Eyvind Olesen:

Mine Barndomserindringer

Skrevet ca. 1965 eller tidligere.

 

Hvor Præster dog altid har opfyldt mig med et grumt Ubehag. En Mand kan ikke sætte sig paa de himmelske Herligheder via de schwalkaldiske Artikler. Den første Præst, jeg mødte, blev jeg takket være mine fromme Forældre konfronteret med, da jeg var 5 Aar. Jeg stod lige inden for Døren, der skiller den sollyse Dag fra det dunkle Kirkerum – og han svævede mellem Himmel og Jord oppe paa Prædikestolen. Det forekom mig, at han saa inkvisitorisk paa mig. Da jeg formodentlig har givet udtryk for ubehag herover til min Ledsager, foretog vi en omgaaende bevægelse og satte os med Udsigt til Præstens Ryg oppe paa Altertrinet.

Et par Aar senere kom jeg kørende paa Cykle ud ad Landevejen med Formiddags­solen i Øjnene. Da jeg var uden nærmere kendskab til Færdselsreglerne kørte jeg i venstre Side. Det var ligesom der var mere udpræget Sti dér. Eller maaske har jeg haft medfødte Dispositioner for at blive Svensker. Nok er det: jeg følte mig i den grad tilfreds med Situationen, at jeg syntes, at den Cyklist, som jeg netop saa komme mig i møde, ligesaagodt kunde køre til Side for mig, som jeg for ham. Og det, skønt jeg godt saa, at det var Præsten, som var en stor Cykle-Entousiast. Jeg kan endnu huske, at den Sadel, han benyttede, var den saakaldte – og til den gejstlige Lejlighed særdeles godt passende – Christ-Saddel. Men vi kom bort fra min forblindede selvfølelse, der fik mig til at kræve, at denne gejstlige person skulle flytte sig for denne 7-Aars Dreng. Men se om han gjorde det! Det blev mig, der maatte vige til Side. Da jeg kom hjem, udbad jeg mig af mine Paarørende en Forklaring paa Fænomenet, der havde stødt min demokratiske Sans. Og saa lærte jeg den gamle Regel om højre og venstre, der her til Lands falder sammen med Faarenes og Bukkenes Anbringelse i Billedtalen. Og det er maaske det, der er skyld i, at jeg endnu den Dag i Dag tørner sammen med Præsterne!

Min Bedstefar regnede ikke en Kirke for noget, hvis den ikke havde takkede Gavle, ”Kamme”, kaldte han det. ­– Det andet saa dog saa kullet og bart ud, syntes han. Han frekventerede ofte om Søndagen Aarby Kirke, til trods for, at han til Fods tilbage­lagde den milelange Strækning – det var den kirke, der havde de flotteste Kamme. De var næsten formet som Orgelpiber. – Denne fortrolighed med kirkerne deltes ogsaa af hans Niece, Nina, der er opkaldt efter Vilh. Becks Kone. Niecen boede nemlig i det fjernt­liggende Ørslev. Engang under en natlig Ildebrand løb hun resolut op i Kirketaarnet og ringede med Klokkerne. Min Far skulle saa afgjort have været Præst, men det kom slet ikke paa Tale. Saa skulde jeg til gengæld være det, men det var en Generation for sent. Det lod sig ikke gøre.

Ved Gavlen af vort Hus stod der et gammelt Hyldetræ. Blæsten susede i det. Hvor boede vi dog langt ude paa Landet! Jeg kunde mærke det allerede som ganske lille. Det var, ligesom der var noget galt. Det var, ligesom det skyldtes en vis Tungsinds-taage – en aandelig Havgus, der udgik fra Far. En manglende Evne til at gøre sig til Situationens Herre og se stort paa Tingene. Og til at tænke paa andre ikke af frygt, men af Kærlighed. Naar Folk tænker paa andre, er det som regel af frygt – for, hvad Naboerne vil sige.

Ved det nævnte Hyldetræ mødtes vor Pige sommetider med sin Kæreste. Det var som om hun, naar han kom, raslede ud af en lun og varm Rede. Hun saa ham oppe fra Vinduet og begyndte at græde. Hun vilde ikke have mere med ham at gøre. Men hvordan er det, der staar i den gamle sang: ”Thi Blodets Røst er vakt”. Det maa være det, der var sket med hende, for han trak alligevel af med hende, og til sidst blev de forenede i et solidt og borgerligt Ægteskab. Hun har skænket ham en Dreng, som har været mig til megen Glæde i den modne Alder.

Gaar man fra Hyldetræet og Gavlen lidt videre fremefter ad Vejen, forbi Bage­rens, deler den sig. Den ene gik ud i den vide Verden, den anden gik bare til Ubby. Atter strejfer Tanken paa ny Vilh. Beck. Han regerede i Ubby, som paa den Tid kun stavedes med eet b, først han kom til Ørslev. Og gik det ham godt i Uby, gik det ham endnu bedre i Ørslev. Saa han vil med Salmedigteren kunne sige: ”For Høsten her og Høsten hist vor Gud ske tak og Ære”. Ja, vi sad i Indre Mission til Halsen dengang! Vel var Grundtvigia­nismens gladere Lys brudt frem, men det var ligesom mere for de udvalgte. I Ubby laa Friskolen. I vore Øren var Navnets Frihedsklang vel nærmest af en noget oprørsk og odiøs Farve. Det var i hvert Fald kun Peter, der brød ud af Rækkerne og, udstyret med en fin Drengecykle, kørte til Skole i Ubby Friskole. Vi forstod godt, at deroppe var man omtrent fri for Lektier. Det var ikke som i vor egen Skole, hvor alt gik under samme Scepter i sit 40-tyvende Aar. Jeg blev ”ledsaget til Pianofortet,” som Fritz Jürgensen taler om, af Far. Han har sikkert været lige saa beklemt, som da han selv i sin Tid skulde i Skole hos den samme Lærer. Frygten for Lærerne slipper man aldrig af med. Ligesom Lærerne bliver præget af en Character indelebilis, som heller ikke de kan slippe. Maa jeg have lov at slaa et Slag for frivillig Skolegang! Den første Dag, jeg kom i Skole, skulde jeg kunne et lille Stykke af Balslevs Katekismus, der siges at have vederkvæget vort Land i 1 Million Exemplarer! Mon der ikke er en Sammenhæng mellem denne Kends­ger­ning og Folkets aandelige Særpræg i Dag? Men tilbage til det Stykke af Visdommen, som jeg skulde klare den Dag. Det handlede om Forjættelsen, der kom til Kvinden, om Slan­gen og om Kvindens Sæd. Ved det sidste Ord tænkte jeg paa en gul Kornmark. Noget af det var smaattrykt, andet var med større Typer. Den sidste Kategori var Forklaringerne. Forklaringerne var meget sværere end selve Skriftstederne. De henvendte sig til Børn i samme Toneart som Faderen hos Fritz Jürgensen til sin 5aarige Søn: ”Du maa vænne dig af med saaledes at overse Folk, som du ser, jeg viser Opmærksomhed! En Mand, der ved sine grundige historiske Studier har vundet sig et europæisk Navn”…. Inden jeg havde tilbragt ret mange Minutter i min nye Egenskab af Skoleelev paa den nederste, sorte Bænk, fik min Sidemand lyst til at adsprede mig eller vise sin ophøjede Foragt for Skolens Anliggender: han trak blank og blottede sine nedre Egne!

Men med alt dette staar vi stadig væk oppe, hvor Vejen deler sig i 2: den ene ud i den vide Verden, den anden bare til Ubby. Disse Veje var dengang skilt ved Udgangs­punkt af Anders Pæsens Hus, som nu er fjernet. Resultatet er blevet, som ved alle For­andringer: reelt Tilbagegang. Nu er der blevet et Kaos af Veje, en Fælde, som ingen Djævel kan hitte ud af. Hvem skulde tro, at Anders Pæsens Hus contribuerede saa stort til Ordenens og Fredens Opretholdelse! Dér ser man! Det gamle Træ, o lad det staa! – men overfor dette hus, ved Ubbyvejen, laa der en Fold. Og her stod vi stillet op en Søndag Formiddag i tindrende Sol og saa med begejstrede Blikke hen mod Folden, for her foregik noget usædvanligt: et Cirkus havde slaaet sig ned. Lysende i Solen som en muhammedansk Moské i Isphahan laa Teltet i Baggrunden med sin indbydende Port.

I Forgrunden saa man Beboelsesvogne og Smaatelte, Zigøjnere og Dyr. Men fra dette usædvanlige Skue blev vor Opmærksomhed et Øjeblik bortvendt ved, at en Motor­cykle i det samme drejede ned ad Ubbyvejen, bemandet med een eller to personer, iført det dengang obligate Antræk: Sportsstrømper, ternede Ridebenklæder, Briller osv. ”Et det Vejen til København?” raabte Manden i Forbifarten, idet han søgte at overdøve den forfærdelige Larm fra Cyklen. De omkringstaaende raabte Ja, og Manden forsvandt som Elias paa sin Ildvogn. Men hvorfra de omkringstaaende havde faaet den Kendskab, at den Vej førte til København, var mig en Gaade. Jeg vidste kun, at den gik til Ubby.

Næste Dag traf jeg en lille Zigøjnerdreng nede i Byen ved Gadekæret. Han var i rød Sweater. ”Nu slaar jeg dig ihjel!” sagde han og tog en Kniv frem. Jens Larsens duftende Mælkejunger stod ved siden af. Gadekæret medførte en Ambra af Dynd og Karusser. Lad mig røbe med det samme, at jeg slap med Livet. Jeg vil ikke holde Læseren længer paa Pinebænken. Men jeg forstod dengang at Folkene fra Kattebohult er et Folk for sig.

