HVORDAN MAN BLIVER KONE I ET LEJEHUS UDE PÅ ASNÆS


Beretteren af denne beretning kom til Asnæs i 1916. Helene Hansen er født 1898. Hendes fader var fodermester på en række herregårde, indtil han i 1904 fik en nyudstykket husmandslod på 4 tønder land i Ubby ved Kalundborg. Senere fik han en større lod, og i l911 kunne han købe en lille gård. Efter konfirmationen kom beretteren ud at tjene, og i 1915 traf hun en ung mand Hans Christian Hansen. Hans forældre var også husmandsfolk på Kalundborgegnen, men de ejede ikke længere deres eget hus:


Jo, det var så den unge forkarl nede fra Tømmerup, han tillod sig at komme på besøg og blev nøje ”efterset”, og snakken gik hjem til Svallerup først til tante, og gik så hjem, men de vidste det godt hjemme, for Hans Christian Hansen havde været hjemme. Han var 26 år og havde endnu en tur i sikringsstyrken til gode. Han havde ellers tjent i Jylland i 6 år, været på teglværk og tjent i flere gårde, ligesom han havde været ude at tjene fra sit 12 år her på Kalundborgegnen. Hans forældre arbejdede på de store gårde, Olstupgård og Bregningegård. De var gået fallit med et lille sted i Gåsetofte og så intet andet råd end at blive herregårdsarbejdere. Min ven rejste fra Ladegården i Kalundborg og til Jylland. Så kom soldatertiden og krigen, ekstraindkaldelse og efter dens slut ud på landet som karl igen. Vi to mødtes i Tømmerup, hvor han jo så var forkarl. Men han var ikke just velset hverken hjemme eller i Jyderup. Længere ud på vinteren rejste kommis Petersen, og min dødelige fætter, Poul Nielsen, kom i lære hos købmand Olesen. Han var en smuk ung mand fra København med talent for tegning. Vi kom meget godt ud af det. Men kunne min familie ikke lide Hans Christian Hansen, så kunne han sandt for dyden heller ikke fordrage dem - og da slet ikke fætter Poul. Jeg befandt mig ikke ret godt, kunne knapt røre mig. Jeg besluttede at rejse til maj 1916 til Kalundborg hos en hotelejerske frk. Jensen. Hende kendte jeg. Hun var søster til min forrige husbond, og nu ville jeg prøve byen. Den 28. april, på min fødselsdag, fik vi ringe på hos guldsmeden i Ny Jyderup. Og den 1. maj rystede jeg støvet af mine fødder, og i det herligste vejr cyklede jeg gennem Jyderupskoven, som vel aldrig har været så skøn, med nyudsprungne bøge og jorden hvid af anemoner. Selv var jeg så lykkelig, som jeg aldrig har været før eller siden. Jeg skulle besøge min forlovedes forældre i Bregninge, hvor de boede i et hus under Bregningegården.

Mine svigerforældre var de sødeste og de rareste mennesker; de var religiøse først i Frelsens Hær og siden i metodistkirken, som de trådte ud af flere år efter, og over i folkekirken igen, hvor de var døbte. De var begge to røsnæssere. Svigermoder Ida fra Raklev og Mads Hansen fra Kallerup. Min svigermoder havde mange navne: Ida Emilie Sofie og der var et til, men det har jeg glemt. Hun sled sig op som malkekone, blev krum og overanstrengt. Sommetider malkede hun nogle og tyve køer to gange om dagen. Da hun blev 60 år, sørgede en datter for, at forældrene kom til Kalundborg, og da faderen var meget ældre end moderen, kunne han få alderdomsunderstøttelse, og datteren betalte huslejen. Da opnåede lille Ida fem gode år, det vil sige, da var hun slidt op, og til sidst fik hun kræft i maven og døde 65 år gammel. Hendes liv var ingen dans på roser; men mere mild og elskelig kvinde skulle man lede længe om. Hun var ikke et mæhæ. Men hun havde en stille og bestemt måde at gøre sig gældende på.

