Træk fra min Barndom ved Ubby Dysser


Da jeg for en tid siden var en tur ude på de kendte gamle egne ved Ubby, hvor vi havde boet og leget som små, skar det mig i hjertet, at vore tumlepladser ved vejen, dysserne, var jævnet, og jorden opdyrket. Jeg tænkte da siden på, at det kunne være morsomt at skrive lidt om det liv, vi børn levede med i derude. Det er næsten som det var en helt anden tidsalder, skønt det kun ligger ca. 40 år tilbage.

Dysserne, som var vor legeplads, blev ikke fredet, da en hel del af de mange oldtidsminder blev fredlyst - jeg tror omkring 1909. De lå side om side med en smal stribe dyrket jord imellem. Det var synd, at de ikke blev fredet og restaureret. Hvor smukt havde det ikke været, der ved siden af vejen fra Uggerløse til Ubby, hvor de lå med ”Gavlene” midt imod. Der var ikke mange sten tilbage på de to gamle langdysser, enkelte store og besværlige havde fået lov at blive liggende spredt og planløst. På min søsters jord i Rørby Græsmark ligger to smukke langdysser af samme størrelse. For nogle år siden blev de restaureret af Nationalmuseet og står nu som et vældigt og skønt monument derude midt i roe- og kornmarkerne, med de store sten ved enderne og på siderne. Sådan kunne det også have været ved Ubbyvejen. Dysserne på Ubby Mark nær Rørbyskellet eksisterer ikke mere. Kun i minderne hos os, som levede og legede der en kort tid af vor barndom, spiller de en rolle. Snart er de helt glemt.

Måske har disse minder sat sig så fast, fordi vi ikke var barnefødt derude. Vi så det hele ligesom udefra, i alt fald står min barndom så tydeligt for mig netop fra dette sted.

Der levede de gammeldags bønder i de stråtækte, firelængede gårde, de gamle koner gik med hue og hjemmevævede hvergarnsskørter med mange og dybe læg. Vi beundrede dem, når de gik i kirke med sjal og kapothat. Cykler var ikke almindelige i 1908. Vi gik på vore ben med solide hjemmestrikkede strømper og spidssnudede træsko. Sko spurgte man pænt om lov til at tage på om søndagen. Det skete, vi fik hver et par kaptræsko, og vi sørgede for at holde dem fint pudsede til skolebrug.

Som før sagt, var vi ”indvandret” i 1904 til Ubby. Da fik min far statslån til en 4 tdr. land stor ejendom af Ubby præstegårds jorder, som blev udstykket. Jeg kunne fortælle meget om den kamp, det var for mine forældre at begynde som nybyggere. Om lønnen, som var lille, om sparsommelighed og nøjsomhed. Vi børn fik sjældent kaffe, og vel var vi pænt klædt, men det skyldes min mors store dygtighed og properhed. Der kunne således skrives en roman om alt dette, men vi må frem til dysserne.

I længden blev det dog utilfredsstillende for min far at gå på arbejde om dagen og arbejde om nattten, og han købte da ejendommen derude nær Rørby skel og Uggerløse ved de meget omtalte langdysser. Der var 9 tdr. land, og min far fandt hurtigt ud af at køre mælk og slagte grise for folk for at supplere indtægterne på det lille sted, hvor jorden lå på 2 steder, det halve rundt om bygningerne, det andet halve ovre på den anden side af dysserne. For resten lå der og ligger der endnu en stendysse på den del af fars jord. Den husker jeg blev fredet, og vi løb tit fra sten til sten på den. Det ser ud, som overliggeren, der er mægtig og uformelig, er gledet af de underste sten; det hele ser noget forstyrret ud og har måske været undersøgt i længst forsvunden tid.