Vrid rätt den granen, som skapades skack,
gör lamm af ulv eller lo,
och folk af Boneckernas rackarepack
i Kattebohult bort i bo.

Saavidt Fröding. – Om Søndagen forlystede vi os sommetider med at spadsere i Flok og Følge den lange Vej ned til Tante Hanne i Haardheden. Denne Lokalitet med det mærke­lige Navn laa hinsides den Aas, der kulminerer med Kæmpehøjen Regners Høj, en hul Høj, der vakte Forestillingen om at være Indgangen til Underverdenen, til Himlen eller Helvede, eller maaske blot nærede Troen paa Bjergmænd og Vætter. Det var Fars Tante, der var Tale om, og hans Onkel, der omtrent saa ud som Tennyson, et mærkelig beaandet Ansigt med Fuldskæg. Det var noget mildt, ogsaa lattermildt, over ham. Han gik paa Arbejde paa det nærliggende Philipsdal, og han saa kroget og forslidt ud. Deres 2 voksne Døtre, Thora og Kristine, var hjemme. Der hvilede over det lille Husmandssted noget fint og sart. De var præget af den Grundtvigianske Aandsretning. Det jeg husker bedst fra besøgene dernede er en lille Vase med Blomster. Den er blevet mig Proto-typen paa alle Vaser. Noget guddommeligt. Der er noget guddommeligt ved buet Glas og bemalet Porce­læn. Og Blomsterne selv – de indgaar deri.

Blomsterne fører os nogle Aar frem i Tiden, til vore Besøg hos min Farbror i Jyderup. Efter Sædvane søgte mine Forældre Kirken, som laa lige ved, naar der var Eftermiddagsgudstjeneste. Og tænk da paa denne skovfrodige Egn paa ”Blomsterflor i Mark og Lund”. I Kirken sang de ”som Foraarssolen morgenrød” – og Hartmanns vid­underlige Melodi fik et Øjeblik Tiden til at staa stille. Jord og Himmel mødtes og blev til tidløs Evighed. Det bevirker de Gang paa Gang forekommende Tik-Tak, Tik-Tak - Gentagelser. Musikkens Magt er underfuld. Religionen og Kunsten og Naturen sammen­sværger sig om Foraaret til noget vidunderligt. Der sad ogsaa et Par Forlovede i Kirken, som lod deres unge Lykke næres af alle disse Ingredienser. Og udenfor grønnedes Skoven. Men der er Mennesker, som ikke er særlig optaget at alt det, men staar med begge Ben paa Jorden. Hvad saa? Til hvad Side skal et Barn saa gravitere? Jamen er det da ikke svært? Mine Forælder derimod var parate til med smaa Mellemrum at hoppe op paa den nærmeste Sky. – I vore Dage begynder Forældre at forstaa, at der følger et stort Ansvar med Børneopdragelsen i Retning af at være livsnære og ikke lade dem ligge i en spaltet Verden.

Som Fuglekor i Mark og Lund
lovsynger Gud i allen Stund
med deres Toner søde,
saa alle Tunger trindt om Land
lovsynger Dødens Overmand
i Paaskemorgenrøde.

         Men den Skønhed, Kraft og Begejstring og ogsaa det intakte Forhold til Yder- og Inder-Verdenen synker og taber sig i Tidens Løb, ligesom om Efteraaret ”Fuglestemmen daler”. Det er som om alt bliver mer og mer slidt, falder mer og mer i Ruiner, mens en truende Tordensky samler sig over vore Hoveder. Vi bliver mindet om, at vi er Skue­spil­lere paa Theatrum mundi. Saa lad os spille Rollen godt! Lad os ikke kalder Fortiden ”sukkende tilbage som en Drøm, der heden for”. For saa har vi ikke forstaaet en Stump af det hele. Lad os heller ikke blive desillusionerede, selvom der virkelig synes at være Grund til det. ”Hvad der i det Ydre kan anses for Ulykker, gavner netop ”den indre Opstig­ning” (Eustsen). Da begynder Maalet netop at komme til syne, den indre Kærne, den haarde Valuta, ”Da Modenhed i møde Slægten slaar og glæder med sin Frugt, naar Høsten kommer”, ”Og naar de som Sne er hvide, finest Frugt ved Vintertide bærer de for Gud”.

Og Stranden banker med sin blaa Hammer mod den lange Kystlinie, og Resultatet bliver frisk Luft og Maageskrig over hele Linien. Mod Syd har vi Reersø, hvor Hjem­stavns­digteren Gravlund sad i ”Sandhagen” og skrev om ”den Jord”. Om Bondens klæge klima. Der er ristet ham en Rune ved Vejen. Fædrelandet har til gengæld kaldt ham ”Danmarks Dreng”. – Engang kom Kongen igennem vor By. Det var Chr.10. og Dronning Alexandrine. Min Søster og jeg blev etableret med Dannebrogsflag ved Kirkegaardsmuren, nogle ganske enkelte andre sluttede sig til, og Bilen kom. Alene en Bil var jo et særsyn, og inde i den sad Kongen og Dronningen. Kongens hovede naaede helt op til Taget. Saa var vi den Oplevelse rigere – en anden dag hoppede min Søster og jeg rundt med Nissehuer paa Hovedet paa Sækkene i Foderstofhuset. Der var noget Verdensflugt over vore Forældre, noget Eskapisme. Det skulde i det lange Løb vise sig farligt.

Min Farmor taalte ikke det mindst overflødige Ord, ikke et ”skam” eller ”spille­me” eller ”for Søren”. Heller ikke Masker ved Fastelavnstid. ”Naar Gud har givet Jer jeres kønne Ansigter, saa skal I ikke tage Masker paa”, sagde hun. Muhamedanerne evner at blande Gud ind i alting uden at der sker nogen Ulykker ved det, nogen Over­dri­velse – af den Art. Men hos os gaar det galt, naar vi prøver paa det. Det er ogsaa en helt anden Gud. Vi har beholdt mere af den strenge Jahve og Leviticus: alle Lovfor­ord­nin­gerne i 3. Mosebog. Allah vil gøre det let for sine Tjenere. Tyskerne, der har et gladere Dagligliv end vi, har altid været velvilligt stemt overfor den arabiske Kultur.

Hos Skolelæreren kunde man Aaret igennem opnaa adskillige Indrømmelser. Naar det var mod Jul, sluttede stundom den langstrakte Skolegang i Mørkningen, med, at der blev læst Eventyr af ”den blaa Bog”. Om Sommeren kunde man faa Tilladelse til at faa Gymnastikredskaber anbragt paaExercerepladsen”. De fra ”Store Hold” kunde, naar de følte Trang til at vise Skolen Interesse udover det tvungne og derved ogsaa føle deres Mereværd, faa Lov at gaa med ”de smaa” i Skole, som Regel kun et Par Stykker. De blev da anvendt til afskrivning af Kataloger eller Tabeller over Dyrenes Inddeling. Kataloget over Børnebogssamlingen viste morsomme Fejltydninger, der summeredes op Aar for Aar. Saaledes betød ”Tano Tolk”, at der oprindelig havde staaet ”Fanø Folk”. En anden Ekstra­vagance for de store, der som en Slags hellige Køer gæstererede hos de smaa, var, at de kunde faa Lov at se ”den gule Bog”, en sindrigt komponeret Samling af Udklips­billeder og Bilag. - En anden Oplevelse og Udmærkelse for Børnene var, at faa Lov til at hjælpe Læreren i hans store Have. Det belønnedes med Naturalier af Havens Ydelser. Børnene tilmeldte deres Forældre til Altergang hos Læreren, og Læreren tillod somme­tider et Barn at faa tidligt Fri for at deltage i en Udflugt med dets Forældre. Saaledes gik Skoleaaret sin Gang med bestandige smaa Oplevelser og Variationer. Endelig kunde hele Klassen om Sommeren faa Lov at afkorte Skoledagen og spadsere til Stranden med Læreren for at bade. Pigerne foretog en lignende særlig Tur med kvindelig Ledelse. Det var jo en udpræget Strandeng. Træer var sjældne. Om Sommeren, naar der kom Varme i Luften, sang vi stundom ”der er saa travlt i Skoven”. Det anede os, at der fandtes et Skovens Rige et Sted, grønne Haller med Fuglesang, Kulisserne for Rødhættes Vandring til Bedstemoderen og Hans og Grethes do til Heksen. Og stor var da vor Glæde og For­vent­ning, naar det viste sig, at vi skulde ”Med Skolen i Skoven”. Jeg har brugt denne Terminus som Titlen paa et Billede, hvor jeg har søgt at skildre en saadan Skovtur efter Erindringen. Nu vil jeg prøve med kuglepen. Allerede mange Dage forud blev vi instru­eret, og det blev fastlagt, hvem vi skulde køre med. Børnene skulde fordeles i de forskel­lige Gaardejeres Char-à-banc’er. Det var i Hestevognenes Tid. Til sidst kom der en enkelt Bil og distancerede alle de andre. – Og saa gik Vogntoget, med Faner og Hurraraab. Under megen Kappestrid overhalede indimellem en Vogn den forankørende. Over Dal og Banke nærmede man sig nye og for nogle helt ukendte Egne med den blanke Fjord, og Staden med den femtaarnede Kirke i Baggrunden. Med Herregaarde og Alléer. Et enkelt Træ i Alléen krævede særlig Opmærksomhed. Det var ”Tykke Marie”. Hun skulde have et Hurra i Forbifarten. Omsider var man i Læ af Skoven, og de dampende Heste svingede forbi Festpladsen og Sofies Traktørsted ind paa Staldpladsen. Nu begyndte først Selska­be­lighed i større Stil. Drenge og Piger, Læreren og Fruen, det for Tilfældets havde med­bragt Medicinalvarer, og alle Forældrene og Paarørende, Repræsen­tanterne for Hjem­egnens Gaarde og Huse. Snart blandedes det hele i en Pêle-Mêle, og en højst gene­rende Kaffeduft begyndte efterhaanden at gøre sig gældende. Sofie og hendes Medhjæl­pere laa ikke paa den lade Side. Nogle af børnene var allerede oppe ved Kegle­banen, hvorfra der lød Brag, som gav Ekko i Skovens Haller. Naar øjenene og Næven havde faaet deres Lyst styret, laa forskellige Muligheder aabne: Man kunde simpelthen lege paa Festpladsen. Læreren havde medbragt et Reb til Tovtrækning. Hvor underligt var det ikke at lege ”bag om Byen” her paa Festpladsen, en Leg som ellers foregik hjemme paa Skole­pladsen. Man var helt ude af Flippen, og saa var der to Spadsereture, som foretoges successivt: den ene til Sønderstrand – med Fasaneriet og den til Nord­strand, med udsigt til Kalundborg. Denne By, alt, hvad der tilkommer den af Ære og Respekt, saa var Turen til Sønderstrand vist den lifligste – med de høje Klinter og Skrænter, det klukkende Vand og den umaade­lige Havflade. Pris være ham, der opruller for os saadanne Motiver, der fører os gennem skyggefulde Lunde til kvægende Vande. Der var ogsaa noget, der hed at danse i Fest­pladsens Træbarakker. Der var i det hele taget meget, der kaldte paa Opmærksomheden, hele Livet samlet i den grønne Lund, saadan som det findes i den mindste Vanddraabe. Men det blev Midaftenstid og Spisetid før man saa sig om. Naar det Maaltid var sket Fyldest, var det som Regel Tegn til Opbrud.