Nå, jeg kom da den dag den første maj for første gang i Hans Christians hjem og blev meget venligt modtaget. Hans Christian mødte mig på halvvejen, og alt var såre godt. Man kan sige med Elsa Gress, ”fuglefri og fremmed”, for det var noget fremmed. Jeg havde da været i mange gamle folks hjem, men her følte man sig så fri og let til mode. Vi fik stegte sild til aften, og Mads Hansen sang frelsersange ”Sjælen længes her ved Cedars kilder”, eller var det ”sletter”, og flere gamle sange, som jeg aldrig havde hørt, og han spillede på harmonika til. Jeg skulle ikke i plads før den 2. maj, næste dag, så vi gik ud i sommeraftenen, og det var sent, før vi kom hjem i seng.

Næste dag var der jo en vis spænding over det hele. Nu husker jeg kun, at jeg straks blev sat i gang med at vaske glas, og at der var en masse mennesker. Og daglige pensionærer som spiste i en sal for sig. Der var mange at varte op. Og glassene skulle jeg vaske, og jeg havde strenge instrukser til, at de skulle være blanke. Hotelkarlen pudsede sko og knive. Der fandtes ikke rustfrit stål i 1916. Det varede ikke længe, inden jeg mærkede, at Hans Christian var temmelig jaloux for ikke at sige urimelig. Jeg måtte ordentligt holde mig i tømme, han tålte ingen morskab og så rivaler alle vegne. En morgen jeg kiggede ud fra 3. sal, så jeg nedenunder ved kajen et barkskib så uendeligt smukt. ”Havthorbank” hed de. Der kom unge søfolk i land, velklædte nordmænd og svenskere samt englændere. Sailor skrev de sig her i fremmedbogen. Hans Christian kom, og vi gik der om aftenen, når jeg havde fri. Dækket var skinnende hvidt, og skibet nyt. Hvor var det smukt, jeg var helt bjergtaget. I det hele taget var der mange skibe i havnen, men det tyndede ud i dem. Ubådskrigen rasede. Der gik mange folk og gode skibe ned. Af store skibe var vel Lusitanias torpedering den værste. En skændsel der aldrig blev glemt. Også Havthorbank gik ned få måneder efter besøget her. Efterhånden havde man jo opgivet, at krigen hurtigt ville ende. Her i vort lille land mærkede vi jo nok manglen på petroleum, tørv og kul. Fedt og sukker og smør var rationeret. Men på landet var det jo knap så småt. Det var en sølle tid især for arbejderklassen. Som tiden gik måtte Hans Christian jo af sted i sikringsstyrken. Han skulle stationeres i Borup i Midtsjælland i 2½ måned, og han var gram i hu. Men jeg rejste jo til Borup og så til ham. Det var nu blevet sidst i august. Jeg nåede kun at se til ham én gang. Det var et traurigt møde, for jeg kunne ikke længere skjule, at jeg var gravid (det vil sige, det ord kendtes ikke blandt landbefolkningen, hvis det i det hele taget var almindeligt blandt det almene folk). Det var alt sket. – Og det var ikke morsomt, som sagerne stod. Men vi havde jo da håb om at blive gift til november. Hvordan vi skulle kunne få noget at bo i, var ikke let at vide. Og hvad ville vore forældre sige! Foreløbig var der ingen, der havde anet ”uråd”, troede jeg i min naivitet. Men det viste sig snart, at jeg var i søgelyset og Hans Christian med. Han var jo heldigvis i Borup, så der blev arbejdet i det skjulte, som jeg snart fik at se, men så gedulgt at jeg ikke anede noget, før det var i ”skred”. Jeg blev en aftenstund bedt ud til min gamle plads i Tømmerup. Der var jordemoder Madsen, Moster Jørgensen, konen i gården og et par andre damer, og jeg fæ, som det knap gik op for, hvad der var i gære! Jeg fik kaffe og snakkede med børnene, og jeg tog hjem. Næste morgen kom jo frk. Jensen og sagde, at jeg nok hellere måtte hjælpe i køkkenet og med hovedrengøringen. Da jeg undrede mig derover, spurgte hun mig direkte, og jeg sagde da, at jeg havde tænkt at sige op en måned før, det ellers var bestemt. Og så kom der jo en skylle af den anden verden, mest over Hans Christian. Jeg blev der til oktober, så kom min far og hentede mig og mit tøj, cykel og symaskine, som jeg havde sparet sammen til. Og der var ingen milde ansigter hjemme. Jeg blev ude af mig selv. Hans Christian skrev, men måtte jo blive. Far ville ikke, at jeg skulle giftes med ham. Han var ingen god mand. Der var talt om at han havde børn at betale til

