et stort hushold, og hun blev hurtigt stuepige. Scavenius´erne boede i hovedbygningen og havde deres hushold og var jo de rigtig fine. En stuepige havde nok at gøre med alle lamperne, der skulle skinne, sølvtøj og så videre samt at hjælpe med at holde orden i linnedskabene, at stoppe dugene og meget andet, og hun skal nok have været en ferm pige. Alle dage var hun så akkurat, og de gamle folk, jeg engang kendte, sagde, at hun var en smuk pige med et stort kastaniebrunt hår og grågrønne øjne. Jeg kunne have ønsket min mor en længere ungdom, men en dag dukkede jo denne mejerist Niels Peter Nielsen, lollænderen, op. Og de blev kærester, og det gik sådan, at mor måtte hjem til sine forældre, for det var ”gået galt”, som man sagde dengang. Men de skulle da giftes og blev det også engang i 1898 henad sommeren. Og så var det sket. Jeg gjorde min entre på en højst ubelejlig tid den 28. april 1898 i min morfars gård, og mine forældre var ikke gift. Til maj kom far også. Der fulgte ikke bolig med til fodermestergerningen. Det var morfar ikke ked af. Så kunne han smede og gå på jagt. Det gik selvfølgelig ikke længe. Hovedkulds må far være rejst i en anden plads. Der var heller ingen bolig. Mor tog så en plads og havde mig med. Mine mostre var forliebte i far. De kaldte ham Niels, og moster Mine fortalte mig, hvordan hun gik i skoven og plukkede skovjordbær og trak på strå til ham. Nå men det var jo en noget uholdbar situation for de unge folk, og en aften kom mor og satte far ”kniven på struben”. Hun var gået fra pladsen og ville ikke derned mere. Manden var nærgående overfor hende. Dette, jeg nu fortæller, har jeg fars egne ord for, da han lå syg til døden og lod sin ungdoms trængsler passere revue for mig, hans ældste datter.



Nogle af Annas søskende: Søren, Vilhelmine og Jens Peter Jensen – senere Hageskov


Faderen fik arbejde på en sukkerfabrik, men blev syg af det, og han søgte tilbage til sit gamle erhverv og blev fodermester, først nogle år på Anneberggård og derefter på Melbygård ved Kalundborg og siden på Knabstrup:


Det kneb for far at blive tilfreds i sine pladser. På Melbygård stiftede han bekendtskab med Kalundborgegnen, og den syntes han vældig godt om.

Men en vakker dag blev teltpælene atter rykket op, og denne gang fik han plads på Knabstrupgård, et stort gods. Lunn hed ejeren. Der var en masse arbejde, men lønnen var også god. Vi boede i et langt, højt hus på vej op til gårdens udlænger. Mor var langt fra glad for dette flytteri, så meget mere som der næsten altid måtte gøres grundigt rent, inden vi kunne befinde os godt. Det var træls. Her i dette lange hus boede vi og en polakfører og sidst i huset en 25-30 polakpiger. Her var liv og glade dage. Polakføreren var tysker og hed Sperling. Han havde en sød kone og tre børn på vores alder. Han skulle sørge for, at pigerne kom i kontakt med dette fremmede land. Det var den tids fremmedarbejdere. Den første verdenskrig satte en stopper for den trafik.

Pigerne skulle gøre alt muligt markarbejde, især roelugning, og fru Sperling skulle koge kartofler til dem, som de selv skrællede. Der var et stort komfur. Jeg husker tydeligt alle deres kasseroller stå der. Kartofler og skummet mælk var en del af deres løn. Der var en hel sal med faste sengesteder langs væggene. Vi børn fik ikke lov til af være derinde. De var fulde af lus og sad på helligdage og lyskede hverandre. De ville ellers så gerne have fat i os unger, men mor og fru Sperling holdt streng justits. Det var et helt sceneri, når flokken drog ud med føreren i spidsen. Det var mest unge piger, nogle enkelte ældre husker jeg dog der var. Det var kraftige, hårdføre piger med store støvler og folderige dragter. Med en brødhumpel i lommen gik de på arbejde, og det har nok været til klokken syv om aftenen. Så ventede de dampende kartofler. Det var en meget enkel levevis. Måske købte de ost og pølse, men det var vist kun sidst på ugen.