Her voksede vi børn da op. Vi fik nu langt til skolen, men vi havde en god skole, som vi hang ved med trofasthed. Vor lærerinde ved forskolen var fra Røsnæs, nu Fru Andersen (f. Brabrand), en sjælden ligevægtig og klog dame, og vor lærer ved hovedskolen hed Petersen. Han var fra Jylland. Det gik med liv og lyst i skolen og sjældent hørte vi irettesættelser, og straffe så jeg i de 6 år, jeg gik der, højst 2-3 gange. Hvad der også bidrog til at gøre vor skolegang så smuk, var, at lærer Petersen sang så smukt og spillede godt på violin. Vi lærte altid de bibelsek sange i tilslutning til det, vi hørte om i bibelhistorien. Kærlige, grundige og retfærdige var vore lærere ved Ubby skole.

Tidligt måtte vi høre, at vi var store, og så kunne vi hjælpe til med arbejdet. Vi lærte at udføre arbejderne i mark og stald og have, eftersom vi havde kræfter til det. Vi blev også lånt ud i roelugnings-, tærske og høsttid. Så tjente vi en skilling, og vi var glade for at komme ud hos andre. Kosten fik vi da, og dagen var lang. Vi begyndte kl. 6, frokost kl. 8½, middag kl. 12 med et par små timers ”middagsbed”, kl. 4 midaften og kl. 7 fyraften. Men der var så rart at komme hos de gamle bønder, de var gode ved os børn og roste os, når det kneb lidt. Så fik man mere mod på arbejdet. Vi kiggede os godt om i de gamle stuer, hvor der flere steder endnu var omhængssenge eller alkover med kattuntrykte omhæng med kapper og hvide frynser. Hvad jeg især husker, var rebet, der hang ned fra loftet inde i sengen. Vi syntes, det var en sjov skik, men meget betimelig, hvis det kneb at rejse sig.

Vi havde et kedeligt arbejde, som vi dog søgte at gøre lidt hyggeligt med sang – vi måtte om vinteren skrabe roer til heste og køer. Det var i ”Skamlingsbanken”s glanstid, så den måtte holde for tit. Men så snart det var til at være udenfor, tog alle slags lege som pindspil, boldpil og skjuleleg sin begyndelse, og da kunde vi så herligt bruge dysserne; der kunne vi signalisere til omegnens børn, så der hurtigt blev en stor flok, men det var kun om aftenerne, der var tid til det. Vor nærmeste nabo var Søren Vævers, og deres yngste datter, Mathilde, var vor kæreste veninde . Og hvor har vi leget mange gode gange sammen på de kære dysser.

Om efteråret når tærskningen var til ende, og halmstakkene stod og ludede ved vor lave våning, fandt vi på en ny leg, som bestod i, at vi borede os gennem stakkene og dannede tunneler, som det var meget spændende at dykke ned i, man vidste aldrig, hvem man stødte på derinde. Det kunne hænde, Mathilde lå der og var kommet os i forkøbet, og vi fik fat i en fod. Uh! - det var helt uhyggeligt. Hun slog så en latter op, som jeg kan gøre i mit indre øre, når jeg tænker på det.

Om høsten, når vi legede på dysserne, så vi store lysskær ude over bæltet, ”sildeglimt”, sagde de voksne, som tit var tyet derop til os for at se på legen og slå en sludder af efter dagens slid. På dysserne samledes vi fra det tidlige forår til sent på høsten. Men hvor var der også dejligt; der var det blødeste græs og alle slags blomster, især var det kønt, når engelsgræssets lyserøde, papiragtige blomster klædte grønsværen. Her var puder af vild timian og Marias sengehalm duftede tungt og sødt op under høsten en dugget aften.


Imidlertid var vi blevet store og havde boet derude 3-4 år, da far blev i stand til at købe en lille gård ved Uggerløse. Vi måtte tage afsked med dysserne og vor kære skole, den dejlige have, som far og mor havde udvidet med store jordbærbede og indhegnet med hasselbuske. Det var en sorgens dag – den 9. april 1911.


At vi siden skulle gro godt fast det andet sted, er en anden historie og ligesom den nyere tid nærmere.

Helene Hansen