(men det var løgn) og en hel masse andet, og hidsig vidste jeg jo, han var. Men jeg ville ikke forlade ham, og jeg vidste, at han havde været nødt til at hjælpe sine fattige forældre. Hans far var nemlig syg, blodforgiftning i højre ben, og de havde kun de par øre, som farmor tjente ved malkningen. De var ikke i sygekasse, og der var ikke nogen hjælp. Mine brødre hentede breve fra Hans Christian fra postkassen, og særlig Laurits lavede fest med mig. Far ville læse dem, men det satte mor sig imod. Hun forstod sikkert min kvide. Og en dag var soldatertiden forbi, og der blev et skrækkeligt opgør mellem far og Hans Christian. Det var ikke rart, og jeg har tit måttet høre om det siden hen. Men det var ugrundet fra hans side, for jeg havde aldrig ønsket andet end at leve sammen med ham. Det blev mor som sædvanlig, der var den klogeste. Underlige er mandfolk, sagde hun til mig. Hun tænkte vel på sin egen situation i ungdommen. Det endte med, at de to kamphaner forligtes. Så skulle vi til at tænke på, hvor vi skulle slå vore folder. Vi kunne måske være kommet til Tømmerup, men det var jo som en slags livegne. Så viste det sig, at der var et hus ledigt på halvøen Asnæs med 4 tønder land, næsten ingen husleje, og der kunne holdes et par køer, nogle grise og høns. Det var til at få, men der var den hage ved det, at der var arbejdspligt. – Det hed lejehuse på landet, at leje 8 år ad gangen, fri redskaber og heste. Min ven var ikke stolt af den tvang; men der var krig, ingen cykelgummi og langt til arbejder, hvis man skulle længere ud. Her var der vel 1 km op til Mineslund, en herregård under Lerchenhorg gods, drevet af en forpagter Sass. Vi skulle helt ud til Vesterskoven, man kommer gennem Asnæs forskov. Her er meget skønt. Fjorden og Jammerlandsbugten indrammede skovene og de store gode marker. I kanten langs Asnæskysten lå 12-14 huse med 4 tønder land. Nogle af mændene var fiskere og skovmænd. Det var langt fra købmand, mejeri og så videre. Ret isolerede kunne vi blive i vintertiden.

Vi blev jo da gift i Rørby Kirke den 3. december 1916. Jeg var i sort, ligesom til min konfirmation. Jeg havde samlet 280 kroner og fik mit brudeudstyr i dynevår, betræk og sengetøj fra Daells Varehus, et ret nyt firma, som vi har handlet meget i og gør det endnu. Fjer dels købte vi, og dels havde mor andefjer, som hun gav mig. – Brylluppet var stille. Kun Hans Christians forældre og en søster var med. Vi kørte med gaver og andet godt af sted ud på Asnæs fra Birkemosegård i Rørby. Vore få møbler var kørt derud. Vi havde køretøj fra Mineslund. Hesten hed soldaten. Den lånte vi tit. Huset, vi skulle bo i, var langt, hvidkalket og stråtækt. Det var til to familier. Lejlighederne lå midt i huset, stald og lo i gavlenderne. Min kommode, bord og fire stole, en lille puf eller sofa, som vi fik fra Hans Christians forældre samt en gryde. Hans Christian var i sort krigstøj og nye sko. Hverdagstøj var jo det, der var mest brug for, træskostøvler, træsko. Han havde også et klædeskab, som skulle stå i vort sovekammer. Men de tre måneders indkaldelse til sikringsstyrken havde jo ingen penge givet, og selv om han var 27 år, havde han ikke sparet noget. I alle fald i skabet var kun nogle gamle hullede bomuldssokker. Så det var jo en noget eftertænksom ung kone, der hurtigt trak næsen til sig.

