Barndomsdage

Artikel i ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1962. Af Helene Hansen

Barndomsdagene, de dage først i nittenhundrede til hen imod 1914, var så forskellige som vel muligt fra nutiden, hvor verden, jorden, er blevet så lille. Nej, mine barndomsdage er at se tilbage på, som var det stenalderen sat op mod i dag. Men det var gode dage, det ved man, nu da man er blevet gammel, og at de blev levet på landet i små kår i en stor flok søskende, gjorde dem ikke mindre rige.

Den tid, da man barbenet strøg af sted med forårsvinden i ansigtet, strøg af sted for at hilse storken velkommen, da man lå og kiggede i tørvegravene og fulgte ”udviklingen i sagosuppen” og en dag så den forvandlet til en vrimmel haletudser med flimrende haler, stegepander døbte vi dem. Disse tørvegrave, hvor vandrølliker svømmede med fine, grenede blade og lange, brune, filtrede rødder. At hale dem op og anbringe dem i en gammet gul krukke med mosevand i for at lokke dem til at gro blev prøvet med held.

Den tid, da man gik på gyngende grund i rørskoven og hørte på de små sangere og drømte sine barnedrømme, den tid er borte og kommer aldrig igen. Og det hjem, vi dengang beboede, er borte, jævnet med jorden. Langdysserne, hvor vi legede den lange sommeraften, er jævnede, ikke en sten er tilbage. Men den lille dal, hvor huset, vort lille husmandssted rettere sagt, lå, er der endnu. Der oplevede jeg i dalen mellem bakkerne ”flyvende sommer”. Så spindelvævet flyve i alenlange strimler i den disede varme luft. Der så jeg jorden dampe af grøde om våren, og der var fred og tryghed inden for den trelængede vånings område.

I vinterens kulde at være nået hjem fra skole, kolde og trætte, frem til bryggersdøren, der var så gammel, at den havde klinkefald eller klinkelås, og blive lukket ind til varmen og den gode mad. Og hvad kan lignes ved hjemmhyggen en vinteraften, når far læste højt, og mor gik på loftet efter de uforlignelige gemmeæbler, der var forvaret i sæddyngen.

Allerbedst fornemmedes dog hjemmets tryghed, når det en dag var forrygende snestorm, sådan et ”røgvejr”, så far ikke kunne køre mælken til Ubby, men måtte holde sig hjemme. Så skar han dukker og ”savemænd”. Engang lavede han sådan en ledig snevejrsdag et tærskeværk, som blev drevet ved hjælp af mors symaskine; men det husker jeg, at mor misbilligede på grund af det griseri med halm og avner og korn, som spredtes overalt i stuen.

Er det fejlhuskning, når jeg synes, at min barndoms somre var solrige og lune, og at juli var ulidelig varm. Dog, en sommer regnede det ganske forskrækkeligt; da blev sangen ”Danmark, hør hvor det klinger” til ”Danmark, hør hvor det regner”.

I denne kolde og våde sommer 1962 hørtes ingen cikadesang. Græshopperne er vel døde af kulde. Jo, én eneste aften hørtes en svag afglans deraf. Så er da alt anderledes, selv vejrliget.

Den glemmer jeg aldrig, den lyd ude fra æbleespalieret på sovekammergavlen, når græshopperne filede løs som på sitrende strenge. Det var skønt og fredfyldt sådan en stille, lun aften at ligge i sin seng og lytte sig i søvn.