So scheiden wir mit Sang und Klang
Leb wohl, du schöner Wald
Mit deinen grünen Matten
Mit deinen kühlen Schatten
Du schöner Aufenthalt!

          Og saa er der i Grunden ikke mere at fortælle, men det er jo ogsaa nok. Hestene havde imidlertid samlet friske Kræfter og længtes mod den hjemlige Stald. Trods Mørket kunde vi se ”Tykke Marie” og hun fik paa ny sit Hurra. Det var, som om Væddeløbs­lysten var steget lidt paa Tilbagevejen, og man drejede hinanden mangen en Knap i saa Henseende. Og til sidst lød Hurraraabene i den hjemlige Landsby. Globetrotterne var vendt tilbage. Beduinerne var atter i deres Ørken, den, de trods alt holder saa meget af.

Hvis hvert Sogn har sin Heks og hver By sine Trolde, saa havde vor By en mar­kant Profil i så henseende i Store Niels. Han var hærdebred og som Navnet antyder høj. Han havde kraftigt Haar og Skæg og hans Hud var solbrun og garvet af Vejr og Vind. Han havde forslagne, plirende Øjne og en nøgtern livsnær og interesseret Indstil­ling, men Hovedindtrykket af ham var en ophøjet Ro og Alvor. En uforstyrrelig Ro. Han blev ikke let bragt ud af Balance. Dybsindigheder og Intellektualitet var ikke hans Sag. Han var vel nærmest en afstumpet Sinke-Natur. Men han havde sin levende Fantasi, som var det karak­teristiske ved ham. Han oplevede løst og fast, sandt og Løgn, og fortalte om det på samme Måde, saa hverken han selv eller hans Tilhørere vidste Hoved eller Hale, Ende eller Begyndelse på dette myldrende Fantasirige. Da han en Gang blev ærgerlig paa en Mand, sagde han til ham : ”Du er en Stork”. Hans Diktion var også karakteristisk: Han talte i stødvise Ryk, dvælede sommetider længe på een Stavelse for saa til Gengæld at expedere det følgende saa meget hurtigere. Hans Veje var uransage­lige. Han kunde dukke op naarsomhelst, hvorsomhelst, pludselig ankommen fra lange Rejser – til Fods. Han kunde indtage kolossale Maaltider, ofte flere i Rækkefølge. Han bar gerne en stor Kurv paa hver Arm, overdækket med sort Voksdug. Der kunne være Basser i Kurvene, saa blev han kaldt Basse-Niels eller maaske røgede Sild – en lidt betænkelig Vekseldrift. Men det kunne også ske, at der var en Grammofon i Kurven, og saa solgte han Musik i stedet for Naturalier. Naar han spillede ”Juleskibets Ankomst” var Success’en altid sikret. Et saa fjernt Maal som København veg Niels ikke tilbage for. Han kendte ovenikøbet Stien til København. Det gik langt hurtigere, naar man fulgte den. Spurgte man ham saa, hvor han sov om Natten, fik man at vide, at han gik hjem og sov hver Nat, for at spare Natlogis. Hvis han om Dagen blev træt, naar han vandrede af Sted, lagde han bare Hovedet om paa Siden og sov, mens Benene fortsatte Vandringen. Der var ikke den ting, som Store-Niels ikke kunne klare. Engang havde en Mand hyret ham til at køre Varer til Kalundborg, en Tur på 11 km. Niels blev spændt for en veritabel Vogn med Remme og Seletøj som en Hest, og Vognen belæsset med Grøntsager. Og Hyp, alle mine heste – saa trak Niels Læsset til Kalundborg. Betalingen for Arbejdet var – 25 Øre. – Der kan godt over Niels’ stovte, livsnære og paa en Gang udadvendte og fantasirige Indstilling være noget, der minder om ingen ringere end den vidt berejste Odysseus.

Skolepladsen afgrænsedes ned imod Landevejen af en Række store Kampesten, som laa frit og ”trillede” imellem hinanden, afbrudt midt i af en vældig Træstamme og overhvælvet af en mægtige Elmekrone. Paa den anden side af Vejen, laa ved Gadekæret et langt Hus, der havde gjort sig fortjent af Skolen ved at være Leverandør af Ellen, som havde været Tyende i Skolen i 36 aar. Ved Vejen, ved siden af Skolepladsen laa et gammelt straatækt Hus, som beboedes af 2 gamle Folk, Marie og Jens Jensen. De havde altid en Ged og en Gedebuk tøjret i Vænget – og selv var disse stakkels Folk en bestandig Skive for Skolebørnenes Drillerier.

Forbi Ribber og Bomme kom man til den lille Gang, der førte ind til den store, lidt mørke Skolestue. Bortset fra alle menneskelige interessante Minder og Oplevelser staar den for mig som et Fængsel. Et Ungdomsfængsel. Der herskede jernhaard Justits. Læreren var uden pædagogisk Sans for manglende Evner, selv hos Sinker. Han staar i Øjeblikket og vander sine kære Blomster ved Vinduet, stærkt fordybet. Vandet drypper ned og springer i gyldne Stænk ud over Klassen, saa Eleverne maa dukke sig. Den Elev, der nyder den Ære at sidde nærmest ved Skolelæreren i hans aktuelle Placering ved Vinduet, nærmer en Knappenaal til hans Bagdel og fingerer at ville stikke ham. En tydelig Følge af det Svælg, der herskede mellem Lærer og Elever. Det var nok Gartner, Skolelæreren skulde have været. Han havde en heldig Hånd til at fremelske Blomster og Frugt. I stedet for plantede han Poder ud fra Aandens drivhuse.

Ja. Fra dine Drivehuse
i det Fri, hvor Storme suse,
Poder plantes ud ….

          Han havde haft Avl i gamle Dage. Nu brugtes Staldene til Gymnastikredskaber og Haveredskaber. En umådelig mængde Duer, mange af dem meget gamle, boede under Tagskæg, på Lofter og i Stalde. Gennem en Laage kom man ind i den vældig Have, der for os rummede så megen Skønhed og Mystik. Hvad der vendte ned mod Vejen, men for øvrig omgivet af vældige Hække, var Blomsterhave med sjældne Blomster, bl.a. Roser. Den bageste Del, der fortabte sig i det dunkle, var Frugthave med vidunderlige Frugter og ved Siden af Gaardspladsen mellem Skolegaardens Længer stod et vældig Valnøddetræ, i hvis dybe Skygger, det var en Fryd var færdes.