Men uden for døren lå en topbunke fra forpagteren. Så havde vi da brændsel. Jeg kan endnu huske, hvor vi knagfrøs, da vi nåede ud i Vesterskov den 3. december. Der var kun træ fra skoven at fyre med, og det var nyskovet, men en og anden tørregren kunne man jo let finde. En gammel vindovn var der og ligeså komfur. Det var mest op i den store skorsten, varmen lunede – men der var hyggeligt inde bag de små ruder alligevel. Hans Christian savede brænde om aftenen ude i loen. Vi havde det faktisk rart med kaffe i form af tilsætning (Richs) og rugkaffe, når det gik højt. Endnu havde vi ingen dyr. Jo, udad foråret fik vi en ko og en kalv og 8 høns. Far og mor besøgte os også Jeg havde hvidkål og flæsk til dem. Det var ellers svært at få købt rigtigt ind, 13½ kr. om ugen om vinteren i 1916. Mine besværligheder som husmoder begyndte straks. Jeg så, at vi nu kunne vente en ny søster eller bror og blev så ked af det, men hjemme havde de det ellers godt økonomisk, og mor havde en god kurv fuld af sul og æg og en fed høne med.

Vinteren var hård. Ude ved den store klint ved enden af markerne var der skrueis, som ragede op over den. Der var ensomt, og det var derfor en stor fornøjelse, når søster Karen kom og besøgte os. Så gik vi ud langs kysten ud til den høje klint. Vort hus lå mellem 50 og 60 meter fra stranden, der krummede sig over mod Forskov, og til den anden side ud ad ”Linien”, hvor de små hytter lå med deres jordtilliggende ind mod Vesterskoven. Den ophørte ude på høj klint, hvor der var en plads foran skoven ned mod stranden, hvor fiskerne tørrede garn. Vi var jo vant til at fryse, for vi var ikke påklædte til sådan en spadseretur sådan som nu med gode støvler og varmt overtøj, men det tænkte vi ikke på, kendte jo heller ikke meget til det. – Hvor underligt, at jeg husker den iskolde tur med så stor glæde. Den kyst lærte jeg at kende til fulde. Sommer som vinter skulle vi hente vandet langt nede på marken. Imellem vore marker nede bag en lille ”støde” lå brønden, ikke ret dyb, men altid konstant vandstand, dejligt vand. Min nabokone og jeg fulgtes gerne ad derned. Somme tider, i hvert fald om sommeren, hentede mændene også et par spande fulde. Men de travede jo af ved 6-7 tiden, som det nu var sommer eller vinter, og kom igen ved 6 tiden. Den smule husleje, vi gav, blev trukket fra i høst og roer, når daglejen var højest, og lønnen gik da også i vejret i de 10 år, vi boede derude, men krigsvintrene, de 2 vi havde, var strenge, også hvad kulden angik. Den første vinter står så tydeligt som noget for mig. Jeg syede småtøj, og den 17. marts blev vor lille dreng født. Vor gamle jordemoder fra Årby måtte hentes med herregårdens køretøj, og det var snevejr. Fødslen varede ret længe, og fru Line Mortensen kunne ikke lide, at det trak ud, for hun havde mange kunder lige i denne tid. Han vejede knap 7 pund. Line var endnu ikke inde i meter og kilo. ” Han kigger”, sagde Hans Christian, ”sikke nogen store glugger”. Jo, der var stor glæde over ham. Og en forunderlig følelse med sådan et lille menneske. I dagene derefter kom konerne med barselsmad, brødkage, vin, sødsuppe med svesker og rosiner, stegte kyllinger og andet godt. Jeg huskede, at da tvillingebrødrene blev født derhjemme, kom konerne med 2 kyllinger, og en gammel nabo kom kørende med en hel stor spand sødsuppe kogt på perlegryn, de var lige så store som ærter, det er aldrig siden set, men hun havde også 2 kyllinger med, stegte og brune. Og den lille voksede godt, jeg havde megen mælk, alt var godt! Nu var vi en familie, - og en glad lille familie. Mor og far kom også og så den lille. Og selvfølgelig syntes jeg, han var verdens sødeste unge. Han blev døbt en dejlig majdag i Årby kirke. Jeg bar ham selv, og han kom til at hedde Hilmar.

