En udflugt til Yderholm

Af Eyvind Olesen



Fru og frk. Bramsdorf havde fået den ide at køre i deres bil ned og se Køge-egnen, nærmere bestemt Lellinge Å. Og de ville medtage min søster og mig. Det er ellers noget af en tvivlsom fornøjelse at sidde i en bil, der er alt for lille til ens korpus og som desuden måler 30 – 40 graders varme. Det er også noget, hvad det er at begive sig ud på unødvendige bilture i så befærdede og risikofyldte tider. Men da min søster ikke ville tage med uden mig og således ville gå glip af turen, så måtte jeg ofre mig. Lange bilture plejer for øvrigt at berøve mig min nattesøvn.

På det fastsatte tidspunkt: Kristi Himmelfartsdag et kvarter over 2, var min søster og jeg parat. Vi låsede huset af og gik spejdende og forventningsfulde rundt foran huset. Men der kom ingen. Der gik 10 minutter, der gik et kvarter. Så tog jeg min cykel og kørte ned for at kræve de to til regnskab. Da jeg omtrent havde nået deres hus, kom bilen mig i møde. Vi mødtes så foran vort hus, og jeg sparede ikke på bebrejdelser. ”Jamen D e kom alligevel sidst”, sagde frk Bramsdorf drillende. - Hun er lærerinde, og hun har en mærkelig hård karakter. Af udseende er hun meget spinkel og spæd og ung og har ligesom lidt tilløb til skrutryggethed. Hun taler langsomt og overkorrekt så det er en gru. Hendes stemme er tør og knirkende. Det viste sig senere, at forsinkelsen skyldtes, at hun havde siddet og rettet stile til kl. 2. Så hensynsløse og selvglade står lærerinder altså i fare for at blive.

Så kørte vi. Vi standsede et øjeblik ved en benzintank, der lå ved Ringsted Banegård. En tanke slog ned i mig. Her kunne jeg jo stå af og sige tak for turen og bruge resten af eftermiddagen til i ensomhed og frihed at indtage en forfriskning på Ringsted Banegsårdsrestaurant og så tage med toget hjem. Men jeg havde ikke kræfter til at føre drømmen ud i livet. Og så kørte vi til Kærehave, Slimminge, Bjæverskov og Yderholm. ”j´et er stumt i Bjæverskov”, sagde jeg til lærerinden. ”Nej, for folk på egnen udtaler det med j”, svarede hun. Lidt efter så hun, at Kjulerup var stavet uden j. ”Det var Sørens” sagde hun. Så stillede vi bilen fra os på en parkeringsplads og spadserede gennem skoven. Der stod i hundredvis af biler på nævnte plads, og skoven var fuld af promenerende og spisende gæster. Vi tog plads på nogle fældede træstammer med undtagelse af fru Bramsdorf, til hvem der var medbragt en stol. Så gik vi om bord i teen. Fru og frk Bramsdorf drikker kun te. Folk defilerede forbi os i store eskadrer. Og lidt efter kom der en vældig masse blå pigespejdere ud af skoven. - så fortsatte vi vor vandring ind i skoven, og omsider kom vi til det store under: Lellinge å dybt, dybt nede! Herhenne har Mønsted malet! Jeg sad på en bænk og studerede fru Bramsdorf, mens de to andre gik ned til flodbunden. Det er umuligt at beskrive fru Bramsdorf uden at fornærme hende på det groveste. Hun virker sygelig og imbecil, med et mægtigt overbid og minder mest af alt om en klukkende kyllinge-høne. Hun taler jysk. Det er som om, der til hendes natur ligger noget skadefro hånligt over for alle, der er mindre begunstigede end hun selv. - så kom de to ”opdagelsesrejsende” tilbage, og vi sad og drævede og slog eftermiddagen ihjel, men det blev jeg hurtigt træt af. ”Nu går jeg hen til bilen", sagde jeg. Et overbærende eller hånligt smil sendtes efter mig fra de tilbageblivende. Omsider fandt jeg ud af skoven, passerede den lange bilrække og så mit snit til at gå ind på Yderholm Kro og drikke en Tuborg. Endelig og omsider befandt jeg mig godt. Herinde på Yderholm Kro – h e r var atmosfæren menneskelig!!