Men da vi nu har hørt om de patriarkalske Forhold i Skolen, vilde det jo være mær­keligt , om jeg ikke ogsaa førte min Læser til Præstegaarden, da der over den saa vel som over Skolen hvilede saa megen Klassik, at man uvilkaarlig sender en Tanke til Nød­debo Præstegaard. Som den yderste Forpost mod Syd, ved den nævnte Landevej ud til den vide Verden, laa Præstegaardskomplekset. Det fulgte med Landevejen et langt Stykke ind i Byen i Form af Ligkapel og Kirkegaard. Hvor Kirkegaarden standsedes af en Mur, var der en Sænkning i Jordsmonnet, og her, som en lavere liggende Nabo til Kirke­gaarden, saaKommunehuset”, Bolig for 4 understøttelsesnydende Familier. Og saa kom Gadekæret, bag ved hvis høje Siv og Rør der laa et idylisk Hus, som beboedes af Hjul­manden. Ved Siden af Gadekæret laa det omtalte lange Hus over for Skolen – og Ringen er sluttet. Vi maa tilbage til Præstegaarden. Man kunde komme dertil ad den ordi­nære Indgang fra Landevejen – eller ved at gaa over Kirkegaarden. Lad os følge den første. Gennem en lille Allé af gamle, hule Piletræer kommer man til Forpagtergaardens Gaardsplads. Paa højre Haand har man under denne Indmarch en lille rund Dam – en saa­dan som paa Tysk hedder ”Teich”. Et mærkeligt ord. Det maa vel sprogligt svare til det danske ”Dige”. Men det er jo noget helt andet – og det er Intetkøn, hvorimod Teich er Hankøn. Men i Sorø har jeg fundet noget, som opfylder betingelsen. Det er Mølledigen. Det er Fælleskøn – og det er, betydningsmæssigt set, i hvert Fald noget konkavt: Det er den vandfyldte Grøft, som strækker sig langs Filosofgangen, og som i gl. dage har været Vandbeholder til Drift af en Vandmølle. Eller har jeg vovet mig for langt ind paa Ety­mo­lo­giens og Mølleriets Enemærker? Nok er det – vi – ja nu har jeg grundig forsinket Frem­rykningen – vi har en Dam på højre Haand, og bag den – altså ikke Haanden, men Dam­men – en gammel Kirkelade til Tiende, en stor Seværdighed. Saa er man i Forpagter­gaarden, og gennem er Port – o, denne Port, som førte ind til det store Ubekendte – kommer vi til Præstegaardens kolossale Gaardsplads. I Midten et Lindetræ. Og vi er omgivet af den længste Række straatækte Tage, jeg nogensinde har set. Selve Præste­gaarden beslaglægger de to længer: en kolossal Længe med Frugtkamre, Bryggers og Køkken – og Hovedbygningen. Denne vendte ind mod Kirkegaarden – og Kirken – idet den ligesom Kommunehuset laa paa et lavere Niveau, hvorfra man gennem en Laage steg ud paa Kirkegaarden. I denne Præstegaard var der 17 Værelser at holde. [Den brændte i 1927 ved Lynnedslag.] I mine Barneaar blev jeg foruroliget af, at jeg om Søndagen skulde gaa til Børnegudstjeneste, eller, som det nu hedder, Søndagsskole. Det var altsaa ikke nok, at vi om Hverdagen henslæbte vor barnlige Ungdom i Landsbyskolens Ung­doms­fængsel. Selv om Søndagen stilledes der Krav til os. Med bankende Hjerte, og ræd for, at Nervøsiteten skulde foraarsage et Besøg paa Toilettet, nærmede jeg mig derfor via Kirkegaarden de hellige Haller, Præstegaarden var gennemsyret med Ærværdighed og ”Pathes der Distanz”. Man skulde passere en lang, hvidkalket, snæver Gang, ”den langer Gang”. Derfra kom man ind i Dagligstuen, hvor Mødet foregik. Pigernes Fremmøde var en trøst. Der var sommetider 3 rækker. Drengene kunde være i 1 række, og deres Antal skrumpede hurtigt ind. Atmosfæren var mættet af Brilliantineduft. Præstens Husbestyrer­inde, en midaldrende jysk Pige eller Dame, opholdt sig i et tilstødende Lokale. Vi kunde ikke se hende – men hun var der alligevel. Blev der for megen Fest og Ballade, gik Døren pludselig op, og en bebrejdende Kvindeskikkelse traadte ind. Lidt efter kom hun ind for Alvor, med en Stak Bøger i Favnen. Alle rejste sig. ”Kan I sætte Jer ned” sagde hun, da hun tog Plads, med en Stemme der indvarslede Operationens Begyndelse. Den øverste Bog i hendes Stabel var en Notesbog, hvori vore Navne stod. Vi blev raabt op. Hun vilde se, hvem der manglede. Saa var der en Bog med sødladne Solstaalefortællinger – og en Bibel og en Sangbog. Den autoriserede Søndagsskolesangbog. Stuen, vi sad i, var næsten helt sort af Mørke. En blank Temaskine stod på Buffet’en. Og saa sang vi ”Naar han kommer, naar han kommer at samle Juveler”. Og Bibellæsning og Forklaring begyndte. Hendes mærkelige jyske Stemme fra Herning, der let slog over i en Hvisken, farvede hele Over-Højtideligheden endnu en Kende mørkere. Der var egentlig noget vist truende over det hele. Formaalet syntes at være at gøre os frygtsomme. Gud var altid til Stede og passede paa at vi var ordentlige. ”Vi k’ikke se ham – men han er der alligevel”. Det var som om hun demonstrerede et sindrigt indrettet Maskineri. Livet indrømmede os ingen Plads – vi fik lige til Nød Lov at være her. En sjælden Gang kom Præsten ind. Saa rejste vi os op en Gang til. Han sagde ikke et Ord, men gik ind i sit tilstødende Studereværelse, - og bagefter skulde vi ud i Haven. Nej, for en Overgang fra dette Mulm og Mørke til den varme og soltindrende Præstegaardshave! Roserne duftede, Bierne summede. Her var i Sandhed ”gudagodt att vara”. Og vi skulde ned og løbe om Kap i ”den lange Gang”. Der var nemlig ogsaa, foruden at der var én inde, en lang Gang ude, nemlig bagest i Haven, helt nede i ”Skoven” – Og det slaar mig, hvordan vi ved denne Eftermiddag i en dansk Præstegaard har en Prøve paa det Verdensbillede, som vore europæiske Forfædre har levet under i Hundreder af Aar, en rembrandsk Belysning af tindrende Lys og kulsorte Skygger, ingen Mellemtoner. Den uhyre Synd og den uhyre Naade. (Eucken).

Til Afveksling kunde jeg jo fortsætte med 4 Nocturner. I de kulsort Vinteraftner begav vi os til Gymnastik i Forsamlingshuset. Det var heller ikke noget hyggelig Ople­vel­se. For mig i det mindste. Jeg kan endnu mærke Karbidduften fra Lygten, naar jeg cyklede derned. Det var en mærkelig Stemning at komme nogle faa Stykker ind i den store tomme Sal. Saa klædte vi om til Hvidt og begyndte at øve os paa Redskaberne, til Lederen kom. Saa stillede vi op og marcherede Gulvet rundt nogle Gange under Afsyngel­sen af ”Stræk din Fod – fremad, frem med frejdigt Mod”. … Det er egentlig saadan en køn grundtvigsk Sang. ”Man kan klare alle Klipper, blot Vorherre selv er Skipper og vi ærligt holder ud”. Men jeg var skidt tilpas. Det var som om vi styrede mod Maal, som jeg ikke interesserede mig for. Maaske kunde jeg ikke lide denne Parring af Religiøsitet og Gymnastik. Maaske syntes jeg at man tog for gravalvorligt og banalt paa det Idealistiske. Vi kan ikke være ens alle sammen. Men det er det første Bud hertillands. Og saa de Kraft­spring og Hovedspring! Dem lærte jeg aldrig at slaa.

Den næste Nocturne er vidunderlig. Vi stod i min Bedstemors Have en skøn Sommeraften og saa over mod Skolen, hvor et Sangkor stod opstillet om Exercereplad­sen. (Naar Pladsen kaldte saadan var det fordi Læreren faktisk exercerede med Eleverne derude om Sommeren efter Skoletid. Han var nemlig oprindelig militær.) Og vore Øren frydede sig ved, hvad de fik at høre. I den dejlige danske Sommernat afsang et Herre- og Damekor under Ledelse af Skolelæreren flerstemmigt forskellige skønne Fædrelands­sange: ”Hvor Nilen vander”, ”Du Slot, hvor paa vor Vugge stod”, ”Mit fagre Hjem, hvor Bølgen klar” samt ”Der aander en tindrende Sommerluft” og forskellige svenske. Repertoiret var stort og smukt og Sangerne meget dygtige. Der opstod en fuldkommen Harmoni. Men Skolelæreren havde sikkert den største Del af Æren, for han hersede lige saa strengt med sine Sangelever som med sine Skoleelever. Morsomt nok var for øvrigt alle Sangeleverne tidligere Skolelever, saa der var dyb Fortrolighed med hinanden og med Forholdene i det hele, og der var saaledes gode Betingelser for at faa en hyggelig Aften ud af det, hvad man ogsaa altid havde paa disse Torsdag-Aftener, hvor man ogsaa hengav sig til Kaffedrikning og selskabeligt Samvær, - Og Sange lød ud i den stille Sommernat, Nummer paa Nummer. Og Gadekæret hørte paa det, og Haven med de sovende, dugvaade Blomster, Gedebukken i Marie Jensens Stald, ja det blev hørt fra Vandværkshøjen til Møllegaarden, ja helt ned til Møllerens Mose, hvor Viberne stemte i med.

I de mørke Vinteraftener holdt min Mor en Overgang Syskole for de unge Piger i Byen og Oplandet. Der var mange, så mange som kunde sidde om et langt Bord med tre Plader i. Det var slet ingen Syskole, det var bare Sy-Komsammen eller Sy-Mik. Højtlæsning spillede en væsentlig Rolle. Mor læste højt. I Begyndelsen var det ”Liliecronas Hjem” af Selma Lagerlöf. Mor er en stor Lagerlöf-Tilhænger, hvorimod min Interesse for S.L. efterhaanden er skrumpet meget ind. Men selvfølgelig er jeg klar over hendes Storhed som Kunstnerinde, og hvilke fine Stemninger og Personer har hun ikke skabt. Derefter fulgte en anden Klassiker: Nøddebo Præstegaard. Den var vidunderlig. Man saa det hele levende for sig. Og tænk en Gang: Da jeg mange Aar senere valfartede til Greve, hvilket er en af mit Livs største Oplevelser, saa det hele ud nøjagtigt som jeg havde forestillet mig det! Hvilken Oplevelse: At se Fantasi blive til Virkelighed. At se alt det, der i mange Aar har boet i Sindet som maleriske Forestillinger, blive til lyslevende og haandgribelig Virkelig, blot uden Hovedpersonerne!