Jeg havde haft god tid til eftertanke, indtil han fødtes, siddet ene der i vinteren, en mærkelig tid. Jeg følte mig mærkelig til mode tit og mange gange, underligt, det var ikke det, jeg havde drømt, når jeg sprang om mellem startuerne i Birkemosen. Men nu var der andet at tænke på. Dyr i stalden, Hans Christian hjemme med de store heste for at tilberede jorden. Der var travlhed på det, som jeg var gladest for, landet. Hans Christian var dygtig. Han såede for nogle af de gamle husmænd med såmaskine fra Mineslund, især såede han græsfrø for dem. Nogle år siden efter købte vi selv en lille såmaskine mere passende til de små marker og til een hest.

Herude på Odden kendte vi jo alle hinanden. Og ved pinsetid gik vi op på festpladsen i Forskov med madkurv, og så var der fest og dans i ”Pavillonen”. Sofie bagte lagkager og lavede kaffe, eller vi kunne få kogende vand på bønnerne i kaffekanden. Sofie var den populæreste dame på Asnæs, hun var så dygtig og vindskibelig. Hendes køkken strålede af blanke bakker, hun var sirligheden selv. Kaffekanderne, der gik ud af huset, var lige så blanke underneden som ovenpå. Man tog sig vel i agt for at holde sig god ven med hende, hun var skrap i munden, skuede ikke hunden på hårene. Mange var de historier om hendes løsmundethed. Min mand var også kendt for sin hidsighed, og de to nappedes. Og jeg var tit ked af det. Havde jeg som barn og ganske ung været næbbet og uartig, måtte jeg nu tage mig selv lidt i nakken, for jeg kunne også godt lide husfred og samvær med naboer, og det var som regel mig, der fik sagt noget forkert. Den mindste lille misbilligelse fra min side blev straks til en hel ulykke. Sagen var, at jeg bedre kunne sige noget med få små ord med bid i; men Hans Christian, der både var spydig og kun kunne bruge store ord, - det var galt. Ja, ja, der var nok at se til.

Sidst i juli 1917 skete der noget, der gjorde et stort skel i mit og faders og mine søskendes liv. En lørdag kom en dame og skulle hilse fra jordemoder Mortensen, at moder var død på Sæby Sygehus. Jeg kunne ikke tro det, det var for ufatteligt, men desværre, det forfærdelige var sket. Hans Christian hentede køretøj. Og vi kørte hjem, jeg med vor lille dreng på armen. Vor søster på 17 år var hentet hjem fra sin plads. De små piger Solveig og Thyra på 11 og 9 år græd. Jens på 15 år og Laurits 12 år var meget stille. De små tvillinger 3½ år og vor yngste Birgitte var kun 1½ år. Det var en sorgens dag, og dagene derefter til begravelsen. Det lille barn var dødfødt og blev lagt i kisten hos mor. Far hentede mig dagen før begravelsen. Jeg var ikke til megen nytte, havde jo den lille dreng at passe. – Aldrig forvandt vi større søskende tabet af vores gode mor – Far heller ikke, han giftede sig aldrig igen. For ham var det særligt slemt, for det var mor, der var den gode økonom, og han bøjede sig for hendes klogskab. Den sommer, ja, da var det, som et mørke var faldet over mit sind. Og far, han var 46 år og blev nu så grå i skægget. Han blev rastløs, solgte Birkemosegård i Uggerløse og flyttede til Marksøgård i Bjergsted, men var der kun et års tid, så flyttede han til Svallerup, først til en gård med 22 tønder land, Svallerup Præstemark. Der klarede han sig med sine piger, efterhånden de voksede til. Til sidst da min broder Sigurd giftede sig, boede far hos dem. Han blev 82 år. Men vor far har gennemgået meget. Uheld i besætning, altid haft kamp for sin store familie, ikke mindst mig, som voldte ham mange bekymringer i mange år. Men han var optimist og havde en stærk religiøs tro.