Jeg var nu fire til fem år og kan huske alt så levende. Hovedbygningen med en vejrhane på tårnet huskede jeg måske bedst, for den var i Traps Danmark, som min videbegærlige far subskriberede på. Længe efter at vi var væk fra Knabstrup, stod jeg og så billedet og kunne kende vejrhanen. Vi havde lov til at gå i parken, der var stor og skøn. Men der fik jeg en dag øje på nogle høje planter med skællede, spændende hoveder i toppen. Hurtigt plukkede jeg mit forklæde fuldt og bar dem hjem til min rædselsslagne mor. Det var artiskokker. Så var det forbi med at færdes i parken uden voksen ledsagelse. En ulykkesfugl var jeg. Det blev jul, og far og mor pyntede juletræ i et lille værelse, som far kaldte kontoret. Jeg var alene med de små, Karen, Lovise, og en lille bror Jens havde vi da også fået. Han sad på et tæppe på gulvet. Der blev banket på døren, og i halvmørket fremtrinede en mand, godsejeren, med en stor pakke. Han havde lang, sort frakke med slag på. Jeg blev så bange. Det kunne han vel se. Bliv ikke bange, børn, sagde han, det er bare nogle julegaver. Og han trissede stille ud igen. Far og mor havde låset døren ud til kontoret, for vi skulle ikke se træet, før far kom hjem fra stalden. Men nu fik jeg da mælet og dundrede på og råbte: Godsejeren har været her! Ud kom mor og overskuede situationen, Jens siddende pjaskende i en pyt væde og måske mere. Det var en forsmædelse, og jeg blev skældt ud. Jeg var aldrig til at stole på. Herregud et femårs barn. I pakken åbenbarede sig siden alskens herligt legetøj og godter, fine cigarer og så videre.

Lejligheden bestod af en entre ud til en høj stentrappe, køkken ud til haven og en stor stue, så stor at vi havde sengene i den ene ende og dagligstue i den anden, og så den lille stue, kontoret. Vi havde to dobbeltsenge af træ med godt sengetøj og med rød- og hvidmønstrede vaffelvævede sengetæpper og rødternede gardinkapper. Om aftenen blev der hængt lærredsstykker for vinduerne. Om aftenen pudsede Karen og jeg lygteglas. Det var før flagermuslygternes tid. Jeg husker, at der blev købt små stole og et lille bord til os børn. Der havde vi det herligt. I kontoret var skrivebord og chaiselong, pokker til ord, og bord og stole i stuen. Mor holdt alt så rent og funkende, især vore fine lamper, som var brudegave. Den ene af bronze var en gave fra Klintholms ejer, den anden var af messing. Bronzelampen har vor yngste søsters datter. Senere fik vi hængelamper. Mor var så bange for, at stålamperne skulle blive væltet, efterhånden som vi blev så mange børn, men jeg var da elleve år, da far kom hjem fra auktion med en hængelampe.

I haven var der et himmelhøjt pæretræ, som vi aldrig kunne nå frugterne på, men måtte lade dem falde ned af sig selv. Den første jul vi var på Knabstrup, så det ud til at blive smalvakker affære. Vi var flyttet derud til november, og mor havde det ikke så godt. Der skulle igen komme småfolk, Jens blev født den 19. februar 1903. Men da kom der en mand og gav far 40 kr., fordi han havde tilset hans ungkvæg, som godsejer Lunn havde lånt husly til i en stor lade, idet mandens stald var brændt. Og så var julen reddet. Far lavede legetøj, savemænd, og mor syede tøjdukker. De var så lykkelige for og børn. Da Jens skulle i kirke, lod godsejeren den lukkede vogn køre frem. Det var koldt og forår. Tante, fars søster, kom og bar Jens, og hun og far røg cigaretter, som de rullede selv. Vi fik høne i karry, og tante roste mors kogekunst, og hun var 28 år og husjomfru hos en grosserer, så hun forstod sig på det. Sidst fik vi ris a la mande. Også tante kom siden til at bo på Kalundborgegnen, i Svallerup, hvor hun blev husjomfru hos Hostrup Schultz i Strandgården og siden gift med onkel Lasse, som var brugsuddeler

I det lange høje hus havde vi børn det godt. Især når polakkerne kom om foråret, var der herligt. Jeg glemmer heller aldrig, når den store hjord af køer kom forbi ved femtiden om eftermiddagen. Så satte vi små tøse os ud på den høje trappe, og når vi så, at koen der havde en vældig svulst på det ene forben ligeså stor som en fodbold var kommet forbi, så havde vi set nok.


Faderen indså, at der var ingen fremtid som fodermester på en herregård. Hans børneflok voksede stadig. I 1899 kom der en ny lov om udstykning af husmandslodder. Da Ubby præstegård blev udstykket 1904, fik faderen en lod på fire tønder land, og der tog han og hans kone og børn alle fat på at få et stykke lerjord i kultur. Fire år senere solgte han husmandsstedet og købte et lidt større, og i 1911 kunne han købe en lille gård. Den gode uddannelse kunne godt bruges andre steder end i en kostald, men det var nogle drøje år, der fulgte efter mødet med forpagterens stuepige, og så var forældrene endda fra velstillede hjem, og det var i en tid med gode konjunkturer.