Ja, Tiden driver lumsk sit Spil” - men Personerne vil med Rette kunne sige:
Men hvad vi her har tænkt og drømt, det, føle vi, skal ej forgettes

Vi mangler kun een Nocturne nu, saa er mit Løfte indfriet. Og det er Nytaarsaften, ikke i Nøddebo, men i … ja altsaa, i min Landsby. Det var en mærkelig Stemning og Oplevelse, at færdes ude lige til kl 12. At se Byen i det sølvagtige Maaneskær 5 Timer i Træk – ja, for Traditionen bød, at man var paa Tæerne den Aften og fik noget ud af det. Og det lod man sig ikke sige 2 gange. Vi smed Ærter eller Ris på Ruderne, slog Potter paa Dørene, skød med Skruptudser og Knaldpapirsbøsse, byttede om på Havelaager, fjernede Vogne osv. Var det Julens Stærkt lyriske Præg, der gjorde os til Materialister ved Aarets Slutning? Det var som om Aarhundreder var henrundet, naar vi ved Midnatstid saa tilbage paa vort Værk. Og nu varede det et helt Aar, før Byen blev stillet til vor Raadighed igen. Nytaarsmorgen gik vi til Kirke samtidig med at vi besigtigede Skadens Omfang: Der stod en Cykle oppe paa en Skorsten! Der var en Vogn væltet i Grøften, Der manglede en Laage! Jo, der var ikke noget at klage over!

En dag holdt der et mærkeligt Køretøj paa Skolepladsen. Det var en 4-hjulet Vogn, der kunde løbe af sig selv. Den var sort, og aaben, d.v.s. den var overspændt med et svært Stof som Tag, fastgjort med en Masse Remme, Og saa sagde den Tøf-tøf-tøf med en meget irriterende og opmuntrende Lyd, mens den bævrede i alle Fuger og spyede Røg ud bagtil. Det var den første Bil, vi saa i Svallerup, og Pioneren var Mølleren i Bjerre. Han var Ejer af det mærkelig Dyr, eller, som vi snarere opfattede det: et dejligt Stykke Legetøj. Et kørende Telt! Man kunde ogsaa slaa Kalechen ned, saa den sad samlet i en Pose bagtil. Skolelærerens Sommergæster skulde hentes i Kalundborg. Noget senere svingede Bilen ind paa Pladsen med det københavnske Selskab. Damerne var i blaa Slør. At køre i bil var dengang ligesom at cykle meget sportsbetonet. Der krævedes særlige Dragter. Chaufføren selv iførte sig store Briller og Lædergamascher og brugte flittigt Hornet. Saa vidt jeg husker, var der ligefrem Tale om et Horn til at blæse i, med 3 forskellige toner, en hel lille Melodi.

Der blev en hjertelig Modtagelse, og Gæsterne blev lodset ind i Stuerne, hvor Fruen og Ellen ventede dem, samt Lærerens Steddatter, der enkelte Gange vikarierede for ham som Lærer. Gæsterne havde ogsaa en lille Dreng med, Martin, der ofte havde sit Sæde ved Foden af Katedret. Han blev Pigernes Yndling. Der kom ogsaa den dag, da en af Damerne bød Bolcher rundt af en Daase til alle Skolebørnene. De strenge Sæder blev mildnet en lille smule. I den følgende Maaned sad Gæsterne nu og slikkede Solskin i Haven eller spadserede til Stranden for at bade. Der var Stil over det. Der blev lagt megen Vægt paa Toilettepragt og Garderobe.

Adskilt fra Skolen af et Vænge laa min Bedstemors Hus. Dette laa ved noget, der hed ”Strædet” og ad en Laage kom man ind i Haven, hvor jeg legede mangt og meget. Jeg har derom bl.a. skrevet følgende vers:

Naar min Barndomstid jeg mindes,
gaar den grønne Laage op
til et Sted, hvor alting findes,
hvor ej Tanken siger Stop.
Lyset, som derfra udvælder
Tiden aldrig, aldrig ælder.

Langs med Strædet vokste Hækken,
Hækken bred og Hækken hvas
som et lunt og kærligt Dækken
for min Barndoms Skueplads.
Endnu, kold og klam af Taagen
gaar jeg ofte ind ad Laagen.

Sammen med Bedstemor stod jeg og saa op mod Himmelen, da Telen kom flyvende. Det lignede 2 Kugler, forbundet med en Streg. Senere kiggede vi over paa Marken, hvor Roebanen var ved at blive anlagt. Og i endnu længere Afstand kunde man være heldig at se det ”rigtige” Tog, om ikke andet saa dets hvide Røg. Tog skulde komme til at betyde forfærdeligt meget for mig. At jeg dog ikke kom til Banerne! Nu bag efter kan jeg se, hvor meget Farven har betydet for mig, hvor suggestivt den har virket: Jernbanevognenes røde Farver i forskellige Nuancer, naar de som en Harmonika blev trukket ind på Perronen af Lokomotivet, hvis Skorsten var prydet med det rød-hvide Baand. Jeg har netop i Aften hørt en Mand være oppe i Lokomotiver i Kvit og Dobbelt. Det kunde den lokale Malermester derhjemme ikke have klaret. Da han en Gang var i Færd med at male for min Bedstemor, bad jeg hende om Maleren ikke maatte anbringe en rød-hvid Stribe paa min Legetøjslokomotivskorsten. Det kom ogsaa til udførelse, men ak, Maleren vidste ikke, hvordan Striben saa ud, eller hvilken Placering den skulde have paa Skorstenen. Den samme rød-hvide Farve skinnede mig i Øjnene fra den lille runde Kokarde af riflet Ben, som sad paa siden af Matroshuerne. Og fra Dannebrogsflagene paa Matrosblusens venstre Ærme. Den grønne Farve var repræsenteret i ”Jægertøjet”, som jeg fik til Afveksling fra Matrostøjet. Og den blaa var f.Ex.. den herlige Farve, som Dragonerne var iført. Og saa var der Datidens prægtige Julekort. Jeg tror, de var meget finere end nu. Der var virkelig Stil over dem. Og Fantasi. Nisserne kørte hen ad Telefontraadene, der var Knald i deres røde Huer mod den blaa Himmel. Der var Nissekult den Gang! Og saa alle de mærkelig Nytaarskort, hvor Pengerigelighed var det dominerende – og røde Postbude. Bedstemor havde en stue, som blev kaldt ”Kontrolassistentens Stue”, fordi den havde været udlejet til en Kontrolassistent. Jeg tror saamænd, at han hed Hans. Jeg stod ofte og saa paa at han vaskede sig. Og beundrede hvordan Sæben skummede ham om ansigtet. Senere begræd jeg, at hans efterladte hvide Gymnastiksko var 10 Nr for store til at jeg kunde passe dem. Oppe paa Bedstemors Loft, der tjente som Pulterkammer, gik jeg og lagde Elektricitet ind. Ledningerne var Baand. Kontakterne Korkpropper. Paa den tid holdt Elektriciteten nemlig sit indtog i Landsbyen! 30 Aar til – og Grøfterne var væk – og yderligere 5 Aar: Og Vejen gik helt uden om Byen og ned forbi Møllerens Mose. Er det ikke karakteristisk: Man bliver ved at gøre Fremskridt saa længe, at det giver bagslag.

I Skolen lærte vi ogsaa Skriftlæsning. Det var en indviklet og ret utilgængelig Videnskab, der var lige noget for en Grafolog, for der var alle mulige Arter af Skrift indtil det komplet ulæselige, saa man maatte kunne udenad, hvad der skulde staa. For Eks. Det Stykke, det begyndte saadan: ”I Amerika fandtes hverken Køer eller Heste, den Gang Europæerne første Gang kom dertil. Derimod levede der i uhyre Flokke….” Og saa var der det Stykke, som oplyste at Krudt laves af Kul, Svovl og Salpeter. Kul var stavet Kub, og saa maatte man selv om det. Saa var der moralske Læredigte: ”Indbildsk af sine Fjeres Pragt nedsaa en Hane med Foragt paa én, som bar en Kjortel grøn, foruden mindste Flitter paa”. Det var skrevet med gotiske Bogstaver. Disse kunde sommetider volde Vanskeligheder. Et saa f.Ex. ud som et S, og derfor læste man ”Gutten og Sanden” i stedet for ”Gutten og Fanden”. Og der var sagnagtige Fortællinger som Et Bryllup hos Ellefolket: ”I den lille Landsby Kise på Orø”… Der var Historien om Karl Bonde i Skaane, der fik besøg af Svend Estridsen. Bondens Kone blev ærgerlig over, at Svend Estridsen tørrede sig midt paa haandklædet og sagde: ”Forstaar du ikke bedre, hvad Levemaade er, end paa een Gang at snavse hele Haandkædet til”. Derover blev Kongen ærgerlig på Konen og skaffede siden Karl Bonde en anden Kone. – Og fortællingen om den godgørende Præst Flattsch i Würtemberg, der uden Tøven eller Bagtanker giver det bedste væk, han havde. Hans Kone bebrejdede ham, at han nu igen havde givet de bedste Strømper væk til en Tigger. Præsten svarede: ”Daarlige havde Manden selv”. Denne Pointe forstod vi overhovedet ikke. Og Læreren tænkte mindst af alt paa at forklare os, at det var en Vittighed. Humoristisk Sans var vist heller ikke det mest karakteristiske for ham. Og endelig Historien ”Gud er ikke død”, hvor Morten Luthers Hustru bringer ham Trøst ved en List. Hun klæder sig i Sørgedragt og græder, og paa Luthers Spørgsmaal svarer hun, at Gud er jo død. Saa forstod Luther Hensigten og tog sig sammen.