På Asnæs levede vi godt på vor lille lod. Vi havde to dejlige køer og nogle grise. I maj 1918 fik vi en lille pige. Hun var så lille, vejede knap seks pund, men voksede godt, og var en glad lille en. Særlig sin far var hun glad for. Meget lys af hud og hår. Den lille pige blev døbt Hilda Elisabeth. Der var nu et par år, hvor jeg var meget træt og sløj efter en abort med stort blodtab. Jeg faldt over en stor sten, som lå i skellet indtil en af naboerne. En af vore køer var kommet løs og løb og brølede i naboens korn. Hans kone stod og råbte og skældte ud. Jeg så mig ikke for og faldt hårdt på stenen, og et par dage efter havde vi doktor og jordemoder, og så var det i orden. Det var ikke som nu, at man kom på sygehuset. Jeg kravlede omkring syg og træt. Vi havde en dygtig sygeplejerske, hun var opmærksom på, at noget var galt, og hun kom og gav mig nogle behandlinger, udskylninger, og efterhånden blev jeg rask legemligt, men jeg var deprimeret og trist til mode. Men dengang kom man sig af sig selv. Jeg husker så godt den tid, mere end et år, hvor jeg var ligeglad, enten jeg levede eller døde. Ens mand gik jo på arbejde, han lagde ikke meget mærke til min tilstand, var tværtimod af og til utålmodig. Konerne skævede til hverandre, men sagde intet. Om vinteren fik børnene kighoste, eller var det ud af foråret 1923. Og de var meget dårlige. Flere koner mente, de havde engelsk syge. De tabte sig, kastede op, som børn gør, når de hoster slim op. Jo, men som tiden gik, blev jeg jo også rask og stærk igen. 21. september 1921 havde vi da fået en stor og kraftig dreng. Han vejede over 9 pund og meget hvid i huden og hvidhåret. Han blev døbt Thorkild. Han var sin fars øjesten. Om sommeren var vi koner med på roemarkerne for at tjene lidt ekstra. Så havde vi rollingerne med, og da var Thorkild ikke glad. Han vrælede, han var bedst tilpas, når han sad foran på cyklen hos sin far, og vi skulle hjem. Det var heller ikke sjov i stegende varme på de store marker. Han brølede og var sommetider helt rasende. Så sagde folk: ”Det er dog en tosset unge”, og så blev faderen tosset og var ved at komme op at slås. Ja, det var folk fra lerjorden. Vi boede så smukt i skovbrynet. Markvejen skrånede mod stranden, der havde høj klint. Under vejen, der drejede mod nord, havde man lavet tunneler med hegn langs kanten af klinten, og brædder dækkede over tunnelerne, så gik hønsene ned til stranden og samlede skaller. Æggeblommerne blev helt røde og fine. Det kunne vi jo ikke praktisere der oppe på bakken, hvor vi boede. Til gengæld kunne hønsene løbe i skovkanten. Hvor var der skønt, når anemonernes hvide blomsterflor dækkede skovbunden. Så kom de kørende hjemmefra i charabancen, og vi gik gerne ud gennem skoven til Asnæs spidsen. Det var en lang tur, og jeg var gerne kun gået lidt ind i skoven. Jeg skulle jo hjem og lave mad og passe de små. De havde undertiden, når det var pinse, slagtet kalv derhjemme, og der vankede en god luns. Tante, fars søster, og onkel var også gerne med.

Hans Christian, min mand, var ikke tilfreds med at bo på Asnæs. Han higede efter mere jord ind ad landet og fri fra arbejdspligten. Og vi havde da også fået skaffet redskaber, en hest og to køer og en kvie. Der taltes om at udstykke noget af Melbygården. Så måske.

