Lidt om livet i og om Birkemosegård i gamle dage

 

Artikel fra ”Jul i Kalundborg og omegn” årgang 1950

 

Der var engang en gammel gård. Den lå i en lavning nær moser og kær langt fra alfarvej. Lille og prunkløs lå den der, kun skærmet for vinden af det store valnødtræ uden for den svære port. Den, der for omkring 40 år siden var barn der, vil aldrig kunne glemme dens simple skønhed, ej heller den tryghed, der var at finde inden for de fire lave længer.


Birkemosegård – familiens hjem fra foråret 1911 til foråret 1918

Birkemosegård hed den, selv om birkene manglede! Til Birkemose var der kun 22 tønder land. Den gang ansloges bygningernes alder til ca. 100 år; kun kostalden var nyopført, idet den gamle var blæst om i en rask julestorm omkring ved århundredskiftet.

Tiden dengang var en brydningstid mellem gammelt og nyt. Endnu havde gårdene ikke elektricitet, men selvbinderne gik rundt på markerne på de store gårde. Uden for porten fandtes ”omgangen”, drivhjulet, om man vil, til tærskeværket i loen, og den gamle tærskemaskine vedblev endnu nogle år frem at snurre til børnenes kval – det er et ubehageligt arbejde at tærske, især byggen med de stikkende avner, og det var et ensformigt arbejde – og om vinteren koldt tilmed – at køre hestene derude rundt og rundt, så langt bommen rakte.

Den lille gårdsplads var trang, en vogn kunne til nød vende derinde, men ved vintertid var der rart lunt der, og halmen blev så under tærskningen tårnet op derinde for siden at blive forket op på stænge og staldloft. Her var kun børn til hjælp; kun en enkelt gang, når karlen på nabogården, støvlemosegård, blev lånt ud, var der fuld kraft på.

Det var i de lykkelige dage før krigen hvor uldhandler Henningsen fra Kalundborg den høst svang leen med stor virtuositet og bagefter ved kaffen solgte os tre par brune bomuldsstrømper for 33 øre parret.

Det sket også, at ben- og kludesamleren kom kørende med sin kærre, og en geskæftig hvalp dreng i gården ville sælge et skind og følte sig beføjet til at tale svensk – for bedre at blive forstået. Kludemanden var meget svensk. Eller at store Niels kom med sin lille vogn og solgte ”basser”. Samme Niels havde en forkærlighed for manden i gården og kunne få det med ham, næsten som han ville. Han arriverede en dag med et par geder, som så fik føden i mosen Skikkelig var han og meget glad for børn.

Når der blev hentet foderstoffer i Kalundborg hos Schiøtt, sørgede man for at forsyne sig for en tid frem med urtekramvarer: En stor klipfisk, 10 pund farin, 20 pund mel, undertiden 2-3 pund St. Croix sukker, som manden i gården var en elsker af. Ligeså sirup, gule ærter og gryn.

Kom der uventede gæster, f.eks. fra Støvlemosegård, måtte et af de mange børn af sted til bager Svella – så gik det ud ad roebanen. Fru Svella bagte de dejligste krydderboller til 2 øre. Ih, hvor var de gode!

Det var en stor familie der huserede i Birkemosegården. Husmoderen bagte hver anden dag store franskbrød og sommetider også sigtebrød og rugbrød. Tit måtte de store brød en tur ud på hækken til afsvaling inden eftermiddagskaffen. Den gang var det ikke fyraften før kl. 7. Kl. 4 fik man midaften, der bestod af mellemmad og øl eller mælk. Anderledes her. Man fik tykke skiver af det hjemmebagte brød med godt, dansk smør på, dertil kaffe, hvoraf størstedelen var mælk. Manden for enden af det lange, skurede bord, de mindste børn på langbænken, Husmoderen og de større børn ved den anden side. Kaffen lagde kun husmoderen særlig vægt på. Tit måtte en rolling af sted til maler Jens i Uggerløse efter en fjerding bønner. I hans lille høkerbutik kunne man få alt – fra spegesild til salmebøger. Her havde handel og håndværk rakt hinanden hånden.

Det var også på denne tid, at sukkerroerne holdt deres indtog på Vestsjællands marker, og roebanen blev en ny færdselsåre og en stor begivenhed ved det liv og røre, den førte med sig. Den kom til at gå over Birkemosegårdens jorder og skar dem omtrent midt over. Samtidig kom polakpigerne. Det var billig og øvet arbejdskraft. Robuste var de og ihærdige, og så kunne de leve af kartofler og rugbrød. De boede på de større gårde, gerne to sammen, men nogle gårdmænd sluttede sig også sammen og byggede et hus, hvor mange piger boede og derfra gik på arbejde på forskellige gårde. Så kom de i tidligste morgengry, når det var i roelugningstiden. Det var akkordarbejde. Og hvor det gik op og ned ad rækkerne på bare ben, med krum ryg og den korte håndhakke i højre hånd. Birkemosegårdens beboere havde dem for øje på støvlemosemarken overfor. Husmoderen kunne se, at de havde en humpel brød i skørtelommen, som de bed af i farten. De arbejdede som besatte, og hun så sjældent, de rettede ryggen.

Polakpigerne var kønne at se på, når de om søndagene var i hvide bluser med broderi og blonder, farvestrålende veste og, ikke at forglemme, de blomstrede hovedtørklæder. De gik med støvler og meget folderige skørter, som var ret ”fodfrie”, og de pludrede op og lo meget. Det skete også når de var mange sammen ved et eller andet lugearbejde uden akkord, at de sang. Det hørtes langt bort i stille vejr mellem bakkerne, monotont og vemodigt lød det – og så de uforståelige ord.

Husmoderen var skeptisk med hensyn til polakpigernes roelugning og fik da også set, at arbejdets kvalitet led under den fart, hvori det foregik. Når nogen af børnene sjuskede i roerne, hed det, at det var polakarbejde, og det var ingen ros.

Men trods alt måtte man beundre polakkerne. De havde en mærkelig og smuk skik: Den første høstdag blev madmor og husbond i gårdene dekoreret. En sløjfe af fin silke i skønne farver, 10 cm bred og 1½ m lang, hvori der var bundet aks af de forskellige kornsorter, blev heftet på brystet af deres arbejdsgivere. Det må have været en hel udskrivning for de sparsommelige piger, men det var vel en skik fra hjemlandet, som ikke måtte brydes – og den var egentlig køn. En slags ærbødighed for det daglige brød, som nu skulle høstes. I mange gårde gemte man disse høstsløjfer som et minde.

For børnene i gården betød moserne meget. Arbejdet med jorden og dyrene foregik det meste af året i naturen. Der var mange bekkasiner, blishøns og storke. Langs skelgrøften ind mod Svallerup voksede vilde brombær i mængde. Der lå snogene i varme, fugtige dage og solede sig. I middagsstunden listede Mikkel undertiden ad Støvlemosen til….  

Den gamle gård med de fire stråtækte længer nedbrændte først i maj 1949 ved lynnedslag, og en ny, smuk gård er opført på den gamles grund. Ilden har let spil med de stråtækte huse.

For dem, der engang har beboet den gamle Birkemosegård, vil den altid stå i sin gamle skikkelse som et minde om en meget lykkelig tid – en tid, som var så forskellig fra nutiden. 

 

                                                                                                                                    Helene