Hvad de trykte gotiske Bogstaver angik var der den Fælde, at x skrives som et r med en Krølle under. Og Læreren kunde blive komplet rasende , naar vi ikke respekterede den Krølle, men tog bogstavet for et r. F.Ex. læste ”Her” i St.f. ”Hex”.

En Dag skete der for Alvor noget i vort lille Samfund. De ”frivillige Drenge” fra Kalundborg kom marcherende med Piber og Trommer og Klingende Spil den lange Vej ud til os. Det kneb for de mindste af dem at faa Benene med sig i den fornødne Fart. Men de var festlige at se paa med deres hvide Bluser med Emblemer og deres hele spejder­ag­tige eller militæriske Fremfærd. Og saa havde de anderledes friske Lader end vi stive Bøn­der. De blev indkvarteret forskellige Steder for at spise. Om de ogsaa overnattede kan jeg ikke længer huske. Søndag Eftermiddag stillede de paa Skolens Exercereplads, der nu kom til at svare til Navnet. Og Sognepræsten kom og holdt en Tale til dem. Og ”genom Stadens park går sommarsuset” – og Drengebruset. Og det blev Aften, og de marcherede tilbage til deres bymæssige Forhold.

Skønskrift spillede en stor Rolle i Skolen. Der var ligefrem Konkurrence. I Skrivetimerne indtog vi andre Pladser, nemlig den Rangfølge, som vor Skrivefærdighed paabød. De to Piger, der sad øverst i skrivning, bedømte Drengenes Skrivebøger, og omvendt. Der var Omflytning i Skrivning hver Maaned. Det var voldsomt interessant.

Et Stykke uden for Byen laa en gammel Gaard. Gaardene havde Navne: Myredalsgaard, Hyldehøjgaard, Toftegaard. Bramshøj, Støvlemosegaard, Kronborg, Hjortshøjgaard, Holmegaard. Der var mange. Men Hyldehøjgaard kom til at betyde meget for mit modtagelige Barnesind. Fra Ubbyvejen førte en lang Kastanieallé hen til den. Jeg har forsøgt at skrive et Digt til den – med korte Linier, som Harald Herdal bruger det. Men nu har jeg vist forlagt det. Gaarden laa skjult bag store Trækroners Løvhæng. Det første man kom til var Gaardens Udkigspost, en lille Høj i Hjørnet af Haven. Og lidt bedre frem, saa drejede man ind gennem Porten og stod paa en rummelig Gaardsplads, fuldstændig indesluttet af de 4 Længer. Her lød Klang af Spande, Kvægets Brølen, og ru Mandsstemmer, saa sjællandske og beroligende, som man sjældent har hørt dem. Og saa ind i Stuerne. Den bagerste, Havestuen, var en ualmindelig flot Stadsstue. Men hvad var det nu, der gjorde denne Gaard saa ejendommelig? For det første var det de patriarkalske, næsten jødiske Forhold, der herskede. Er ærværdigt Ægtepar i Spidsen for en stor Børne­flok. Børnene herfra søgte Friskolen i Ubby. Folkene var Grundtvigianere. Og saa var det ligesom der lagde sig en Livvagt uden om den egentlige Kærne, bestaaende af Hund, Bel­gierheste og Feriebørn. Hunden har jeg glemt, men den har sikkert været der, og den har sikkert været stor. Og Gaarden var en kendt Central for Opdræt af Belgierheste. Saa hvis nogen har fortjent at hedde Filip, som betyder hestekær, saa var det Johannes. Hvor var de flotte at se paa, disse Belgierheste med al deres bundne Styrke. Jeg har altid syntes at Heste ligesom hørte med i den grundtvigske Religion som Symboler for Jordelivets Triv­sel og Kraft. Som dem, der paa en hyggelig Maade kunde trække Bønderne om ikke til Paradis saa til Valgmenighedskirken. Bonden og hans Dyr – de hører sammen. Og det gjorde de i en sjælden Grad derude. Der var ogsaa saa megen Tolerance og Menneskelig­hed hos disse Mennesker. Mine Forældre var knap saa frigjorte. Mine Bedsteforældre kom især ud paa denne Gaard, hvor de kendte Folkene fra gamle Dage. Gaarden laa som en gammel Ørnerede henne paa Marken, hvor Blæsten spillede sin Melodi i den prægtige Haves vældige Træer. Johannes og Laura forærede mig i Julegave Kaalunds Fabler for Børn. Et dejligt bekendskab at gøre med Kunstens Rige. Lundbye og Kaalund. Den gam­le Kone, der gik med Hesten i Skoven og med Brænde paa Ryggen lignede Bedste­mor! Paa Bindets Inderside havde en af Gaardens Sønner akvarelleret: Et rødt Skib paa et blaat Vand. Det var pragtfuldt. (Som en af mine afdøde Skolekammerater siden skrev i sin Bog ”Et Kriminalgeni”. En rød Sardin paa et blaat Tapet, hvor svømmer du hen, du gyldne Komet?) Der var Kunst i den Familie. Især naar Fætrene og Kusinerne kom fra Nyborg. En af Pigerne hed Ruth. Det Navn havde jeg aldrig hørt før, men det lød godt. En anden hed Gudrun. Det var saamænd Gudrun Egebjerg. Hun vidste, hvordan man skulde tegne et Futtog. Og hendes Bror Flyveren var allerede begyndt at træne til Luft­kap­tajn i Havens høje Træer. Jeg skal love for at der var Liv og glade Dage dengang. – Det bliver nok herude paa Hyldehøjgaard at vi kommer Nøddebo-Præstegaard-Idyllen nær­mest. Mange har følt det sådan. Mange Aar efter kom Niels flyvende og steg ned paa Mar­ken og besøgte sin Onkel og Tante. Sine gamle Ferieværter. Johannes Rasmus var hans Morbror. Denne Johannes’ 96-aarige Søster lever endnu og skriver Gang paa Gang i Bla­dene om sine Minder herudefra. Tobita Egebjerg hedder hun. Og saaledes forholder det sig nu med det, som der staar i 1001 Nat. Og hvis det blev skrevet med Naale paa den in­dre Øjenkrog, saa vilde det tjene til Belæring for den, der vilde læse det med Ærbødig­hed.

Bramshøj ligger i den Ende af Byen, der vender mod Kalundborg, over for Sadelmagerens store Hus. Der boede med deres Forældre Søstrene Andersen. Jeg har engang været nede at hente Mælk i Stalden hos dem. Senere flyttede de ind i et Hus eller Villa ved Siden af. 4 ældre Søstre boede sammen, det var meget usædvanligt. Der var Ane med den blaa Næse, Marie med det kærlige Sind, Fotografen Sofie, der sprudlede som en Skovbæk og Massøsen, Marie, der vel var den egentlig toneangivende. Huset var efter den Tids Forhold ret moderne, der var Centralvarme. Men desværre var Rørene for snævre og Anlægget ganske ufyldestgørende. De sad som Regel og varmede sig i Køkkenet, da Centralfyret var i Komfuret. Entréen var meget festlig med Blomster og Trappegang. Beboernes Indstilling var grundtvigsk, de havde frekventeret Vallekilde Højskole og været blandt Ernst Triers første Elever. Mangen hyggelig Aften har vi tilbragt i Søstrenes Villa med Ordsprogsleg og til sidst sang vi ”der staar et Slot i Vesterled”. Det er en forsvunden Tid. Hvor mange omfatter i vore Dage Solnedgangen med en saadan Ydmyghed og Betagelse? Solenglen har svunget sit Flag og er vandret til fjerne Lande. Ja, det kan man vel nok sige.

Enhver bærer sin Skæbne om sin Hals, sige Araberne. Sofie fik en sørgelig Skæbne eller i hvert fald en trist Afslutning. Hun blev den længstlevende af Søstrene og flyttede til København, men hun havde et meget daarligt Ben, som til sidst maatte amputeres. Mor besøgte hende. ”Men kan du nu sige mig, hvad jeg skal gøre ved den anden Sko?” sagde Sofie. Hun bevarede sin Aandskraft til det sidste.

En Sommerdag stod der en Dame og malede omme i Skolegaarden. Det var Præstens Datter Harriet, senere Harriet Mundt, som var Akademielev. Det blev et smukt Billede: Den aabne Port ned mod Markerne og de gamle Straatage og Duerne. Hun malede ogsaa Præstegaarden fra forskellige Sider. Og fra Forpagterens Dam der spejlede de gamle Piletræer. Hun malede ogsaa den gamle Margrethe fra Fattighuset med sin Strikkestrømpe. Det kom paa Charlottenborg-udstillingen og blev solgt for 200 kr. Og Blikkenslagerens Olga med det exotiske Ydre. Hun har tidt fortrudt, at hun valgte forkert, da hun blev stillet overfor valget mellem Betaling for at sidde Model og selve Portrættet. Hun valgte det første.

Ved siden af Margrethe i Fattighuset boede end Dame, som spillede en stor Rolle for mig i mine yngste Aar. Det var Madam Hansen, som sagdes at være en illegitim Kongedattet. Jeg besøgte hende ofte, og vi udvekslede Foræringer. Jeg gik Post med en Taske over Skulderen og uddelte gamle Aviser. Madam Hansen endte sine Dage på Stolpegaarden i Gentofte.