En vinter var det isvinter. Stranden frøs et stykke ud, og ænder og fasaner led nød. På marken stod nogle store sædstakke, som skulle tærskes. Der sad der hundredevis af vildænder, og så længe der var noget at pille, gik det jo, men de var magre. Vi kunne få hele bundter af dem, men de led sult. Da havde børnene deres glæde af et par små skovsøer lidt inde i skoven nær ved vort hus. De lavede karrusel og var i ånde, især om søndagen, når alle børnene, der gik i skole, havde fri. Skolen lå ved Forskov, en nyere skole, før havde de måttet gå til Lerchenborg. Det var langt helt ude fra Linien og Havnemark. Det kunne nok blæse barskt ind fra havet om vinteren. Jeg undrer mig over, at vi holdt varmen med den elendige kakkelovn. Da verdenskrigen var ovre, kom der gang i cyklerne, men det varede dog ind i 1922, inden vi fik kaffe til landet. Og rartionering holdt også godt ud. Hvor vi havde kreaturer og grise, var vi anderledes godt stillede end arbejdsfolk i byen. Der var det smalhals. En gang om vinteren i 21, eller var det 22, kom min mand hjem med ½ pund kaffe. Hvilken herlighed. Der var blevet købmandsforretning ved Lyngled. Hvor hurtigt vi dog vænnede os til kaffen. Jeg havde aldrig været meget for kaffe, men nu ku´ jeg li´ den. Jeg mærkede dens opstrammende egenskaber og huskede min moders ord, da jeg stod beredt til at drage fra hjemmet ud i skoven:


Tag dig nu ikke verden så nær.

Tag dig en god tår kaffe.

Og vær glad og overbærende.

Vi kan ikke altid få vor vilje.

Husk det og vær vor glade Helene.



Helene og Hans Christian med deres første 3 børn: Hilmar, Hilda og Thorkild





Det var en lang tale af min mor, men jeg følte, at hun ville hjælpe mig. Aldrig kunne jeg glemme hende. Ja, jeg fik brug for al min moders lærdom, eller skal vi sige gode råd. Efter nogle år lærte min mand og jeg at følges ad og trække sammen. I 1925 var vinteren meget mild. Violerne blomst- rede på gærdet sidst i februar. Hilda kunne så let plukke de små blomster, og hun kom glædes- strålende med de små duftende buketter. Men i den første uge i marts blev det frost. Da var nogle af markerne sået på Mineslund. Det blev snestorm og koldt, men ikke de store kuldegrader. Om søndagen den 15. kørte min mand gødning på et stykke jord og havde heste fra gården. Da han var færdig, kørte han op på gården med hestene, og da løb børnene i skoven. ”Vi skal ud og finde fuglereder”, råbte de, ”Ja I må ud og få frisk luft”, sagde han. Han kom hjem, vi drak kaffe. ”Nu var det rart, om børnene var her”, husker jeg, vi sagde. Klokken var halv tre. Men i stedet kom en stor dreng løbende i fuld fart råbende: ”Hilmar og Hilda er faldet i Bønnekær, Hilmar hænger fast i iskanten”. Hilda så han ikke. Drengen var løbet til det nærmeste hus. Vi fløj jo af sted. Jeg ind i loen efter en stige først, Hans Christian langt forud. ”Kom dog og hjælp mig med stigen”, råbte jeg, men han var langt væk. Men da kunne jeg se manden fra det første hus løbe omtrent dernede med en stige. Han lagde den ud på isen og krøb forsigtigt ud og fik drengen op. Hilmar havde siddet og skreget noget, inden drengen kom forbi, og det var et under, for der kom ellers aldrig nogen der forbi. ”Jeg kommer ikke op”, og i det samme besvimede han. Han blev båret op hos naboen, der boede nærmest. Men Hilda var gået ned under isen. Der gik bud til læge, og Hilmar blev kaldt til live efter temmelig lang tid. Så måtte en båd hentes fra Havnemark, og de fik også pigen op, død. Hun lå, som hun sov. Jeg fik et chok og en pine i mit hoved, som det skulle sprænges, men græde kunne jeg ikke. En kiste blev hentet dagen efter, og hun blev kørt til Årby kapel. Hans Christian var også meget sorgfuld. Dagen efter kom min søster Karen. Jeg sad og malkede, da kom gråden længe, og hovedpinen gik over. Hvordan dagene gik til begravelsen? Alle på odden deltog i vor sorg og var så rare ved os. Det var nu meget koldt, og sneen kom. Jeg blev syg efter begravelsen. Det var også forfærdeligt. Vi havde ikke tænkt på at advare børnene. Det var jo ikke som året før, hvor de to små bønneformede søer var bundfrosne. De blev kaldt bønnekær og lå meget tæt op til hinanden, typiske skovsøer, der var ret dybe ved bredden. Jeg blev altså syg, bronchitis, men mit sind var også tungt og trist; særligt pinte det mig, da præsten i sin tale sagde, at man skulle passe på sine små børn. Skovfogeden havde truffet dem nede ad bønnekær til et par dage før og sagt, at de skulle holde sig fra isen, den var usikker. Der hvor de var sunket i, havde solen skinnet, og det var bare den lille stribe, de havde prøvet, og den brast. I flere år, ja mange år, kunne jeg ikke tage med til høstfest eller pinse. Jeg kunne ikke danse en dans, kunne ikke, selv om min mand og mange andre sagde, at det var skaberi. Nej, det var det ikke. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg savnede i den stund min moder. Siden hen, da sporene var udvisket, og endnu i min alderdom kan jeg sørge stille over mig selv og for mig selv. Ingen, som ikke har prøvet det, kan forstå det. Dog livet er der med sine krav, og man overvinder meget i tidens løb. Man skal passe på de små børn!