Det var nu en klassisk Tid, Tiden før første Verdenskrig. Der rørte sig et livligt Kulturliv, og der blev gjort noget ud af det. Naar jeg F.eks. tænker paa ”Maskeraden” i Forsamlingshuset ved Fastelavnstid. Sikken et Opbud der var af skønne Dragter og sikken en Stemning. Jeg kan huske ”Nattens Dronning” med sort Halvmaske og sort Kjole der funklede af Smykker og saa var der den tilsvarende lyse Dame, jeg kan ikke huske eller regne ud, hvad hun har heddet eller forestillet. Maaske Snedronningen; hun var i hver Fald hvid, hvor den anden var sort. Der var ogsaa Dilettantforestillinger, hvor forskellige af Byens Borgere kom i regelmæssigt tilbagevendende Aktion, f.eks. Smed Christoffersen med sin kraftige Bas, der sang Melodien fra Gluntarne ”Har du hört min maleur i går, den var sänd av in onde”. Men rigtignok til en anden Tekst, nemlig ”Socialisterne Arm i Arm med de andre Rebeller, Radikale, tænk hvilken Harm, sparer os ikke heller”. Og Maler Petersen fik Travlt med at male Kulisser og sminke. Og Hansa og Carl var i Stand til at give Elskerrollerne alt hvad der tilkom dem, da de netop var forlovede dengang. Hansa hørte til ovre på ”Toftegaard”, hvor vi har nydt saa megen Gæstfrihed og haft saa mange glade Timer. Her sang og spillede Hansa og Carl. Carl Andersen, den senere uforglemmelige Aarbykøbmand, der allerede hører til de hedengangne, havde en vidunderlig Sangstemme. Ja han var Sanger helt igennem. Hansa kunde ogsaa synge, men ledsagede ham paa Klaveret. Naar de foredrog ”Naar mit Øje er lukt og naar Grønsværen smukt dækker Volden hvorunder jeg sover”…. Klang det fra den høje Havestue over hele den store Have. Jeg kom ogsaa paa Toftegaard i andre Ærinder. Jeg var nemlig medhjælp derovre en Overgang. Baade ved Tærskning og Saaning. Damptærskningen var især interessant. Lokomobilet sagde ”skæt, skæt, skæt”, den røde Tærskemaskine sagde ”rumle, rumle, rumle” og endelig Halmpresseren bagude sagde ”hak hak hak”. Saa der kunde nok blive en Art Koncert ud af det, og som et fjerde Instrument faldt Fløjten ind for at forkynde at det var Spisetid. Det var strengt Arbejde, men lykkelige Dage. Anders Peter stod ved Lokomobilet og fyrede, og oppe paa ”Bordet” paa Tærskemaskinen stod nogle formummede Koner og lagde i, efterhånden som Negene blev stanget frem fra Stakhjelmens dunkle Dybder. – I et Hus paa Hjørnet af Toftegaards Mark boede en enlig Dame. Fru Fenger Ehrenreich, som var Svigermoder til en af de senere Præster, Provst Bruun, der ogsaa allerede er død som Præst i Hesselager paa Fyn. Naar Maaren løb hen over hendes Loft raabte hun ”Kom ind”, for hun troede, at der blev banket paa. Paa Gavlen af Huset stod ”Fagerhjem”, men de gothiske Bogstaver var faldet saa uheldig ud for Maleren, at der i virkeligheden stod Aagerhjem, og det passede meget daarligt. Den elskelige gamle Dame var nemlig ingen ringere end det lille Barn, der i Lynge Præstegaard ved Sorø havde danset på sin Moders Skød og derved inspireret Ingemann til ”Julen har bragt velsignet Bud”. Denne Salmes Tilblivelse skyldes rimeligvis Digterens overraskende Opdagelse, som den lille Pige var Aarsag til, at Julen skulde modtages med Fryd og Dans og ikke med tilbageholdende Alvor, som man maaske før har brugt.

Og nu da vi er på Toftegårdens grund. Netop denne Salme sang vi altid der, når vi om Julen var til Stede ved det festligt pyntede Træ.

          Foruden den nævnte Carl Andersen var der endnu en anden. Han stavede vist sit fornavn med K. Han boede sammen med sin Husholderske Sofie i det røde Hus midt i Byen, som tidligere beboedes af Lokomobil-Passeren Anders Peter, der havde en Søn Peter, som rejste til Amerika og allerede er død der, ligesom ogsaa hans Søster Ane Sofie og deres Forældre er døde. Jeg nævner det med Peter, fordi ogsaa Karl Andersen er Dansk-Amerikaner. Han havde været derovre i mange Aar og været gift der, og saa finder han i sin Alderdom sammen med sin Ungdomselskede, Sofie fra Tølløse, der ogsaa i Mellemtiden havde været gift. Foruden at være meget svær og trivelig, talte hun det bredeste Sjællandske, jeg nogensinde har hørt, og det er baade Synd og Skam, at det ikke blev optaget på Staalbaand, mens Tid var. Hun talte om nogen Bekendte, som havde svigtet hende. ”Di hår alda gevadt med no´w godth. Men vo´ær, vo´ær je dow glad övered, a’dth di kommer.” (de har aldrig gjort mig noget godt. Men hvor er jeg dog glad over at de ikke kommer)

Hun var meget glad for Karl, og hende stadige Omkvæd var ”Karl, Han siger også altid…” Hvad Karl angår var han lang og tynd, med hvidt Fuldskæg. Jeg tror han saa ud nøjagtig som man afbilder Onkel Sam, Han var meget senil og talt svagt og utydeligt og amerikansk, som sagde han bare: ”Aa ja ja-ja-ja-ja!”

        Naar man i Stedet for den ordinære Strandvej vælger en noget anden, som man siger, d.v.s. fortsætter ligeud over Røjlebanken (ovre ved Middelfart ligger der ogsaa noget der hedder Røjle) kommer man til en dejlig, ensom Strand med ”Strandgaarden” som den yderste Forpost, før en Hasselvej lemper En ned ad den høje Klint og der fra mod den brusende Havbred. Det var via Strandgaard, at Mor gjorde Fars Bekendtskab. Min lollandske Mor havde faaet Plads på denne Proprietær – senere Godsejer-gaard Hos Hostrup-Schultz, og en Dag inde ved Brugsforeningens Disk faldt hendes Blik tilfældigt gennem Fars blaa Lorgnetter og opdagede at der var noget, der kunne ligne et Menneske bagved. – Naar jeg blev sendt til Strandgaard med Varer, var det nok en Oplevelse, men ikke af de særlig behagelige. Fruen var Københavnerinde, og hendes Røst lød gerne et eller andet Sted fra Haven. I Køkkenet, hvortil jeg rettede min Gang, var der glubske Hunde, Og det endte da ogsaa med, at en af Præstens Døtre, der søgte at aflægge en Visit en varm Sommermiddag, blev skambidt af Hundene.

        Foretog man en omgaaende Bevægelse rundt om Strandgaardens store Have- og Granskovskomplex, kom man til en ikke uinteressant Egn, hvor Bjerget Voldbjerg som et lokalt Vesuv knejste med sin Kegle. Ikke langt derfra laa Birkemose, hvor jeg hos min Morbror har tilbragt mange glade Timer. Han boede her hinsiden Støvlemosen paa en gaard med sin store Børneflok. I stalden stod Hestene, hvoraf ”Lise” blev solgt til ”den kørende Post”, Jens Andersen, og maatte hver dag tilbagelægge Strækningen fra Kalundborg ud til os, 11 km, og tilbage igen. Det er alligevel haarde Betingelser selv for en Hest. Ude ved Birkemose havde Store Niels 2 geder, som var sat paa Græs der. Mine 2 ældste Fætre havde hver en lille Forsøgsmark, desuden forfærdigede de Vandmøller og Tærskemaskiner. Der var frit Initiativ over hele Linien. Det ældste Barn min Kusine Helene, var min Barnepige. Senere har hun afsløret sig som en dygtig Kronikør, der har skrevet Erindringer og Hjemstavnsskildringer. Ligesom jeg nu er i Gang med.

         Naar man skildrer sine Erindringer fra et lille Bondesamfund, faar man Øje paa 2 Slags Oplevelser: De rene og de blandede. Med de rene mener jeg dem, der udelukkende hører Stedet og dets Betydning til, saa man bliver i de tilvante Forestillinger. Med de blandende mener jeg Oplevelser, hvor Folk udefra kommer til Stede og bringer en anden Kultur ind. Vi har allerede haft en del af disse, f.-ex. Mit Møde med Fynboerne paa Hyldehøjgaard hos Johs. Rasmussen. Og Lærerens Københavnsgæster. Nu vil jeg derfor ogsaa fortælle om min Farbrors Familie, der indgik som en stor og interessant Del af min Barndoms Oplevelser. Først boede de i Odense – saa flyttede de til Ourø og endelig til Jyderup. Skal vi følge dem alle 3 Steder? Min Farbrors Kone, Tante Olga, var af tysk Afstamning, Jeg husker fra Odense, hvordan hun trakterede Bordklokken for at hidkalde Pigens Assistance. Og hvordan jeg undrede mig over mit første møde med et Vand-Closet. Turen til Ourø var en stor oplevelser. Ogsaa bedstemor var med. Togrejsen gennem Jyderup Skove og et lille Glimt af Skarridsø og videre til Holbæk, hvor vi skulle sejle. Vi spadserede ned til Havnen og tog Plads i Baaden. Jeg beundrede nogle Drenge der færdedes husvant på et Skib ved Siden af. De spadserede langs Skibssiden på en fremspringende Kant med en Øse. Gloserne Slaar ikke rigtig til, naar man skal tale om Skibe. Og saa sejlede vi. Smaa øer har altid noget dejligt over sig, det har ogsaa Ourø. Engang kom Optagelseshjemmets drenge marcherende til Fløjtemusik. Min Onkels Købmandsbutik laa i Bybjerg. – Ved en anden Lejlighed var det dem, der besøgte os. Min Tante og 4 børn – og hendes Mor, den gamle Fru Karl, ”den tyske Bedstemor” som vi kaldte hende. Nu var der baade en dansk og en tysk bedstemor. Begreberne optræder stundom Parvis. Det gjorde ogsaa Mors Lagkager: der var altid en hvid og brun, en af Sukkerbrødsdejg og en af Sirupsdejg. Den første med hvidt Sukkerovertræk, den anden med brunt. Intet Under, at Børnene kunde være tilbøjelige til at forlænge min Mors Betegnelse, Tante Lau, til Tante Lagkage! Mine Forældre boede dengang i en Villa bag Brugsforeningen. Et Stykke fra, hinsides et Vænge, laa Bedstemors Hus. Min ældste Fætter og jeg var engang i Færd med at realisere en Plan, gaaende ud paa at forbinde de 2 Huse med et Baand, saa vi midt om Natten kunde trække i Baandet og derved fremkalde Støj paa min Bedstemors Loft. Planen strandede af Mangel på Materialer. Vor tynde Snor, der sammenbundet på mange Steder, kunne ikke forcere den temmelig store Afstand, men knækkede Gang paa Gang. Naar Carl Adolf var til Stede, blev der altid rørt grundigt op i de dagligdags Forhold, saa det kunne være svært at finde sig selv igen, naar han var rejst. Som Akvarellist blev han siden uforlignelig, og vi har tilbragt mange dejlige Timer sammen, indtil Sygdom formindskede hans Aktionsradius. Jeg stillede Læseren i udsigt, at vi skulle besøge denne Gren af familien i Jyderup. I begyndelsen foregik Turene med Toget. Det var meget forskellige Ture, til denne for vore egen saa vidt forskellig Egn. Den røde Herregaard, Astrup dukkede op, saa Skarridsø mellem Skovens Stammer, saa kørte vi under den hvide bro, og saa var vi der. En festlig Eftermiddag fulgte. Senere foretog vi Turene i Bil eller en enkelt Gang paa Cykel. Skoven var saa omfattende, saa man let kunde Cykle. Og forvilde sig. Engang fulgtes min Fætter og jeg derhen på Cykel. Min Cykel punkterede og turen blev meget besværlig. Først ved Mørkets Frembrud naaede vi frem til Lammestegen paa Altanen.

Muß ich fremd in Land Mensch sein, zieh’ ich abends in Zoar ? ein“

          Jeg sidder lige og læser Lærer Jørgen Andersens Memoirer. Han dvæler ogsaa ved den umaadelige Afstand, der dengang herskede mellem Lærer og Elever. Og hele denne Højtidelighed kulminedere naar der var Examen. Instrukser om, hvordan vi havde at forholde os, optog de foregaaende dages Undervisning. Naar vi saa endelig gave Møde på Examensdagen, var det i en meget beklemt Stemning. I stedet for Skoletaske eller Tornyster havde vi denne Dag de nødtørftigste Bøger indbundet i et hvidt Lommetørklæde. Desuden vi i vort fineste Pynt. Saa kom Læreren, Præsten og et Par Medlemmer af Skolekommissionen. ”Og Dagen kom og gik over”. I Frikvartererne bød Traditionen, at vi ”holdt os lystige”, hvilket opnaaedes el. gav sig Udslag i, at vi soldede kolossalt hos Købmanden. Der var dem, der brugte en hel Krone eller 2 til Bolcher. Den første Examen jeg deltog i soldede jeg for 21 Øre. Dengang sagde vi solde – vi havde vist for øvrigt ingen Gloser for Fænomenet derude – nu omstunder siger man ”slikke”, Sproget forandrer sig.

         Tempora mutandur et nos in illis.

          Et linqua cum nobis.

          Der skete det mærkelige, at vore Genbo, Smed Christoffersen, solgte hele Herligheden for 10 000 og flyttede ikke alene til Fuglede, men til store Fuglede, som var endnu et Tag fjernere. Dermed var et gammelt Naboskab ophævet. Hvor tit havde min Søster og jeg ikke leget derovre! Med Gunner. Gunner hvad 2 brødre, der var meget ældre end han, Verner og Herman. De var 2 rigtige Udhalere, naar de fik pudset deres Fjedre. Naar Sommerdagen gik på Hæld, og Aftenen nærmere sig, begyndte deres Storvask og Toilette, saa de kunne være elegante til Aftenens Udflugter. Jeg kan huske, at Verner havde et Pyntelommetørklæde, der havde Form af et Par Damebenklæder, af Silke! Deres Mor var en meget lattermild og venlig Kone, jeg kan ogsaa huske hendes Far. Endvidere husker jeg, at Huset rummede et særligt Klenodie, nemlig nogle frydefuldt smukke, vandfarve-lagte Tegninger, som var udført af en syg pige paa 12 Aar, som senere døde. Der var tegninger af Svaner, af Drenge og Piger, der var ogsaa stiliserede Anretninger med Sentenser: Hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være. – Der stod en vemodig Aura fra disse en lille Piges sidste Hilsener til Livet. – Tegninger af en hel anden Art udførte en unge Dame, der kom paa Besøg i Sognet fra Odsherred. Jeg tror, hun delte Navn med kertemindedamen Amanda. Hun tegnede ”sine Damer” ligeledes smukt belagt med Vandfarver. Det var Modedamer med hvide Knapstøvler, udtryksløse Marcipanansigter og elegante Arm- og Haandbevægelser. Jeg var for Alvor imponeret.- Men vi skal over til Smed Christoffersen igen, inden han rejser til Store Fuglede. Omme bag Smedjen i Haven, gik Perlehønsene og udstødte deres tungsindige Toner. Jordsmonnet hævede sig voldsomt op til Christiansens Mark. Herovre legede vi med Pengesedler, som vi selv havde tegnet, der var hele stakke. De var sikkert inspireret af Datidens Nytaarskort, der altid på en inciterende Maade gav Utryk for pengerigelighed, røde Postbude med Bunker af Penge (det skulde mange Aar senere vise sig, at Gunner nærede Følelser for min Søster, som hun ikke gengældte – det er ”eine ganz andere Geschichte”) (Overstreget af EO) En anden gang skød vi til Maals med Gunners Luftbøsse. Naar Foraaret var at vente, men endnu Gadekæret var partietlt dækket af Is, kom der en trang op i os Drenge til at lade Skibe stikke til Søs. Og mange og mangeartede var da de Sejlere, som vi i spændt Opmærksomhed fulgte fra Land. Og her husker jeg, at Gunner engang til Jul havde faaet et særligt fint Skib, det var af Metal og kunde trækkes op. Det skulle straks prøves. Og Gunner over til Gadekæret med det, gjorde det startklar og satte det i Vandet, hvor det smukt og nydeligt arbejdede sig frem, indtil det – ak og Ve - kom til kanten af den Is, der laa paa en del af vandet, og ved dette sammenstød omgaaende sank. Der kom kun et Par Luftbobler op som en Hilsen fra ”the lost Paradise”, jeg synes jeg husker, at jeg ved den Lejlighed optraadte som Redningsmand, maaske fordi jeg havde lange Støvler paa, og gik ud og hentede Skibet op og ind.

         Og saaledes legede vi i mange aar indtil de flyttede. – Men det jeg med denne lange Forhistorie stiler mod at berette, er, hvorledes jeg en Gang -ogsaa ved Juletid, blev inviteret til at følges med Gunner til Store Fuglede og overnatte. Vi skulle spadsere derop, ca ¾ mil. Det var en meget spændende Færd. Hvis man ved spændende kan nøjes med at forstå et følsomt Sinds Reaktioner. Hvor jeg husker den tydeligt vor Spadseretur i den hvide Sne i Aftensolens Straaler! Det var som et Billede paa, at Barndommens Sommer var forbi og den kølige Reflexions Tid inde. Over Navnet Fuglede havde der i mange Aar været noget bevinget alene af den Grund at der kørte Toget! Men derfra var der endnu et Stykke til Store Fuglede, en Kirkeby efter de bedste danske Traditioner. Her var min Bedstemor født, og nede ved Tissø vogtede hun Gæs og spejdede efter det hjemlige Kirketaarn. I Store

 

          Fuglede var der en stor Præstegaardshave, i Ly af hvilken Provst Hansen residerede i sin Præstegaard. Han havde en Søn, der studerede. Det var næsten Nøddebo Præstegaard om igen. Jeg saa ham en Juleaften træde lidt forsinket ind i Fuglede Kirke for at overvære sin Fars Gudstjeneste. Her oplevede jeg, længe inden man fandt på at filmatisere den berømte Roman, Nicolai lyslevende. – Jeg følte lyst til selv at blive en Student – uden at betænke Farligheden af mit Forehavende. Og frem for alt uden at der var én nøgtern Tanke med i det. Med en drømmende Fantasi som Drivkraft sejler man stundom gennem Livet – men ofte kuldsejler man. Den vej er lang, som fører fra Morgianes Hytte til Aladdins Slot.

 

Afsluttende bemærkninger fra redaktørerne: Dokumentet består af 77 håndskrevne ark, som er overført til elektronisk form med stavemåde og tegnesætning som i det originale dokument, så vidt det har været muligt, håndskriften er ikke altid læselig. (BJ & IL)