1926 fik vi en lille dreng. Han blev døbt Gert. Hans gudmor var en ældre svensk kone, som blev min gode ven. Og så var skovtiden ved at være forbi. Jeg holdt meget af Asnæs. Da vi var flyttet til Melby og siden hen i mit liv, tog jeg en enkelt gang min cykel og kørte derud, men talte ikke med nogen. Sad ærbare og så mig mæt på alt det skønne. Mange mennesker har undret sig over, at vi kunne udholde at bo ret så isoleret. Især om vinteren kunne det jo være lidt trist, men nej, vi havde jo dyrene at passe og børnene. Men vi havde en glæde, som det havde været slemt at undvære. Læsning. Hans Christian læste så godt op, og så kunne jeg jo sidde med håndarbejde. Strikke strømper kunne jeg og læse samtidig, men i mange år var der jo mangel på uldgarn. Vi læste alt mellem himmel og jord. Oppe på loftet lå flere årgange af ”Ugens Nyheder”, de blev læst. Allers Leksikon gav far os, et han havde samlet som ung, og enkelte bøger ejede vi foruden salmebog og Det Ny Testamente. Og en dag kom Hans Christian med en stor kasse bøger. En af eleverne ville ikke slæbe den med sig, da han rejste, og spurgte, om Hans Christian ville ha` dem. Og det var jo haps. Der var Jack Londons ”Sneens Datter”, Dostojevskij`s ”Raskolnikov”, Charles Dickens ”David Copperfield” og mange flere. Det nye bibliotek i Kalundborg blev nu hjemsøgt jævnligt, for nu havde vi blod på tanden. Jeg har alle dage læst fra den dag da det var lært, men Jack London lærte mig virkelig at læse. En fiskerkone i Havnemark var også ”læser”, så vi kunne skiftes til at hente. – Og hvor vi læste. Hvor fik I dog tid, lød det altid. Men det får man, når man har lysten. Tid efter anden bliver man jo bjergtagen, og man omstiller sig gennem et langt liv, men der er forfattere, som bliver ens favoritter.

Vi havde nu fået fat i et lille sted ved Melby Sønder Strand, der kunne fås 5 tønder land statsjord som tillægsjord – og det vældig god jord. Bygningerne var jo nok lidt små. Men der var et lille hus for sig selv til grise eller andet. Hans Christian lavede et maskinhus og vognport. Ja, så var det lykkedes at få egen jord.


1927 købte Hans Christian Hansen et husmandssted ved Melby Sønderstrand. Han fik hest og den et yndigt føl. Så kom landbrugskrisen 1931. Føllet blev solgt, og hesten, og snart stod familien helt ruineret. Først efter mange års bitter kamp kom familien atter på fode, han ansat ved vejvæsenet, hun som indehaver af en rulleforretning i Kalundborg. Men han glemte aldrig føllet, det eneste han nåede at få.


Artiklen er skrevet 1978